Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Begyndelsen på slutningen for USA i Mellemøsten?

Den amerikanske tilbagetrækning i det nordøstlige Syrien er blot begyndelsen af en tendens, som har stået på i et årti. Det markerer et vendepunkt og et endeligt bortfald af den politisk vilje til, at blive ved med at være engageret i Mellemøsten på samme måde, som man ellers historisk har været. Den amerikansk involvering i Mellemøsten går nemlig langt tilbage. USA har længe været regionens mest indflydelsesrige udefrakommende spiller. Men hvordan ser det ud i dag, har USA endeligt gjort op med deres regionale forpligtigelser og aktive involvering i Mellemøsten?

Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com

Over det sidste årti har der været uforudsigelighed og usikkerhed i den amerikanske kurs. Både Barack Obama og Donald Trump har gjort alt i deres magt for at undgå at blive involveret yderligere i Mellemøsten. 2019 har ikke været nogen undtagelse. Året har på mange måder været en nedtur for USA i Mellemøsten. Det har været et år, hvor præsident Trumps Mellemøst-politik er blevet udfordret. Det kan derfor argumenteres, at de seneste års strategisk tilbagetrækning fra USA’s side har gjort skade på amerikansk prestige, indflydelse og magt i regionen.

USA har fortsat de militære kapabiliteter, men manglende regional opbakning er blevet mere tydelig. Som vi har set før, så kan man kun komme så langt med krudt og kugler. Flere og flere mennesker, både i USA og i Mellemøsten, mener, eller har den opfattelse, at USA trækker sig ud af regionen. Men dette er dog en misperception. Den empiriske virkelighed er ikke i tråd med opfattelsen af tilbagetrækning. USA har længe været vant til at optræde som regionens hegemon – føre krig, diktere dens politiske vision og straffe regeringer, der trodsede dens vilje. Men genovervejer USA nu sine egne interesser og forpligtelser i regionen? Har det seneste årtis udenrigspolitiske kurs markeret et opgør med de udenrigspolitiske doktriner, der blev fremsat af Eisenhower og Carter?

Prestige, indflydelse, magtbalance og olie
Amerikansk involvering i Mellemøsten er ikke noget nyt fænomen. USA blev først for alvor involveret i Mellemøsten tidligt i den kolde krig og har været stærkt involveret, især siden 1970’erne. Over årtier siden da har USA’s politik og partnerskaber i regionen udviklet sig, men de grundlæggende årsager til amerikansk involvering i Mellemøsten forblev konsekvent; at forhindre en fjendtlig magt i at bruge regionens oliereserver som et våben og/eller gøre skade på verdensøkonomien. For at opnå dette mål brugte USA militær magt, når det var nødvendigt, men lænede sig også op ad regionale allierede, f.eks. Egypten og Golfstaterne, og styrkede dem med bistand og våben.

Det strækker sig helt tilbage til 1956, hvilket vi i dag husker som Suezkrisen. Suez kan ses som Storbritanniens sidste kast med de imperiale terninger. I 1956 lavede Storbritannien, Frankrig og Israel en hemmelig aftale for at gennemtvinge et regimeskifte i Egypten, hvor man opfattede den daværende præsident, Gamal Abdel Nassar, som en trussel der skulle fjernes. Nassar truede nemlig med at nationalisere Suez-kanalen til stor bekymring for Storbritannien, som var afhængig af olieskibsfarten via kanalen. Frankrig var på daværende tidspunkt ved at bekæmpe et oprør i Algeriet, hvor Nassar forsynede og trænede oprørene. For Israel var Nassar et problem pga. hans forsøg på at modernisere den egyptiske hær, hvilket udgjorde en sikkerhedspolitiske trussel.

Frankrig, Israel og Storbritannien blev derfor enig om at give Nassar et ultimatum man vidste han ikke kunne acceptere, som så ville være deres undskyldning for at invadere Egypten. Dette blev kendt som Sèvres-protokollen. Det var midlertidigt ikke svært at se, at der var tale om aftalt spil. Derfor måtte Storbritannien, Frankrig og Israel efter få dage indgå en våbenhvile under pres fra verdenens to supermagter; USA og Sovjetunionen.

