Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Buttigieg i medvind før næste tv-debat

Meningsmålinger fra de seneste dage viser pludselig Pete Buttigieg med et forspring på 10 procentpoint til resten af det demokratiske felt i både Iowa og New Hampshire, hvor vælgerne siger ja tak til millennial-kandidaten og “ok boomer” til Biden, Sanders og Warren.

SOUTH BEND, INDIANA: Den 37-årige demokrat Pete Buttigieg har i den seneste uge taget alvorlige føringer over sit partis andre potentielle præsidentkandidater i meningsmålinger fra Iowa og New Hampshire.

De to delstater står først i køen til at give deres mening til kende, når demokraterne skal beslutte hvem iblandt dem er den bedste til at slå Præsident Donald Trump ved valget til november næste år. Delstaterne kan derfor blive afgørende i at sætte tonen for resten af nomineringsprocessen, og kan Buttigieg holde føringen, har South Bend borgmesteren en reel chance for at tage et historisk skridt op ad karrierestigen og blive præsident den 20. januar 2021. 

25% af sandsynlige demokratiske vælgere i både Iowa og New Hampshire har i de seneste meningsmålinger i de to stater indikeret, at Buttigieg er deres foretrukne valg. Det giver Mayor Pete et forspring på ni procentpoint i Iowa – hvor de nærmeste konkurrenter er Elizabeth Warren med 16% og Bernie Sanders og Joe Biden med 15% – og 10 procentpoint i New Hampshire. Her hedder resten af top fire Biden og Warren med 15% og Sanders med 9%.

Dog bør man bemærke, at der er forskel på troværdigheden af de to målinger. Iowa-målingen stammer fra Selzer & Co., som af mediet FiveThirtyEight har fået en A+ rangering og dermed er blandt de bedste til at foretage meningsmålinger i USA. Målingen fra New Hampshire er foretaget af Saint Anselm College, der ikke er rangeret af FiveThirtyEight. Den inkluderer også kun 255 sandsynlige demokratiske vælgere, hvilket er halvdelen af Selzer & Co.’s måling. Buttigieg har taget positive spring på henholdsvis 16 og 15 procentpoint siden de sidste meningsmålinger fra samme organisationer. 

Og kigger man på andre målinger siden den seneste demokratiske debat den 15. oktober, er tendensen klar. Buttigiegs popularitet er bare steget, siden han den aften især gik til angreb på Warren, der på det tidspunkt var ved at liste sig i front. Buttigieg viste sig som et moderat alternativ, der ikke helt vil afskaffe den private sundhedsforsikring – som Warren og Sanders – men hellere introducere et offentligt alternativ, som folk selv kan til- og fravælge. 

Buttigieg gik også hårdt til blandt andre Beto O’rourke, der siden har trukket sit kandidatur. Præstationen, der fik ros blandt mange kommentatorer, gav også Buttigieg øgenavnet Mean Pete.

Men måske var det netop, hvad han havde brug for. Buttigieg gjorde sig tidligt i valgkampen bemærket for sin intelligens og sin evne til at være civil. Det gjorde ham, mener nogle, til den perfekte modsætning til Trump. 

Men henover sommeren blev Buttigieg lidt glemt, efter en hvid betjent i South Bend skød og dræbte en sort mand. Det tvang Buttigieg i defensiven, og det så ud til, at “Buttigieg Bump” var en engangsfornøjelse.

Alligevel rejste han tredjeflest penge blandt de demokratiskse kandidater i 2019s tredje kvartal. I første kvartal slog han alle.

De mange millioner er også en del af forklaringen på hans success. Buttigieg-kampagnen har investeret stort i både stab og reklamer i netop Iowa og New Hampshire. Satsningen giver mening, for Buttigieg har pengene nu men har brug for det momentum gode resultater i de to stater kan give ham til resten af primærvalgene.

For få uger siden tog Buttigieg også en sejr i sin hjemby, da hans højre hånd James Mueller blev valgt til at overtage borgmesterposten, når Mayor Pete takker af ved årets udgang. Det har næppe gjort meget for de positive resultater uden for South Bend, men et nederlag til Mueller ville med garanti have ført til negative historier a la ‘Ikke engang i South Bend kan de lide Buttigieg.’

