Kongressen.com
Kultur Perspektiv

Arven efter divaerne

Caroline Hendersons ide med at vække ikoniske divaer som Ella Fitzgerald, Josephine Baker og Rosemary Clooney til live igen i showet ‘Divaer I Glas’ nyder i disse dage stor succes i Tivoli. I dette interview med Kongressen.com fortæller Henderson om ideen til showet og hvad vi kan lære af divaernes historie her i 2019

Regnen siler ned uden for og de folk, der må have dristet sig en eftermiddagstur i Tivoli denne sensommerdag, prøver at finde steder at søge ly. Caroline Henderson trækker ærmerne på sin højhalsede trøje lidt ned om håndledene mens hun skænker en kop te.

Vi sidder på Nimb i Tivoli og der er et par timer til, at Caroline Henderson skal på scenen til endnu en aften med successhowet ‘Divaer I Glas’. Sammen med kollegerne Birgitte Hjort Sørensen og Kaya Brüel vækker de nogle af historiens mest ikoniske divaer – heraf flere amerikanske – til live igen. Og fortæller historierne om, hvorfor lige netop disse kvinder på hver deres måde var med til at slå et slag for ligestilling mellem både køn, race og seksualitet. Historier, som måske kan være lidt på vej i glemmebogen, men som i sandhed bliver bragt tilbage i publikums bevidsthed undervejs i showet.

Ideen til showet er Caroline Hendersons. Den berømte sangerinde med de amerikanske rødder, de mange stærke album udgivelser og de mange grammyer i rygsækken, havde et ønske om at fortælle historien om nogle af disse enestående sangerinder, der for mere end et halvt århundrede siden slog deres folder i Glassalen i Tivoli. På nøjagtig samme scene som den, Henderson og resten af holdet om et par timer, befinder sig på.
“Jeg spillede en koncert i Glassalen for cirka 10 år siden, og det var i den forbindelse, at jeg stiftede bekendtskab med stedets historie og ikke mindst fandt ud af, hvem der havde stået på den scene i tidens løb. Jeg anede ikke, at Glassalen rummede denne fantastiske både musik- og kulturhistorie. Derfor begyndte jeg at grave i arkiverne og fandt jo så ud af, at store sangerinder som Ella Fitzgerald, Josephine Baker, Rosemary Clooney og Marlene Dietrich i tidens løb optrådt der. Det er jo virkelig nogle stærke kvinder, og kvinder, som jeg allerede beundrede dengang og selvfølgelig beundrer endnu mere i dag, hvor jeg kender deres historier mere indgående.”

Man siger gerne, at historiske værker ofte fortæller ligeså meget om den tid, de er skabt i, som den tid, det handler om. Hvad er det vi kan lære af divaernes historie her i 2019?
“Generelt synes jeg det er interessant at se tilbage i historien. Det kan give en bedre forståelse at nutiden og samtiden efter min mening. Men med de her kvinder, så står vi jo virkelig på deres skuldre. Det må man bare sige. Det er nogle kvinder, der har kæmpet med retten til at vælge deres seksualitet, vælge hvordan de har arbejdet, vælge hvordan de har haft børn. De var nogle stærke kvinder i deres tid og har banet vejen for ikke kun kvinder i showbiz men for kvinder generelt. Og står stadig som nogle meget stærke ikoner. Tag Ella Fitzgerald som eksempel. Hun kom fra absolut ingenting. Hun blev forældreløs som 15-årig. Hun boede på gaden og hustlede sig frem. Hun endte som en af verdens rigeste jazzsangerinder og vandt 14 Grammyer i USA. Ser man på Josephine Bakers arv, så er den desværre lidt for meget præget af bananskørter. Hun har måske ellers den vildeste historie af alle de divaer, vi præsenterer i showet. Hun var dobbeltagent under 2. verdenskrig og hvad den her kvinde ikke har lavet. Hun var virkelig utrolig. Der er tale om kvinder, der også i vor tid er meget inspirerende. Både for kvinder og mænd.”

Der er en meget stærk scene i showet, hvor du læser højt fra datidens aviser, der i meget racistiske toner omtaler Josephine Bakers besøg her i Danmark. Det er tåkrummende at høre, hvor nedladende man skrev om hende dengang. Er det også en måde at lade historien minde os om, at længere er det altså ikke siden end at vi stadig skal huske at værne om en verden uden racisme?
“Det har vigtigt for mig, at det ikke skulle forstås som en løftet pegefinger, men at det skulle reflektere det, der var engang. I det her tilfælde en meget racistisk omtale af den her fantastiske amerikanske sangerinde der skulle komme til Danmark. Artiklerne er skrevet tilbage i 1928 og når jeg reciterer dem på scenen reagerer folk meget forskelligt. Nogen griner sådan lidt nervøst. Andre bliver lidt forlegne. Der er også nogen der griner. Og det er jo ikke noget, jeg har fundet på. Det var sådan aviserne skrev om Josephine Baker den gang. Det kan måske være med til at få folk til at tænke, at ja, der har vi desværre været en gang. Så længe er det jo ikke siden. Og der kan jo stadig af og til stå nogle ting, hvor man tænker at det er langt over stregen. Jeg reciterer jo artiklerne som bruger the N word. Og her i Danmark er der i dag jo stadig nogen, der har det sådan: ‘hvorfor må man ikke sige det?’ Og det må folk jo også godt, jeg har det bare ikke så godt med det. Og det kan være, at det at blive mindet om det gennem Josephine Bakers historie er med til at gøre, at folk husker på, at det ikke er så fedt et ord at bruge. Så nej, det handler ikke om at pege fingre. Det handler om at vise folk, at sådan her var det engang for ikke ret lang tid siden.”

