I bogen Præsidentens ord bliver læseren guidet igennem den retoriske værktøjskasse for USA’s statsledere både under og efter de valgkampe, som har ført dem til Det Hvide Hus. Følgende uddrag fra bogen handler om betydningen af de forskellige taler, der leveres under præsidentvalget i USA.
Valgkampens talegenrer
I takt med at præsidentvalget i USA har udviklet sig med partikonventer, primærvalg og TV-debatter er rammerne for valgkampen efterhånden så nøje planlagt, at det kan sammenlignes med et velsmurt Hollywood-plot. Højdepunkterne i kalenderen repræsenterer en naturlig progression i spænding, som medierne kan vise uden megen redigering: fra kandidaterne træder ind på scenen med deres annoncering af kandidaturet, henover lokale dramaer under primærvalg, kroningen af kandidaterne på partikonventerne, duellerne under debatterne, ’oktober-overraskelser’ og frem til valgaftenen, hvor det store udskillelsesløb endegyldigt afgøres. En valgkamp kan selvfølgelig ikke forløbe så stringent som en nedskreven fiktiv historie, og der vil altid opstå uventede forviklinger undervejs, men plotpunkterne undervejs kan forberedes så grundigt af de respektive kampagner, at det kan være med til at afbøde skaden for kandidaten. Disse nøglepunkter i valgkampen understøttes ofte af en tale, som er nødvendig for kandidaten at mestre, hvis dagsordenen ikke skal tabes på gulvet. Det har over tid været med til at skabe forskellige talesituationer, hvor kandidaterne skal indfri publikums forventninger til, at de er i besiddelse af en præsidentiel persona, eller genvinde vælgernes tillid, hvis der er tale om et kriseøjeblik for kampagnen.
Den 12. september 1960 gik katolikken John F. Kennedy ind i løvekulen hos en forsamling af protestantiske præster for at tale om sin personlige tro i forhold til præsidentvalgkampen.
Forsvarstalen – Kennedys adskillelse af kirke og stat
En sådan krisetale leverede John F. Kennedy f.eks. i 1960-valgkampen, hvor den Demokratiske præsidentkandidat måtte adressere vælgernes bekymring omkring sin katolske tro. I en tale, der blev holdt foran en forsamling af protestantiske præster i Houston, Texas, understregede Kennedy sin loyalitet over for USA’s Forfatning frem for Paven i Rom. Dernæst fremhævede Kennedy vigtigheden af en adskillelse af kirke og stat i USA, idet det ikke kun var katolikker, men også jøder og baptister, der kunne udsættes, og havde været udsat, for forfølgelse pga. deres tro:
For while this year it may be a Catholic against whom the finger of suspicion is pointed, in other years it has been, and may someday be again, a Jew– or a Quaker or a Unitarian or a Baptist. It was Virginia’s harassment of Baptist preachers, for example, that helped lead to Jefferson’s statute of religious freedom. Today I may be the victim, but tomorrow it may be you — until the whole fabric of our harmonious society is ripped at a time of great national peril.
I talen vægtede Kennedy en sekulær idé om USA, hvilket blev fremhævet med anaforen “I believe in an America […]”, som han brugte gentagne gange i løbet af talen. Denne anafor med vægt på ordet tro brugte Kennedy til at argumentere for, at ærbødighed for civilsamfundet havde førsteprioritet, hvis han blev valgt som præsident.
På denne måde fik Kennedy gjort problematikken omkring hans religiøse baggrund til en mere principiel debat om USA’s identitet. Talen tilføjede flere nuancer til debatten om religionsfrihed i USA og vendte hans potentielle svaghed som katolsk kandidat til en læringsproces for amerikanere om andre personers religiøse overbevisning. Kennedy fremhævede, at idéen om USA gik forud for en eventuel personlig religiøs tro, når det handlede om at tjene landet som politiker.
Talen blev efterfølgende rost i medierne, som accepterede Kennedys argumenter. Senere kandidater har kunnet ’vaccinere’ sig mod lignende kritik af deres religiøse overbevisning. ved netop at tale om deres ansvarsfølelse over for USA, og at de ville lade Forfatningen veje tungere end deres personlige tro, på samme måde som Kennedy gjorde det i 1960. Det gjaldt bl.a. Mitt Romney, der i 2012-valget blev den første mormonske præsidentkandidat for Republikanerne.
Primærvalgstalen – Mitt Romney elsker alt
Mindre godt gik det dog for Romney i en anden valgkampstalegenrer: primærvalgstalen. Rækkefølgen i primærvalget, fra delstaten Iowa til District of Columbia, spiller også ind på indholdet af talerne – f.eks. er Iowas placering som den første primærvalgsstat ofte med til at hive et fokus omkring landbrug og ‘small-town America’ ind i kandidaternes taler. Delstater med en overvægt af en bestemt type industri, som f.eks. bilindustrien i Michigan, kan skabe en øget brug af metaforer og historier om disse. Kandidaterne forsøger ofte at etablere et personligt tilhørsforhold til de forskellige delstater i deres primærvalgstaler, hvilket kan falde mere eller mindre naturligt ud. Et mindre heldigt eksempel på dette var en tale fra netop Romney i 2012, hvor han prøvede at beskrive en personlig kærlighed til Michigan via sin opvækst i delstaten:
I was born and raised here. I love this state. It seems right here. The trees are the right height. I like seeing the lakes. I love the lakes. Something very special here. The great lakes, but also the little inland lakes that dot the parts of Michigan. I love cars…. (Romney, februar 2012)
Romney var blevet kritiseret for at være for robotagtig i sine udtalelser undervejs i primærvalgene, og selv om han her forsøgte sig med brug af patos, blev det netop for gentagende, intetsigende og konstrueret. Den hyppige brug af ordet “love” om ubesjælede objekter som søer og biler fik ham kun til at virke mere distanceret fra emnet, han talte om.
Valgaftenstalen – Trump i hopla
En præsidentiel taler, der intet problem har med at være i følelsernes vold er Donald Trump. Det gjaldt ikke mindst i hans valgaftenstale i 2016. I denne talegenrer skal hele valghandlingen opsummeres, og endnu vigtigere skal der bygges bro fra kampagnen til embedet – eller fra valgnederlag til fremtiden for den tabende kandidats parti. I takt med at mediedækningen af valgresultaterne er blevet mere live-orienteret, har kandidaterne også måttet forholde sig hurtigere til resultatet.
Trumps valgsejr i valgmandskollegiet den 8. november 2016 kom som et chok for mange, ikke mindst modstanderen Hillary Clinton. Da valgresultatet blev en realitet sent på aftenen, var det formanden for Clinton-kampagnen, John Podesta, frem for Hillary Clinton selv, der gik på scenen og bad de måbende støtter om at gå hjem. Derved var det offentlige taleritual på valgaftenen ude af trit med traditionerne allerede inden Trump talte, idet valgets taber, Clinton, ikke i egen person havde erkendt nederlaget, før Trump trådte frem til sin valgfest for at erklære sig som sejrherre.
I sin valgaftenstale i 2016 dvælede Trump ikke meget ved de mange negative udtalelser, han havde leveret undervejs i kampagnen, men talen rummede alligevel en underliggende kritik af modstanderne. Han beskrev sin kampagne som større, end andre påstod, og i en indskudt sætning understregede han, at der var en hel del folk, der ikke havde støttet eller stemt på ham. Også her i sejrstalen på valgaftenen spillede modparten ‘dem’ en stor rolle i etableringen af Trumps ‘vi’. Det gjaldt ikke mindst de amerikanske medier, som i kampagnen var blevet brugt som prygelknaber, men også som kritiske sandhedsvidner, som i dette citat, hvor Trump flere gange brugte mediernes overraskelse over valgresultatet til at beskrive det som en folkelig bevægelse og historisk sejr:
[…] what they are calling tonight [a] very, very historic victory. […] So, it’s been what they call a historic event, and hopefully at the end of two years or three years or four years or maybe even eight years you will say […] that that was something that you really were very proud to do. (Trump, 8. november 2016)
Citatet viser også, hvor forvirrende situationen var, selv for Trump, der virkede i tvivl om, hvor længe han egentlig skulle sidde som præsident. Et på én gang foruroligende billede på en uforberedt leder, men samtidig et billede på Trumps spontanitet. Han gav ligefrem mikrofonen til kampagnelederen Reince Priebus, mens vicepræsidenten Mike Pence blev glemt, indtil efter at talen var slut. Trump vendte sig om og opdagede Pence bag sig, og vendte sig så tilbage mod publikum for kort at genoptage talen, så han kunne takke Pence.
Amerikanerne havde kastet en granat i form af Trump ind i centrum af det demokratiske system, der styrede deres land, for at se, hvad uforudsigeligheden kunne gøre ved den fastlåste fornemmelse, mange havde omkring den føderale magt i Washington D.C. Hans valgaftenstale var langt mere positiv end de tidligere markante taler undervejs i 2016-valgkampen, men som ved andre tilfælde skulle dette hurtigt ændre sig.
Et klart næste kapitel er altafgørende
Fælles for disse mange forskellige taler, og det, som binder dem sammen som kampagnetaler, er målet om at præsentere et budskab, der samler op på det historiske og personlige i den enkelte kandidats valgkampagne. Den skal også kunne inkludere vælgerne i projektet og vise vejen frem mod den forandring, der er nødvendig for USA. Talerne kan siges at fungere som overgange imellem kampagnens forskellige stadier. Leveres talerne på en tilfredsstillende måde, kan de gøre vælgerne nysgerrige efter at se, hvad næste kapitel af kampagnen vil føre med sig, og få dem til at støtte kandidaten og sende vedkommende videre mod Det Hvide Hus. Kandidatens opgave er så at finde balancen mellem at fange vælgernes interesse og undgå at præsentere et scenarie, som ikke kan fuldføres på troværdig vis efter valget. Den nyvalgte præsident kan hurtig stå over for endnu sværere retoriske opgaver. Vedkommendes stemmebånd er muligvis ganske rå oven på en opslidende valgkamp, men i virkeligheden er det først efter at den sidste stemme er talt op, at præsidenten for alvor skal til at levere varen fra talerstolen.
FAKTA
“Præsidentens ord” går i dybden med de amerikanske præsidenters retorik ved bl.a. at beskrive udviklingen af retoriske virkemidler i talerne, den offentlige persona for embedet og brugen af vælgerne i begrebet “det amerikanske vi”. Sammen med en gennemgang af de mest markante talegenrer præsenteres præsidentembedets udvikling og sættes ind i en samfundsmæssig kontekst, hvor præsidenten ofte er den første amerikaner til at kommentere historiske begivenheder.
Bogen er udkommet på forlaget Alt i Ord og er skrevet af Mark Herron, der er ph.d. i retorik fra Københavns Universitet og til daglig arbejder som oversætter, foredragsholder og freelancejournalist for bl.a. Kongressen.com. Bogen kan købes i din lokale boghandler eller hos forlaget Alt i Ord: https://www.alt-i-ord.dk/shop/prsidentens-ord
