Brødrene Koch – Magtens købmænd

Det er svært at forestille sig et politisk landskab uden indflydelse af pengestærke bagmænd. Men brødrene Charles og David Koch er bagmænd for et netværk af konservative interesseorganisationer af astronomiske proportioner. De to fortalere for det rendyrkede Laissez Faire marked uddeler formuer – ad obskure kanaler – til diverse kampagner i hele USA. Og selvom pengene er store nok til at skævvride amerikansk politik, ænser brødrene det ikke på deres bugnende tegnebøger.

Brødrene Koch ejer Koch Industries, som er det næststørste privatejede firma i USA. Overskuddet i 2012 beløb sig til 575 mia. Kr. på verdensplan – eller 4 gange overskuddet hos McDonald’s. Firmaet, der dækker flere brancher, har således foret brødrenes private bankkontoer med hver 165 mia. Kr. – næsten 8 Storebæltsbroer.

Koch Industries blev grundlagt i 1940 som et oliekonglomerat. Brødrenes far, Fred, havde i 1930’erne hjulpet med at udvikle olieindustrien i Stalins Sovjetunionen. I 1950’erne var Fred én af grundlæggerne af the John Birch Society, der var en ultrakonservativ græsrodsbevægelse med meget stærke anti-kommunistiske retorikker. Spørger man en højrefløjstilhænger, vil historien være, at Fred Koch i 1930’erne sad på første række til Stalinismens rædsler og derfor returnerede som stærk anti-kommunist. Røster fra venstre ynder imidlertid at antyde, at den ekstreme retorik var kompensation for at have tjent de mange penge på at udvikle den sovjetiske industri.

Et uoverskueligt netværk
I et væld af tænketanke, politiske komiteer o. lign., som Koch familien enten har grundlagt eller forestået, kanaliserer de to brødre penge i kampen for at højre dreje kongressen og om muligt det Hvide Hus. I deres kamerasky stil, skriver de aldrig deres eget navn som afsender og dirigerer helst pengene således, at kun en meget ihærdig interessent vil finde sporene tilbage til brødrene Koch. Reglerne for politiske bidrag i USA er da også sådan, at man som privatperson kun må forære mindre summer direkte til kampagner og ikke anonymt. Til gengæld kan politiske komiteer modtage summer i Koch klassen anonymt. Hvor disse komiteer dog ikke må aflevere penge direkte til enkelte valgkampagner, må de eksempelvis gerne på egen hånd købe TV reklamer med støtte til en kandidat – eller som oftest, tilsvining af en modstander.

Én af de organisationer, brødrene selv finansierede fra starten, er Americans for Prosperity (AFP) Denne er én blandt mange Koch forbundne organisationer, hvis navn ofte nævnes i Tea Partys bagland. AFP karakteriseres gerne af højlydte argumenter med forsvindende lidt substans. De er dog mestre i at benytte ’stråmænd’ dvs. at lægge ord i munden på en modstander og derefter succesfuldt argumentere imod det.

Organiseret rekruttering
Talsmænd for disse organisationer er nemlig ikke tilfældigt udvalgt og giver slet ikke tilfældige svar på tiltale. For Koch brødrene finansierer ligeledes et rekrutteringsfirma, Aegis Strategic, hvis opgave det er at opsøge og udvælge egnede personer til funktioner fra græsrodsorganisation til egentligt politisk kandidatur. Disse trænes herefter i retorik og fremtræden. F.eks. er det en meget brugt taktik at sætte kvinder frem i søgelysets skær. Her kan de fremstå som de uskyldige familiemødre, der kun vil amerikanernes bedste.

26. marts fik Chris Hayes fra MSNBC besøg i sit debatprogram af regional leder af AFP, Jennifer Stefano i forbindelse med en sag om udvidelse af tilmeldingsfristen til Obamacare. Fra allerførste sætning refererede Stefano til sine børn og amerikanske mødres påståede undertrykkelse under Obamacare. En påstand, der, som altid, manglede argumenter. Med stråmændene flyvende om ørerne måtte Chris Hayes dog i sidste ende smågrinende i afmagt runde indslaget af. Derefter fremstod Stefano for nogle seere som vinder af debatten. Alt sammen takket være Koch finansieret træning.

Mere end bare kampagnestøtte
Om end kandidater håndplukkes til specifikke valgdistrikter og udstyres med den rette valgbare politik, er det ikke nok for Koch brødrene bare at satse pengene på rød og lade vælgerne styre rouletten. Mere direkte indgriben i valgprocedurer har også stået på dagsordenen. Det komplicerede system i forbindelse med valget af amerikansk præsident stod i 2012 for skud. Hver stat tildeles stemmer i elektoratet i henhold til deres indbyggertal. 48 af de 50 stater vælger at smide alle stemmerne på kandidaten med flest stemmer fremfor en fordeling proportionel med opnåede stemmer. Organisationer finansieret af Koch penge søgte her yderligere at komplicere forholdene ved at kræve stemmerne fordelt i henhold til de enkelte valgdistrikter. – en kompliceret matematik, der vurderedes at kunne tippe læsset i hænderne på Mitt Romney. I dette tilfælde var pengene dog spildte, og ændringerne blev ikke realiseret.

Demokraternes modspil
Koch brødrene er sandt at sige efterhånden blevet vældigt upopulære. Hvor pengestøtten er kærkommen for republikanske kandidater, er forbindelsen til Koch navnet ikke et godt kort i en valgkamp. En kandidat med åbenlyse forbindelser til brødrene formodes selvfølgeligt at føre en politik, der alene kæler for de allerrigeste amerikanere. David Kochs åbne benægtelse af klimaforandringer peger desuden ikke i retning af en kandidat med overflødig realitetssans.

Demokraterne, hvis kampagnemidler er langt udkonkurreret, har derfor som et godt bud at forbinde modkandidaten direkte til kendte Koch kanaler. Denne position søges fortsat forstærket ved at beholde fokus på Koch brødrenes udemokratiske indflydelse. Sågar senatets leder, Harry Reid har indtaget senatets egen talerstol for at henvise til den republikanske afhængighed af Koch penge. Reid vendte i den forbindelse et yndet udtryk for højrefløjen imod dem og kaldte Koch brødrene ’uamerikanske’ med henvisning til deres korrumpering af det demokratiske system.

Republikanernes rysten med raslebøssen op mod kongressens midtvejsvalg til november tager imidlertid en lidt anden karakter end normalt. Der er en efterhånden åben intern krig i partiet mellem det yderste højre og de lidt mere moderate. Koch brødrenes penge vil som altid gå så langt til højre som muligt, mens de moderates raslebøsser stadig venter på lignende støtte.