Kongressen.com
Analyse

Biden skal redefinere USA’s indflydelse i verden

Verden har brug for et USA, der har lært af sine fejl og som nu forstår at der er brug for et ‘human touch’. Det ser præsident Biden ud til at have forstået – og heldigvis for det. For især i klimakampen er der hårdt brug for USA’s lederskab.

Af Karsten Hønge, udenrigsordfører, SF

Man kan altså sagtens være både venstreorienteret og fascineret af USA. Jeg har rejst jorden rundt flere gange, men især USA har jeg trevlet igennem fra øst til vest, fra nord til syd. På store motorcykler og i fede biler. Jeg har i dag en Harley-Davidson holdende i caragen, og min ubetingede yndlingsmusik kommer fra Bruce Springsteen.

USA er det, som man ønsker at se, og det som man vælger at opsøge, for landet har det hele. Samfundet afspejler på sin egen måde naturen, som også er fyldt med kontraster og ekstrem forskellighed. Lammende fattigdom og ufattelig rigdom eksisterer parallelt med millioner af menneskers håb om fairness og forandring.

Den amerikanske underklasse viser ofte apati, men med mellemrum slår det over i rasende desperation. Racisme og forskelsbehandling gennemsyrer det rå klassesamfund. Arbejderklassen har ikke oplevet forbedringer i årtier, men har båret de dramatiske konsekvenser af kriserne med arbejdsløshed og tab af identitet. Organisationsgraden blandt arbejderne er faldet til et håbløst lavt niveau, og det kan være svært at bevare håbet i en almindelig lønarbejderfamilie.  

Jeg har deltaget i faglige aktioner sammen med amerikanske bygningsarbejdere i fagforeningen med det fantastiske navn: ”International Brotherhood af Carpenters”. Oplevet deres solidaritet, gå-på-mod, og troen på at det nytter at slå fra sig. Men det er ikke underligt, at Trump og højrepopulismen har så godt fat, når de leverer let forståelige svar på komplekse udfordringer. Godt hjulpet på vej af Demokraterne, som i mange år arrogant har set hen over hovederne på arbejdere, for i stedet at fokusere på grupper af forskellige minoriteter.

USA er så meget andet end den ubegribelige forskel mellem fattig og rig, mellem etniske minoriteter og den daglige onde fysiske voldsspiral. Når jeg tænker på USA, hører jeg lyden af Springsteens fortolkning af Woody Guthris fantastiske sang, ”This Land Is Your Land”. Den giver stemme til almindelige mennesker, og kunne i øvrigt være en smuk nationalsang. Man er oven i købet i stand til at synge med.

Som de fleste danskere har jeg hele mit liv, været dybt påvirket af alt, hvad der er amerikansk. Fascination og frastødende var på samme tid til stede i min familie med socialdemokratiske forældre. Stemningen var meget kritisk overfor USA, og vi snakkede ofte om de mørke sider ved det ekstremt ulige liberalistiske samfund. Vi så TV med månelandingen, tæppebombningerne af Vietnam, den intense kamp for borgerrettigheder for sorte amerikanere og spillefilm. Første gang jeg overhovedet var i biografen var for at se en ”Western”.

Jeg følte både tiltrækning og afsky. Allerede som en stor dreng meldte jeg mig ind i SF’s ungdomsorganisation, og dengang i begyndelsen af 70’erne var der for de fleste en modsætning i at være venstreorienteret og samtidig tiltrukket af USA. Med mindre det var afgrænset til begejstring for Woodstock, hippierne, Bob Dylan eller filmen ”Easy Rider”, som jeg har set mange gange.

Den kulturelle eksport til Europa nåede også til Nykøbing Mors, hvor jeg er født og vokset op. Coca Cola, rock’n’roll og Vietnam-krigen blev en del af barndommen og ungdommen. Jeg gik skam også en overgang i en brugt soldaterjakke med anti-amerikanske slagord. ”Yankee go home”-agtigt.

Et land grundlagt på lige dele smukke visioner om frihed og lighed, og lige dele overgreb på samme. Et land der har fostret nogen af mine største helte, og samtidig de største skurke. Et land, hvor en hel generation unge mænd drog til Europa for at bekæmpe fascismen, for kort tid efter at kaste verden ud i et atomart oprustningskapløb, der truede hele verdens eksistens.

Jeg var fascineret af et land, der formåede at sende mennesket til månen, for i det næste at blive forfærdet over den bomberegn, som man udsatte civile vietnamesere for. Selvom store kulturpersoner og en hel ungdomsgeneration råbte om at stoppe regnen, lod man den kynisk fortsætte. Jeg deltog med endnu større entusiasme end almindeligt i 1. maj demonstrationerne i 1975, med gjaldende kampråd mod USA, som få dage forinden ydmyget var sparket ud af Vietnam.

Jeg undrede jeg mig over, at det land, hvor generationer havde arbejdet sig ud af fattigdom, nu lod generationer sive tilbage i en tilværelse, som et demokratisk, vestligt samfund ikke kan være bekendt. Store industriområder blev efterladt til rusten, mens arbejderklassen der boede der blev efterladt til ydmygende lavtlønsjob eller minimal offentlig hjælp. Alt den selvtillid, der havde skabt verdens rigeste samfund, blev parkeret som en Cadillac, der ved, at den aldrig får lov at køre igen.

USA er kontrasternes land. Fantastisk inspirerende som ingen andre og øretæveindbydende kynisk som ingen andre. På mange måder er det så typisk amerikansk, at landet der i 2008 valgte en progressiv, sort præsident, bare 8 år efter kunne vælge en narcissistisk, højreorienteret klovn. 

Bruce Springsteen diagnosticerede i 1984 på smukkeste vis USA. Pladen ”Born in the USA” er i mine øjne et af de skarpeste– og ikke mindst kritiske – billeder på det land, som har skabt ham og den arbejderklasse, som hans tekster repræsenterer. Det er et billede på et samfund, der udadtil stråler af selvtilfreds selvtillid, men som inderst inde er dybt hærget af angst og selvmodsigelser. Det blev på smukkeste vis bekræftet af, at den amerikanske højrefløj – med Ronald Reagan i spidsen – i den grad misforstod titelnummerets intentioner, der ikke var en hyldest, men en kritik. En patriotisk kritik, fordi det ikke er nogen skam, at have højere forventninger til sit land.

USA er i dag på mange måder at sammenligne, med de karakterer som Springsteen giver liv på en anden af pladens perler, ”Glory Days”. Her er hovedpersonerne karakteriseret ved at have passet bedst ind i en gammel, tryg verden. En verden hvor skolens bedste baseballspiller udgjorde toppen af hierarkiet og kunne få alle andre til ”look like a fool”. En verden hvor fornyelse og alt udefra var farligt, fordi det kunne true roen på de indre linjer.

Og USA var lige såvel i mange årtier den pige, som ”could turn all the boy’s heads”. Men verden er lige så forfængelig som den er forgængelig. Hvis USA fremover ønsker at leve op forrige århundredes indflydelse, tror jeg de må indse, at landet må nytænke sin position.

Når jeg ser på verdens alt for mange konflikter, så ser jeg et USA, der er i vildrede over sin egen position. Det er – heldigvis – slut med at lege ”bad cop”, som i Bush den Yngres regeringstid, hvor man med katastrofale angrebskrige i Mellemøsten ødelagde millioner af skæbner og muligheder. Men det betyder ikke, at man er blevet en konstruktiv ”good cop”. Selvom Trump gudskelov kun sad en periode, så nåede han med sin kynisme at ødelægge meget. Spørg bare vores kurdiske allierede. Eller alle os, der har interesse i nuklear nedrustning, som var glade for den Iran-aftale, som han med sin destruktive adfærd ødelagde.

Jeg håber at den nye Biden-administration vil redefinere den amerikanske indflydelse i verden. Et USA der har lært af sine fejl og succeser. Vi har brug for et USA, der står vagt om menneskerettigheder, men som også forstår at militære interventioner for det meste skader dem mere, end de gavner. Vi har brug for et USA der forstår, at klimakrisen skal løses og at den er den eneste kamp i verden, der skal oprustes imod. Vi har brug for et USA, der forstår, at verden har brug for et ”Human Touch”.

Læs også

Republikanernes playliste

Lasse Charley Pedersen

Delstaten berømt for gambling men overset på vigtige områder

Christian Damgaard Qvist

Det Republikanske Parti har forladt Bush og Reagan

Kaia Fallinge og Lasse Pedersen

Kampen Om Amerika – Sommerstatus Demokraterne

Kongressen

Californiens brande lægger hårdt pres på Kamala Harris

Kaia Fallinge og Lasse Pedersen

Republikanerne har lang vej til comeback – her Trumps vej

Lasse Charley Pedersen