Men Buttigieg kan også for brug for sit momentum allerede i februar, for få uger efter valgene i Iowa og New Hampshire, der begge har en stor hvid befolkning, kommer Nevada og South Carolina, hvoraf især sidstnævnte har en stor sort befolkning. Det er en befolkningsgruppe, som Buttigieg fortsat har det svært med at vinde over.

En del af forklaringen ligger sandsynligvis i politidrabet af Eric Logan. Betjenten, der skød ham, havde ikke sit bodycam tændt, men er ikke blevet fyret, fordi en undersøgelse af hændelsen ikke er afsluttet. Det får nogle til at synes, at Buttigieg ikke tager politivold mod minoriteter alvorligt.

Det hjælper ham heller ikke, at han tidligt i sin borgmesterperiode degraderede byens politichef, en sort mand, efter beskyldninger om at politichefen skulle have aflyttet nogle af sine betjente. Optagelserne, som Buttigieg ikke vil frigive af juridiske hensyn, skulle ifølge vedholdende rygter indeholde racistiske bemærkninger om politichefen.

Sorte demokrater i USA er generelt mere politisk moderate end hvide demokrater, og dermed hedder én teori, at Buttigieg burde kunne vinde deres støtte, der i øjeblikket især går til Joe Biden, der også hører til på den moderate side i partiet og har vundet mange sortes vælgeres tillid ved at være Præsident Barack Obamas vicepræsident. Måske på grund af Biden har den teori ikke vist sig at være sand indtil videre. 

Et sidste problem for Buttigieg er, at sorte demokrater er mindre tilbøjelige til at acceptere en homoseksuel præsident end demokrater med anden etnisk baggrund, ifølge meningsmålinger. Da et internt kampagnememo om netop den problemstilling for nyligt kom frem, modtog Buttigieg kritik fra sorte amerikanere for at komme med en dårlig og racistisk undskyldning for ikke at kunne vinde sorte vælgere. Buttigieg kampagnen siger, at de ikke lækkede memoet, og at den manglende opbakning fra sorte vælgere i øvrigt handler om, at de ikke kender Buttigieg endnu.

Buttigiegs forsøg på at overkomme udfordringerne kommer især gennem hans foreslåede Douglass Plan. Inspireret af Marshall Planen, der var med til at genopbygge Europa efter Anden Verdenskrig, og Frederick Douglass, en sort amerikaner der i det 19. århundrede kæmpede for lige rettigheder for alle, skal Douglass Planen gøre det nemmere for sorte amerikanere at skaffe kapital, der kan hjælpe dem til at skabe værdi for individet og samfundet. Samtidigt skal planen reformere det amerikanske retssystem, der især holder mange sorte mænd bag tremmer for ikke-voldelig kriminalitet.

I de seneste meningsmålinger fra Nevada har Buttigieg opbakning fra mellem 5 og 9%, mens han i South Carolina oftests ligger mellem 3 og 6%. Biden fører i begge delstater.

Nationale målinger, som det er svært at måle betydningen af men som kan give et indblik i folkestemningen og hvad der måske kan forekomme senere i valgkampen, har også Biden på toppen med 27% i RealClearPolitics’ gennemsnit af målinger. Han efterfølges af Warren med 20.3%, Sanders med 18.8% og Buttigieg med 8.3%.

Buttigieg er, lige som Sanders, steget i meningsmålingerne siden debatten den 15. oktober, mens Warren og Biden er faldet.

I skrivende stund er de næste to demokratiske debatter i dag, onsdag den 20. november; og den 19. december. 

Written By

Rasmus S. Jorgensen er uddannet journalist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og University of Notre Dame. Han startede sin karriere i amerikansk journalistisk på Notre Dame Magazine, hvor han fortsat er freelanceskribent, og har siden været på South Bend Tribune. Han har tidligere boet i Arlington, Virginia, men er nu bosat i South Bend, Indiana, hvorfra han følger Midtvesten for Kongressen.com. Tlf. +1 (574) 318-6357 Mail: rschjorgensen@gmail.com

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen