Kongressen.com
Analyse

Colson Whitehead inkarnerer identitetspolitikkens spirende prestigeprojekt

Den seneste tids voldsomme uroligheder efter mordet på afroamerikaneren George Floyd har endnu engang understreget, at identitet spiller en fundamental rolle i amerikanske samfundsforhold. Også i litteraturen er sorte amerikaneres politiske og sociale undertrykkelse et centralt tema i både tidligere og aktuelle værker. Litterære trendsættere – såsom prestigefyldte litteraturpriser og indflydelsesrige litteraturkritikere – har igennem den amerikanske litteraturhistorie ofte betegnet identitetspolitisk, og især afroamerikansk, litteratur, som værende af dårlig eller middelmådig kvalitet. Piben har dog i de senere år fået en anden lyd.

Af Johs Rasmussen, litteratur-analytiker, Kongressen.com

Enkeltpersoner kan have svært ved at forholde sig til omfanget af skønlitteratur der årligt udgives i USA. Der produceres langt flere romaner end vi, læserne, kan nå at kæmpe os igennem. Litteraturverdenens kuratorer hjælper os af den grund med at sortere i kataloget, så vi kan investere vores tid og energi i værker, der tilfredsstiller vores individuelle behov. I et samfundsanalytisk perspektiv kan det således være lærerigt at undersøge, hvilken slags litteratur disse kulturelle autoriteter promoverer og legitimerer.

Populærlitterære økosystemer
I de seneste år er en opsigtsvækkende tendens, at de kræfter der påvirker litteraturens dagligdagsforbrugere i højere grad end tidligere værdsætter identitetspolitiske fremstillinger. I USA har forholdet mellem identitetspolitisk litteratur og de mest prestigefyldte litterære priser til tider været særdeles anspændt. I 1988 skrev 48 afroamerikanske forfattere, kritikere og litteraturforskere et åbent brev til The New York Times Book Review, hvori de udtrykte deres utilfredshed med, at Toni Morrison endnu engang var blevet forbigået af dommerpanelet ved National Book Award for Fiction, denne gang for sin majestætiske roman Beloved. Det var nærmest en krænkelse af Morrisons kunst, at hun endnu ikke var blevet anerkendt af de mest indflydelsesrige amerikanske litteraturinstitutioner, bekendtgjorde de underskrivende aktører.

Litteraturpriser er en vigtig del af populærlitterære økosystemer. De er med til at skabe omtale og viderekommunikere til en bred læserskare, hvilke bøger der kandiderer til at være bestsellere og nyklassikere. Det er derfor iøjnefaldende, at de to mest anerkendte amerikanske litteraturpriser – Pulitzerprisen og National Book Award for Fiction – i nyere tid har nomineret og uddelt priser til kvindelige, afroamerikanske og asiatisk-amerikanske forfattere med en langt højere frekvens end tidligere. Den afroamerikanske forfatter Colson Whitehead er eksempelvis én af blot fire forfattere, der gennem Pulitzerprisen i litteraturs historie har modtaget hæderen mere end en enkelt gang.

En ny politisk vision
Whitehead var allerede inden han modtog sin anden Pulitzerpris i starten af maj måned én af nutidens mest prominente amerikanske forfattere. Den Harvard-uddannede Whiteheads seneste roman, The Nickel Boys, havde da også allerede opnået kritisk og kommerciel succes før Pulitzerprisens bedømmelseskomité begunstigede værket med den symbolske værdi, som følger med prisen. The Nickel Boys vandt i 2019 flere litteraturpriser, og romanen var både “shortlisted” og “longlisted” til andre priser, deriblandt National Book Award for Fiction.

Whitehead har i sine to seneste værker – The Nickel Boys og den endnu mere anmelderroste The Underground Railroad – dramatiseret nogle af de udfordringer, som USA’s sorte befolkning gennem historien har stået over for. The Underground Railroad fortælles fra den unge sorte pige Coras perspektiv, og dens handling udspiller sig i de amerikanske sydstater. Cora forsøger romanen igennem at undslippe slaveriets rædsler ved at rejse med den underjordiske jernbane, som Whitehead bogstaveligt talt fremtryller fra historiske fakta, hvor den underjordiske jernbane fungerede som en metafor for et netværk af ruter og gemmesteder, som undslupne slaver på flugt benyttede sig af.

I sit seneste værk har Whitehead bevæget sig længere frem i historien, og i The Nickel Boys anvender han en brutalt realistisk stil, der afviger dramatisk fra den magiske realisme, som gjorde The Underground Railroad til en særpræget læseoplevelse. The Nickel Boys skildrer de traumatiserende hændelser og overgreb, som især sorte drenge blev udsat for på det fiktive Nickel Academy i 1950ernes Florida, en institution som Whitehead baserer på den virkelige reformskole Arthur G. Dozier School for Boys. Selvom værkets tone og stil adskiller sig fra tidligere Whitehead-produktioner, bliver man alligevel hurtigt grebet af hans mesterlige prosa, og romanen leverer sine kunstneriske og politiske budskaber med sikker hånd og overbevisning.