Forinden 1956 havde store dele af Nordafrika og Mellemøsten været under britisk og fransk kolonial kontrol. Storbritannien og Frankrig havde derfor stor indflydelse, prestige og magt i Mellemøsten. Dette var med til at sikre Vestens olieforsyninger og holde Sovjetunionen ude. Men med Storbritanniens og Frankrigs angreb på Egypten og ydmygelsen heraf tabte de den indflydelse og prestige de før havde i Mellemøsten.

USA måtte derfor skynde sig ind for at modarbejde sovjetisk indflydelse og sikre Vestens olieforsyninger. Dermed opstod Eisenhowerdoktrinen. Dette var en amerikansk udenrigspolitisk doktrin, fremsat af USA’s præsident Eisenhower i kølvandet på Suezkrisen. Formålet med doktrinen var at tilbyde økonomisk og militær støtte til lande i Mellemøsten i kampen for at modstå kommunistisk aggression. Den understregede USA’s interesse i Mellemøsten og ønsket om et bedre strategisk fodfæste.

Det daværende nationale sikkerhedsråd opfordrede til en mere selektiv og nuanceret form for engagement i regionen, men Eisenhower-administrationen havde svært ved at tilbagerulle den mere brede involvering og afstå fra at gå ind i lokale konflikter. Under alle omstændigheder var USA nu fuldt ud engageret i magtpolitikken i Mellemøsten. Fra da af var politiske debatter koncentreret om hvordan, og ikke hvorvidt, USA skulle påvirke udviklingen i regionen.

Senere, som modsvar på sovjetiske tropper i Afghanistan, kom Carterdoktrinen i 1980 som var en amerikansk politik for regionen omkring den Persiske Golf. Ifølge Carter skulle USA fremover anvende den fornødne militære magt til at forsvare sine nationale interesser i golfregionen. Igen var frygten Sovjetunionen og at deres tilstedeværelse i Afghanistan var en trussel mod den frie handel med Mellemøstens olie.

Suezkrisen og sidenhen den afghansk-sovjetiske krig kom således til at accelerer amerikansk involvering i Mellemøsten.  USA har derfor siden 1956 investeret mange kræfter, både i form af penge og militær, for at få indflydelse i Mellemøsten. USA har længe været den mest centrale sikkerhedsgarant i Mellemøsten. Men med den seneste udvikling er det blevet mere tydeligt, at USA har taget et skridt tilbage og ønsker mindre involvering.

Afslutningen på den regionale pax americana
I løbet af de sidste to årtier ser det ud til, at USA’s politik over for Mellemøsten har mistet fortøjningen. Dramatiske politiske udsving mod Mellemøsten er set lige siden præsident George W. Bush’s invasion og nationsopbygning i Irak og Afghanistan til Obamas indsats for at reblancer USA’s rolle og forhold i Mellemøsten og nu til Trumps tilbagetrækning. Obamas atomaftale med Iran i 2015 er et eksempel på en dobbeltkantet politik. Den var designet med henblik på at fjerne den iranske atomtrussel og skabe en ny regional magtbalance. Omvendt følte amerikanske allierede, at aftalen vendte det blinde øje mod meget af den iranske regionale aktivitet og ikke gjorde nok for at afhjælpe regionale spændinger.

Den amerikanske afvisning af atomaraftalen under Trump i 2018 og genindførelsen af ​​sanktioner mod Teheran har skabt endnu et skift i forholdet til regionen. Den gradvise tilbagetrækning af amerikanske tropper efterfulgt af USA’s pludselige tilbagetrækning fra Syrien har også overrasket USA’s allierede. Mens Saudi Arabien, Israel og De Forenede Arabiske Emirater har set positivt på Trumps exit fra atomaftalen, så har de samtidig fortolkede denne ny amerikanske kurs, som endnu et eksempel på USA’s uforudsigelighed.

Så mens den amerikanske strategi fortsat er rettet mod sikkerhed og stabilitet, så har taktik og politik skiftet fra administration til administration, hvilket efterlader amerikanske allierede usikre på USA’s engagement over for dem og regionen. Konsekvensen af ​​denne usikkerhed har givet anledning til større intra-regional konkurrence og konflikter sammen med udviklingen af ​​stærkere bånd mellem mellemøstlige stater og Kina og Rusland.

Er Eisenhower og Carter fortid?
Men hvorfor har den amerikanske politik været så omskifteligt? Er det pga. krigstræthed i den amerikanske befolkning eller hvad historikeren, Paul Kennedy, i hans bog The Rise and Fall of the Great Powers ville kalde imperial overstretch,som har været på spil for USA i Mellemøsten? Ideen med imperial overstretch er, at et imperium kan udvide sig ud over dets evne til at opretholde sine militære og økonomiske forpligtelser.

Uanset hvad der er årsagen, kan det siges, at argumentet om amerikansk tilbagetrækning fra regionen drejer sig mindre om kapabiliteter, USA stadig har meget militær kapacitet i Mellemøsten, derimod er det mere et spørgsmål om intentioner.

De, der har den opfattelse at der er en amerikansk tilbagetrækning fra regionen, tager ikke fejl, især når man tager højde for de amerikanske beslutningstageres intentioner. Som bekendt, blev de sidste tre amerikanske præsidentvalg vundet af kandidater, der gik ind for mindre involvering i Mellemøsten. Obama var imod Irak-krigen og Hillary Clinton støttede den. Både Obama og Trump valgte ikke at bruge militær styrke i de tilfælde, hvor mange ellers troede, at de skulle eller ville – Obama i Syrien og Trump i Iran. Ingen af præsidenterne ville ind i nye krige i Mellemøsten.

Samlet set leder den manglende stabilitet i amerikansk politik til regionale spændinger og øget konkurrence til skade for regional stabilitet. Konsekvensen af den amerikansk omskiftelighed kan ses i usikkerheden i de arabiske Golfstater, det kan ses i form af iransk, russisk og kinesisk indgriben. Faren er den subtile, men stigende kurs mod mere anti-amerikanisme blandt USA’s allierede og fjender. Disse følelser er endnu ikke akutte, men afspejler en angst hos de amerikanske partnere i regionen.

Dog har begge præsidenter, både Obama og Trump, opdagede det som Marc Lynch kalder ‘strukturelle realiteter’ i den amerikanske position i Mellemøsten, hvilket gør en militær tilbagetrækning meget vanskelig. Så længe USA er i en aktiv kamp mod terrorisme og har partnere, der ønsker fortsat amerikansk involvering, så vil tilbagetrækning være vanskelig. Desuden ser de amerikanske udenrigspolitiske og militære lobbyer den aktive amerikanske rolle i regionen som normen. De er indgroet i årtier med denne adfærd – militære rotationer, basekonstruktion, diplomatiske initiativer og våbensalg. Ændring af disse vaner ville kræve mere politisk beslutsomhed, mere end hverken Obama eller Trump har været villige til at mønstre indtil videre.

Som i andre områder af verden er perioden med amerikansk unipolaritet forbi. Men det er langt fra en ende på USA’s engagement her. Dog kan det argumenters at USA er nødt til at nedskalere sine ambitioner og tilstedeværelse for at matche de mere beskedne og opnåelige mål, baseret på en realistisk vurdering af amerikanske interesser.

Doktriner er ikke altid let ad skille sig af med, selv når de har overlevet deres nytte eller opnået utilsigtede betydninger. Med deres bias mod de ideologiske og geopolitiske forhold, har doktriner en tendens til at generalisere ud over berettigelsen af konstaterbare fakta og frister os til at glemme lokale forhold og særlige omstændigheder. Men som det fremgår af den nuværende Mellemøstlige situation, så holder den grundlæggende arv fra Carter- og Eisenhowerdoktrinen stadig ved, men dog i en mere beskeden udgave. Også selvom Sovjetunionen ikke længere er en faktor.

USA var, og fortsat er, forpligtet til Carters og Eisenhowers vision om at opretholde sikkerhed og stabilitet i Mellemøsten og være parat til at anvende militær styrke for, at realisere det. Men når det er sagt, er det tid til at erkende det faktum, at et geopolitisk jordskælv er i gang. Dens konsekvenser vil kun vokse sig større, jo længere USA bliver ved med at være distraheret af egne indenrigspolitiske problemer og ikke reagerer med en seriøsitet og længerevarende strategi, der er lig med udfordringen. Problemet denne gang er også at i modsætning til Suezkrisen, så er der ingen umiddelbare erstatning, der er ingen nation med den økonomiske og militære styrke og sammenlignelige værdier, som kan overtage stafetten, hvis USA trækker sig.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen