Michael Aastrup Jensen, Folketingsmedlem Venstre, Næstformand for Udenrigspolitisk Nævn.
USA er tilbage, USA er tilbage. Sådan lød det fra Biden den 4. februar, i en tale der skulle berolige Amerikas allierede. Den udenrigspolitiske linje skulle ændres, så verden kan regne med, at USA i dag, i morgen og i fremtiden vil håndtere truslerne mod den fri verden. Diplomatiet var tilbage i kernen af den amerikanske udenrigspolitik, men et par måneder efter er det endnu svært at se, hvad det egentligt betyder.
I fraværet af et stærkt USA på den udenrigspolitiske scene, svigter USA de mange millioner mennesker, der har sat deres lid til en sikker og stabil amerikansk udenrigspolitik. Den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan uden en reel plan for fremtiden for landet, det manglende engagement i Syrien og mere bløde linje over for Iran skaber en farlig cocktail der over tid kan blive ganske giftig.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at forventningerne til en ny linje i den amerikanske udenrigspolitik efter Trump har været store. Men der er fortsat flere steder hvor man længes efter en sikker og stabil amerikansk udenrigspolitik. I Afghanistan slikker Taliban sig om munden, det samme gør de kræfter der var årsagen til krigen. For med en ustabil sikkerhedssituation skaber man igen grobunden for terrorisme og det i en situation hvor mange tusinde fremmedkrigere er på fri fod i Syrien og Libyen. Her nytter diplomatiet ikke, her skal der handles og det skal ske nu. Skuffelsen for alle var stor, da man annoncerede at alle tropperne blev trukket tilbage så hastigt. Der er med andre ord behov for et USA, der er engageret og sikrer en vis form for stabilitet og udvikling i landet.
Diplomatiet i den amerikanske udenrigspolitik er vigtig. Mindst lige så vigtigt det også at holde fast i, at man har en række trusler, hvor succesen i diplomatiet er afhængig af et stærkt og engageret USA, der tør sætte foden ned. I forhold til Iran, ønsker man at indgå en ny atomaftale. Iranerne har vist at de ikke overholdte den tidligere aftale og en ny aftale skal derfor ske på helt andre vilkår. Særligt fordi en aftale vil blive set som en sejr fra Teheran, og særligt hvis den ikke inkluderer en aftale om begrænsning af ballistiske missiler, eller iranernes engagement geopolitisk via forskellige terrororganisationer. Det er igen behov for en helstøbt linje overfor en regional stormagt, som tager hånd om de problemer, der skaber en usikker verden. Iran er den første store udfordring som skal løses for Biden administrationen, for det er nøglen til en stabilitet i Syrien, Libanon og Hormuz strædet. Derfor får vi første indikation på om USA er tilbage, når indholdet af en aftale er kendt.
Bidens manglende vilje til at engagere sig i verden er et problem, der blot skaber nye udfordringer på den lange bane. Jeg håber grundlæggende jeg tager fejl af den nye udenrigspolitiske linje, for vi er fortsat i starten af hans periode. Ikke desto mindre håber jeg, at Biden administrationen snart kommer i arbejdstøjet og viser, at der er mere handling bag ordene, for mens tiden går, vokser udfordringerne for amerikanerne ude i verden.
