Præsident Obama havde malet sig selv op i en krog med snak om en ”rød linje”, og da amerikanerne beskyldte Assad-regimet for at have anvendt kemiske våben mod sin befolkning blev præsidentens bluff kaldt. I bogen ”Tohundrede Dage” af kontreadmiral Torben Mikkelsen og marinehistoriker Søren Nørby får vi et indblik i den taktiske gennemførelse af det storpolitiske kompromis, som gav præsidenten en vej ud.
Præsident Obama har selv udtalt, at det er en af de begivenheder, som han er mest stolt af ved sin tid som præsident – da han sagde fra overfor presset for at bombe Syrien. I en tale i slutningen af 2012 havde præsidenten udtalt, at en ”rød linje” for hans administration ville være anvendelsen af kemiske våben i den syriske borgerkrig. Da amerikanerne i august 2013 anklagede Assad-regimet for at have anvendt kemiske våben mod sin befolkning, forventede alle et snarligt amerikansk angreb på regimet. Amerikanske krigsskibe var sejlet i position i Middelhavet, og præsidenten havde jo sagt, at der var en ”rød linje”, så alt talte for en snarlig militær aktion.
Alligevel endte præsident Obama med at trække i land, og i stedet blev man i det internationale samfund enige om en aftale med det syriske regime om fjernelsen af dets kemiske våben.
Danmark blev spurgt, om man ville stille flådestyrker til rådighed for en sådan operation, og lidt senere også spurgt, om Danmark kunne stå i spidsen for det. I bogen ”Tohundrede Dage. Min tid som chef for Operation Removal of Chemical Agents from Syria 2013-2014” fortæller Torben Mikkelsen, som i dag er kontreadmiral og chef for Søværnskommandoen om sin tid som chef for den internationale flådestyrke, som stod for fjernelsen af Syriens kemiske våben.
Kernen i den styrke som Mikkelsen kom til at stå i spidsen for bestod af det danske støtteskib Esbern Snare og det civile danske transportskib Ark Fortuna, samt et norsk krigsskib og civilt transportskib.
Den historie som Torben Mikkelsen i samarbejde med marinehistoriker Søren Nørby fortæller, giver et indblik i eksekveringen af en storpolitisk beslutning mellem stormagter, hvor småstaten Danmark kom til at spille en central rolle. Hvis man ønsker den politiske historie om krisen og borgerkrigen i Syrien, så er denne bog ikke den rette, og det udgiver den sig heller ikke for at være. Til gengæld gives læseren et interessant og forståeligt billede af hvordan man på det taktiske niveau skal navigere som styrkechef i en international mission, hvor man som Mikkelsen selv skriver i bogen, skal balancere både krigen og diplomaten som udgør nogle af de forskellige roller, en officer skal kunne beklæde.
For ikke nok med tilstedeværelsen af danske, norske og senere britiske og franske krigsskibe, så skulle den danske styrkechef også håndtere relationerne til russiske og kinesiske krigsskibe, som var sendt til området for at sikre deres interesser og overvåge den vestlige håndtering af fjernelsen af en russisk allierets kemiske våben.
Hvis man som læser her lige holder øje med kronologien, så vil man blive klar over, at missionen ud for Syriens borgerkrigshærgede kyst også faldt sammen med Ruslands annektering af Krim-halvøen. Dermed skete der en markant ændring i de storpolitiske relationer mellem stormagterne, og disse skulle også håndteres af den danske styrkechef.
Bogen er baseret på Torben Mikkelsen dagbøger fra perioden, og flytter sig problemfrit fra omskrivninger af disse dagbogsfortegnelser kombineret med lidt overordnet kontekst til direkte citater fra dagbøgerne. På den måde får man også indblik i admiralens tanker på tidspunktet, og ikke blot en senere poleret og efterrationaliseret udgave.
Alt i alt er ”Tohundrede dage” en meget anbefalelsesværdig bog, som giver et værdifuldt supplement til fortællingen om borgerkrigen i Syrien, men også om de internationale samarbejder som operationen viser kan være muligt. Bogen er skrevet let forståeligt, så man behøver ikke have militær baggrund for at få glæde af den, og man ledes gennem både den historiske udvikling, den storpolitiske kontekst (uden at det afsporer den centrale fortælling), og i sidste ende også styrkechefens egne overvejelser om operationen og det pres, som man i sidste ende kommer til at føle ligger på ham – et pres admiral Mikkelsen også giver et vigtigt og personligt indblik i hans håndtering og overvejelser om. Hvis man er interesseret i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, så er denne bog et vigtigt indkøb til bogreolen med dens unikke og velfortalte indblik i den taktiske eksekvering af politikernes beslutninger på de bonede gulve i København, Bruxelles, FN i New York eller Moskva.
Torben Mikkelsen og Søren Nørby: Tohundrede dage. Min tid som chef for Operation Removal of Chemical Agents from Syria 2013-2014. Syddansk Universitetsforlag, 2019