Whiteheads forfatterskab fik med udgivelsen af The Underground Railroad en mere eksplicit politisk tone. Han har i et vist omfang gjort op med de genre-elementer, som han ellers benytter til stor effekt i zombie-romanen Zone One og “coming-of-age”-historien Sag Harbor. I stedet har Whitehead i sine to seneste værker hidkaldt en litterær tradition, der strækker sig tilbage til 1800-tallets “slave narratives”. Malet med en bred pensel, har afroamerikansk litteraturs tematiske fokus nemlig været på det enkelte individs selvstændighed og den sociale gruppes handlekraft, samt hvordan længslen efter sådanne eksistentielle basislinjer systematisk undermineres af det hvide Amerikas institutionaliserede og ideologiske overherredømme. Man overdriver derfor næppe, hvis man betegner Whiteheads nyere udgivelser som identitetspolitiske manifester.

Set i dette lys fortæller Whiteheads kritiske og kommercielle medvind således ikke bare en historie om hans individuelle succes på litteraturens markedsplads. Den fortæller også en historie om den kulturelle værdi, som anmeldere og almene læsere forbinder med identitetspolitiske visioner, der overleveres i skønlitterær form.

Hvor befinder identitetspolitikken sig nu til dags?
Identitetspolitikken har ikke opnået sin prominente plads i det amerikanske litterære økosystem fra den ene dag til den anden. Ligesom sorte amerikanere længe har kæmpet en socialpolitisk kamp for borgerrettigheder, så har det også været en lang og udmattende proces at overbevise det populærlitterære etablissement om identitetspolitikkens prestige-potentiale. Og det er endnu ikke alle, der er overbevist, selvom de seneste år har synliggjort, at identitetspolitiske ytringer i samtidens USA appellerer til de litterære trendsættere. Væk er før-, mellem- og efterkrigstidens konsensus om en litteratur, der afbilder og identificerer sig med en universel humanisme, der anfører, at vi alle kan og bør samles om menneskets sameksistens. Nu til dags værdsættes forskelligheder og den enkeltes erfaringer.

Man fristes derfor til at sige, at nutidens amerikanske litteraturproduktion er mere demokratisk end førhen. Og det er den naturligvis i en vis forstand: Hvide mænd dominerer ikke den litterære scene på samme måde, som de tidligere har gjort. Men det er forkert at anskue litteraturens verden som en ureguleret markedsplads, hvor alle forfattere, så længe deres evner berettiger til det, har ligeværdig adgang til læserne. Der vil altid være litterære agenter, som spejder efter talent uden nødvendigvis at prioritere alle litteraturformer og -genrer ligeligt. Forlag baserer typisk deres evalueringer af manuskripter på kriterier, der tager højde for den forventede markedsværdi af et litterært produkt. Og forskellige institutioner såsom velrespekterede medier (f.eks. New York Times Book Review eller The New Yorker) og, ja, litteraturpriser er med til at bestemme den brede offentligheds umiddelbare indtryk af romaner og forfatterskaber. Hvis Pulitzerprisen i litteratur eller National Book Award for Fiction tildeles Colson Whitehead, må det nødvendigvis betyde, at han er en værdig forfatter.

Whitehead er selvsagt en værdig forfatter. Men der findes et utal af værdige forfattere. Derfor fortæller den universelle anerkendelse af Whiteheads forfatterskab os to ting: For det første fremhæver den, at skønlitterære skildringer af komplekse identitetspolitiske problemstillinger i øjeblikket giver genlyd blandt litteraturverdenens autoriteter. Og for det andet fortæller den os, at individer og institutioner, der besidder kulturel og litterær autoritet, i høj grad bestemmer, hvilke værker den gennemsnitlige læser anser for at være vigtige. Det er for eksempel ikke tilfældigt, at den tidligere præsident Barack Obama på sin “Favorite Books of 2019”-liste anbefalede de seneste modtagere af henholdsvis Pulitzerprisen i litteratur og National Book Award for Fiction (Whiteheads The Nickel Boys og Susan Chois Trust Exercise). Obama anses af den brede befolkning for at være en veluddannet politisk og kulturel kapacitet. Og på grund af hans prominente offentlige profil er han, om han vil det eller ej, én af den amerikanske litteraturverdens mest indflydelsesrige meningsdannere. Ved hjælp af blot et enkelt tweet kan Obama legitimere et litterært værks kulturelle værdi for majoriteten af almene læsere.

Med andre ord, så er Whiteheads (eller Chois) værker ikke nødvendigvis mere storartet kunst end så mange andre udgivelser, men de bliver opfattet sådan af offentligheden, fordi toneangivende institutioner og personligheder har bekræftet værkernes kvalitet. Af den årsag bliver de – ligesom andre anmelderroste og prisvindende romaner – uvilkårligt anset for at have noget vigtigt at sige om amerikanske kultur- og samfundsforhold. Og det er i sig selv en sejr for identitetspolitikken.

Læs også

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen

Her lurer nogle af overraskelserne ved kongresvalget i november

Lars Græsborg Mathiasen

Russisk dusør for drab i Afghanistan bekymrer på flere niveauer

Philip Chr. Ulrich

Præsidentvalgkamp set gennem en græsrods øjne

Camilla Sebelius Winther