Kongressen.com
Analyse Premium

Dansk greentech kan være USA’s vej ud af krisen

En satsning på grøn energi kan være noget af det de politiske fløje kan enes om. Der kan danske virksomheder hjælpe Joe Biden på vej mod den grønne omstilling.

Af Torsten Jansen, USA analytiker og forfatter til bogen “SPRÆKKER – om rystelserne i venskabet mellem Danmark og USA”. Torsten har en baggrund som USA-korrespondent, diplomat og er nu strategisk rådgiver i LEAD Agency for en række globale virksomheder.

Joe Biden må planlægge efter, at Republikanerne sandsynligvis får et flertal i Senatet, når stemmerne bliver talt op i Georgia til januar. Det var ikke, hvad Demokraterne havde håbet på. Alligevel bør vi ikke konkludere, at situationen er ensbetydende med stilstand. Spiller Biden sine kort rigtigt, vil han kunne tvinge Senatet ud af Donald Trumps hårde greb. Husk blot valget i 1994, som blev betegnet “den republikanske revolution”. Her mistede præsident Clinton et demokratisk flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Det blev et vendepunkt for Clinton, som dygtigt fik udnyttet situationen til sin egen fordel. Ser man tilbage på den periode, var det interessant ved dette 94-valg, at Clinton først begyndte at få succes som præsident. Netop fordi han fik hårdt modspil fra Kongressen. Clinton lykkedes med at overtage flere republikanske mærkesager og gøre dem til sine egne. Imens han i andre sager, udstillede kontrasten mellem sig og de uforsonlige republikanere i Kongressen.

Bidens grønne vej

En af de muligheder Biden kan vælge, når han sætter sig til rette i Det Ovale Kontor, er den grønne vej. Her kan han stikke en kile ind mellem Trump og de republikanere i Senatet, som tror på menneskeskabte klimaforandringer og ser erhvervspotentialet i en grøn omstilling. Kongressen etablerede sidste år et tværpolitisk udvalg dedikeret til klimadagsordenen. Ud over senator Mitt Romney, som er på dårlig fod med Trump-lejren, sidder der også mere ukendte republikanere, som eksempelvis senator Mike Braun fra Indiana, som er tidligere forretningsmand. På klima kan Biden splitte Republikanerne, hvis han eksempelvis har mod til at udnævne en republikansk energiminister. Ligesom Bill Clinton i 1997 udnævnte republikaneren William Cohen til sin forsvarsminister.

Danmark kan hjælpe Biden… Og verden.

I Danmark har vi for længst erfaret, at klimadagsordenen nedbryder ideologiske forskelle mellem venstre og højre. I USA var det da også den republikanske præsident George W. Bush, som i 00´erne tog de første skridt og gjorde investeringer i vindenergi fradragsberettigede. Det blev bl.a. startskuddet til et væksteventyr for Vestas i USA. Den danske vindmølleproducent var på det tidspunkt snedige nok, til at udnævne en kendt republikaner til sin CEO for USA.

Det var Barack Obama, som fik USA til at underskrive Paris-aftalen. Men bortset fra det, nåede Obama ikke for alvor at sætte gang i en grøn omstilling på amerikansk grund. Ved at gøre klimapolitik til sin altoverskyggende mærkesag, opnår Biden mindst tre vigtige mål:

  • Han engagerer de unge vælgere, som han havde vanskeligt ved at engagere i 2020, men som han har brug for til midtvejsvalget i 2022.
  • Han tilfredsstiller Bernie-fløjen i sit eget parti (selv hvis Biden vælger en republikansk energiminister, som venstrefløjen vil hade).
  • Han splitter Republikanerne.

Danske virksomheder vil vise vejen

I denne dagsorden kan en række store danske virksomheder bidrage positivt. Eksempelvis Vestas, som i dag har omkring 7000 amerikanske ansatte. Det samme gælder for verdens førende vind-entreprenører, som Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). Men også en virksomhed som Mærsk, der har en lang og fornem historie i USA. De afvikler deres olie- og gas-forretning, imens de arbejder for en mere klimavenlig skibsfart.

Det er danske virksomheder, der er så store, at de allerede har dygtige lobbyister ansat i Washington DC. De har for længst forstået at koncentrere deres indsats omkring de republikanske dominerede stater og de republikanske politikere i Washington. Eksempelvis er oliestaten Texas den stat i USA, som producerer den største mængde vindenergi. Der er nemlig penge i vind. Bortset fra kysterne mod både øst og vest, blæser der en stiv kuling over prærien i den amerikanske midtvest, som Republikanerne farver rød. Både i Texas og i Iowa vil de gerne tjene en dollar. De amerikanske landmænd kan godt se fidusen i at bygge et par vindmøller, så det ikke kun er kornet der blæser i vinden.

Her kan danske virksomheder bidrage med konkrete eksempler på, hvordan grønne investeringer skaber arbejdspladser og økonomisk vækst. Måske de danske virksomheder tilmed kan vise vejen, og øge deres investeringer i takt med, at der blæser grønnere vinde over de republikanske valgdistrikter.

Her har den danske regering også en rolle at spille. Jeg husker selv min første tid på den danske ambassade i Washington, hvor jeg sammen med statsminister Anders Fogh Rasmussen besøgte George W. Bush ranch i Crawford, Texas. I medierne var det Irak-krigen der fyldte mest. Men jeg husker især, hvor stolt Bush viste sin klimavenlige farm frem for den danske regeringsleder, som på det tidspunkt selv var blevet en ivrig ambassadør for vindenergi. Selv for en olie-mand som Bush, lå der en kristen værdi i at passe på klodens ressourcer i sin egen baghave.

Joe Biden har brug for alt den hjælp han kan få. Han har fået opgaven at bringe USA tilbage til normalitet efter fire år med Trump, et dramatisk valg og en ødelæggende pandemi. Vælger han klogt og gør klima- og energipolitik til sin løftestang, kan han i bedste fald samle Amerika omkring et såkaldt Moonshot projekt, som da JFK lancerede sin legendariske version om at bringe amerikanske astronauter til månen. Ingen vil være bedre til at hjælpe USA med at bygge den grønne raket, end vennerne i Danmark og det øvrige EU. På den måde vil en grøn dagsorden, samtidig være en kærkommen anledning til, at revitalisere det transatlantiske samarbejde.

Allerede medlem? Log ind her. Har du ingen adgangskode, så klik på "glemt/mangler din adgangskode?" nedenfor:

Læs også

Kulmine-demokrat kan bremse grønne danske muligheder

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen

Dos and don’ts for danske virksomheder, der vil til USA

Kongressen

Teknologisk brydningstid i bilbranchen ryster posen af danske underleverandører

Kongressen

Et groggy demokrati står stadig

Peter Keldorff

I Georgia fortsætter de med mudderkastningen

Dorte Rasmussen

Kampen om Amerika – Biden spiller sikkert med Blinken og Co.

Otto Lykketoft