Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Danmark er fanget af præsident Trumps personlige tilgang til diplomati

En ny kommentar fra præsident Trump har sået tvivl om præsidenten alligevel kommer i begyndelsen af september. Tvivlen er opstået i kølvandet på en blank dansk-grønlandsk afvisning af præsidentens tanker om at købe Grønland. Det kunne meget vel have fornærmet præsidenten. Vi støder her ind i to anderledes faktorer: Præsidentens personlige kobling til diplomatiet og hans verdensbillede som mere hører hjemme i det 19. århundrede end det 20. og 21.

Præsident Trump har før aflyst store internationale besøg eller møder med kort varsel. Det skete med et besøg til Storbritannien og et møde med Ruslands præsident Vladimir Putin. Han har også tidligere reageret voldsomt på udtalelser fra andre internationale ledere og på den bekostning reelt kuldsejlet resultatet af et møde – det skete efter G20 topmøde i Canada, eller da Tysklands kansler Angela Merkel besøgte Washington D.C.

Præsident Trumps personlige opfattelse af et forløb har altså stor betydning for det amerikanske diplomati i disse år. Men nu er dansk diplomati måske også fanget i præsident Trumps personligheds diplomati.

Efter det kom frem, at præsident Trump tilsyneladende har haft aktive overvejelser om et amerikansk køb af Grønland, har der ikke manglet skarpe dansk-grønlandske afvisning af tanken. Selv har præsident Trump ikke gjort meget for at mane emnet i jorden, bl.a. senest ved et humoristisk tweet:

Men der kan heller ikke være tvivl om, at afvisningerne af idéen også må være kommet til Det Hvide Hus, og dette kan meget vel have irriteret præsidenten. Seneste udtalelse fra præsidenten om hans besøg i Danmark var i hvert fald ændret tilbage til, at man overvejede et besøg i Danmark.

I denne sammenhæng er der nemlig en række faktorer som støder sammen.

Siden Anden Verdenskrigs afslutning har man i vestlig sammenhæng haft en idé om, at internationale relationer skulle være defineret af regler og ikke være et simpelt spørgsmål om magt (så længe det var i vores favør i hvert fald). Men ”nye” strømme viser sig i internationale relationer i disse år. Magter som Kina og Rusland stiller spørgsmålstegn ved den orden, som vi i Vesten ellers har været meget godt tilfredse med – primært fordi det var os der definerede rammerne.
Kina og Rusland udfordrer den orden på forskellige måder, men grundlæggende har de et større fokus på magt, end vi har haft det i Vesten i mange år.

Men nu har vi en amerikansk præsident, som i langt højere grad tænker i klassisk magtrelationer og en transaktionel tankegang, som man mere kender fra det 19. århundredes internationale relationer end fra det 20. og 21. århundrede. For præsidenten er det klassiske forhold som militære og økonomiske kapabiliteter som burde være definerende for internationale relationer. Hvorfor tæller Danmarks stemme lige så meget som USA’s? Hvorfor har USA ikke fået mere ud af at være leder af den vestlige verden? Fordi man er blevet udnyttet af sine ”venner”, fordi man ikke har benyttet sig af at være så dominerende som man kunne have været med den overvældende magt, som man især har haft siden Den Kolde Krigs afslutning.

For præsident Trump er tankegangen klar: Grønland har stor geopolitiske værdi for USA – og kunne potentielt få stor ressourcemæssig værdi også. Danmark får ikke det fulde potentiale ud af Grønland, men det ville USA få, hvis altså Grønland var en del af De Forenede Stater. Præsidenten har sikkert modtaget briefinger det seneste stykke tid, om hvordan et af målene for turen til Danmark skulle være at få Danmark til at tage sine arktiske udfordringer seriøst. For præsident Trump lyder det som om Danmark ikke får det fulde potentiale ud af Grønland, og kun har udgifter. For ham giver det derfor rigtig god mening at overveje et køb af Grønland. Men den tanke er af mange rigtig gode grunde blevet skudt ned af os på den anden side af bordet. Det klart positive ved denne situation er, at det lader til at den danske regering nu i højere grad vil prioritere Arktis også ud fra en sikkerhedspolitisk tankegang. Så reelt kan præsident Trump meget vel have opnået statsbesøgets vigtigste formål fra amerikansk side: At få danskerne til at vågne op og lade være med at forblive i en opfattelse af, at Arktis er en særlige zone i verden, hvor hård magt ikke spiller en rolle, men man kan sidde i rundkreds og tale om tingene. Det kan godt være, at Danmark kan sidde i rundkreds og bytte sokker med Norge eller Canada, men magter som Kina og Rusland er altså ikke med i den leg, og det er amerikanerne i dén grad heller ikke.

Læs også

USA, Kina, Rusland, SoMe, sikkerhedspolitik, valgkamp…

Kongressen

Kan nogen stoppe Joe Biden?

Anders Agner Pedersen

Pence og Haley i republikansk positionskamp

Mads Høeg-Mikkelsen

John Bolton ude: En af de mindst overraskende Trump-fyringer

Philip Chr. Ulrich

Hvordan glemmer et land, at man er i krig?

Philip Chr. Ulrich

“America First” dagsordenen aflivede fredsmøde med Taleban

Philip Chr. Ulrich