Hvordan er det at være med til at vække ikoner om Josephine Baker, Rosemary Clooney og Ella Fitzgerald til live igen på den måde, I gør det i showet?
“Både Birgitte, Kaya og jeg er vant til at gå ind og skabe forskellige karakterer, men det er klart, at I det her tilfælde, der er det virkelig nogle store ikoner, der er tale om. Så det gør det selvfølgelig til en meget speciel oplevelse. Vi prøver at gøre det til vores eget og lave nedslag i de her kvinders historier. Tilsat lidt action og et stænk af humor. Og det kan være med til at give folk et indtryk af, hvem divaerne var. Ella Fitzgerald var jo eksempelvis en meget genert og kompleks kvinde. Og et meget privat menneske. Samtidig med at hun havde denne her meget store, men også lidt pigede, stemme. Så der tænkte jeg, at det måske kunne blive lidt af en udfordring at finde den rigtige måde at vise hende på. Der er det anderledes med Josephine Baker, fordi hun var en kvinde med en masse holdninger og en kvinde, der virkelig havde været oppe på barrikaderne. Hun marchede med Martin Luther King, hun stod på både FBI’s og CIA’s lister og lagde ikke fingrene i mellem når hun udtalte sig. Hun havde virkelig en stærk politisk side, hvor Ella Fitzgerald på nogen måder var lidt mere hemmelighedsfuld i sin stil. Og det er jo sjovt at tænke på, hvordan de på hver deres måde følte sig hjemme og godt tilpas her i Danmark. De valgte Danmark. Og det kan jeg godt relatere til selv. At man vælger et land, hvor man føler sig hjemme i.”

Selv om det ikke er en politisk forestilling, så ligger der alligevel lidt politiske indspark mellem linjerne, som jeg oplever det. Eksempelvis da Birgitte Hjort Sørensen som Rosemary Clooney fortæller om sin relation til Bobby Kennedy. Hvilke overvejelser ligger der bag det?
“På en måde er der jo politik i alt. For de her kvinder afspejler det samfund, som der var den gang. Så nej, det er ikke en politisk forestilling som sådan, men den fortæller noget om samfundet dengang. Og det kan vi så se på med nutidige øjne og tænke over ud fra det samfund, vi har i dag. Og nu du selv nævner Rosemary Clooney, så havde hun jo virkelig et heftigt liv, må man sige. Det er ret vildt at tænke på at hun var der med sine to børn den aften Bobby Kennedy døde, eksempelvis.”

Når man skaber et show, så har man jo altid en ide om, hvad det er, man håber folk vil få ud af at se showet. Har de reaktioner, du har fået på showet, været nogenlunde det, du håbede på?
“Jeg synes, de reaktioner, vi har fået er enormt positive. Folk er glade for det og er glade for at showet har så mange lag i sig, som det har. For det er ikke nogen helt let øvelse at få så mange store historier ned til at vare cirka to timer, når man gerne vil have det til både at være informativt, underholdende og spændende. Samtidig med at det skal have lidt kant, hvilket var vigtigt både for mig og resten af holdet. Min yngste søn er 16 og han var vild med det, da han var inde og se det den anden aften. Det favner bredt og det var det, jeg håbede det ville. For det er nogle vigtige historier at få fortalt, synes jeg.”

Tiden er fremskreden og Caroline Henderson skal fra de bløde lænestole og teen på Nimb ud i gråvejret på tværs af plænen til Glassalen hvor endnu en aften i divaernes tegn venter. For det er vigtigt at hylde kvinder som Ella Fitzgerald, Josephine Baker, Marlene Dietrich og Rosemary Clooney selv om det snart er mere end et par årtier siden, de slog deres folder i Tivoli. Og sammen med Birgitte Hjort Sørensen og Kaya Brüel må man sige, at Caroline Henderson i den grad er lykkedes med netop dette. De har løftet den tunge arv efter divaerne.

‘Divaer I Glas’ spiller i Glassalen i Tivoli til og med torsdag den 12. september 2019.

Læs også

Alright, Alright, Alright, Austin

Kongressen

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen

Ét tweet har ødelagt forholdet mellem NBA og Kina

Anders Friis Daugbjerg

Rambo – en ideologisk krigsmaskine

Casper Drost Hansen

Valget varer længe, koster mange penge

Rasmus S. Jorgensen

‘Ser Du Månen, Daniel’ er både barsk, rørende og – desværre – stadig relevant

Anders Agner Pedersen