Udenrigs- og sikkerhedspolitik fyldte meget i den seneste debat mellem de ledende demokratiske kandidater. Blandt de toneangivende var det grundlæggende budskab det samme: man skal erkende begrænsningerne ved det militære værktøj og trække flest muligt soldater hjem fra bl.a. Afghanistan. Problemet er bare, at det er som at lytte til Barack Obama i 2008 eller Donald Trump i 2016. De to har ikke kunne finde en vej ud af Mellemøsten, hvordan vil de nye kandidater? Det får vi ikke så mange nye idéer til.
Det var det fundamentale udenrigspolitiske løfte fra
Barack Obama, da han stillede op som præsidentkandidat i 2008: han ville få USA
ud af de langstrakte krige i Irak og Afghanistan for at bringe bedre balance i
amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Præsident Obama formåede ikke at
levere på dette løfte. Da Islamisk Stat brød ind over grænsen til Irak i 2014
måtte USA igen sende tropper til landet, og selv efter en omfattende strategiproces,
troppeforøgelse og en standsning af kampoperationer i Afghanistan, så kunne
præsident Obama efter otte år ikke præsentere en vej ud af USA’s længste krig.
Vi er nu tre år inde i præsident Trumps tid i Det Hvide Hus, og hans løfter
(/trusler) om tilbagetrækning er heller ikke blevet til noget – som tidligere
beskrevet her på Kongressen.com, snarere tværtimod.
Men hvis man spørger de demokratiske kandidater, hvad de har af planer, så lover de at løfte opgaven, hvis de bliver valgt til november.
USA skal ud af det der nu populært kaldes ”the forever wars”, men hvordan det helt skal gå for sig, det er kandidaterne ikke helt klare på – og det med god grund.
Kandidaternes holdninger:
Joe Biden: Også på dette område er Joe Biden vel nok den mest klassiske kandidat – nok også belært af otte år som vicepræsident. Han fastholder, at USA skal have en aktiv tilstedeværelse ved f.eks. patruljering ved Hormuz Strædet for at sikre stabilitet for international skibsfart. Det er et meget klassisk billede af amerikansk magt, som ved en fremskudt tilstedeværelse skal bruges til at sikre stabilitet og dermed amerikanske interesser. Men grundlæggende vil han også en tilbagetrækning fra det niveau af tropper i regionen, som præsident Trump har bragt det op til. Hvis man spørger om Afghanistan, så vil den tidligere vicepræsident implementere sin foretrukne strategi ved præsident Obamas strategiproces i 2009. Her advokerede Joe Biden nemlig for en begrænset amerikansk tilstedeværelse fokuseret på anti-terror operationer. Men så bliver vi lige nødt til at standse op. For det er faktisk det niveau amerikanerne er på nu. Så hvad vil forskellen mellem præsident Trump og præsident Biden være ift. USA’s længste krig? Ifølge kandidaten selv så vil han satse mere på diplomati og en forhandlet politisk løsning i Afghanistan end præsident Trump gør det. Men hvordan det skal gøres ved vi altså ikke på nuværende tidspunkt.
Elizabeth Warren:
På dette område vil Warren også mere end Biden, men ikke helt ovre i Bernie
Sanders’ lejr, så på den måde passer det ind i den bredere tendens for kandidaternes
holdninger. Warren har talt om tilbagetrækning af ”kamptropper” fra Mellemøsten,
men hvad hun definerede som ”kamptropper” blev ikke gjort klart, hvilket ellers
er en vigtig pointe, da tusinder af de amerikanske styrker i Mellemøsten altså
ikke er engageret i kamphandlinger, men er der som en del af en afskrækkelsesstrategi
fra Trump-administrationens side. Hvad med dem?
Når Warren talte om sikkerhedspolitik var det næsten som at høre præsident Obama
igen, og dette syn på USA’s militære overlegenhed virker til at være et vi skal
vænne os til hos demokraterne. Senatoren fra Massachusetts gjorde det nemlig
klart, at hun mente, at man bør stille spørgsmålstegn ved, hvad man kan opnå ved
militær magt og i stedet fokusere på andre midler i den amerikanske
udenrigspolitiske værktøjskasse. Der mangler dog klart nogle svar på, hvad
Warren så i stedet vil stille op – men den udfordring står hun bestemt ikke alene
med i det demokratiske felt.
Bernie Sanders:
Den selverklærede socialist har været meget klar i mælet. Han vil trække
amerikanske styrker ud af Mellemøsten. Her bliver det næsten som at høre
præsident Trump. Som Sanders siger, så har USA brugt utallige milliarder på
krige i Mellemøsten, penge som bedre kunne bruges hjemme. Men hvordan vil en
præsident Sanders balancere USA’s geopolitiske interesser i Mellemøsten med en
tilbagetrækning? Læren fra de sidste mange års amerikansk udenrigspolitisk
historie lader til at være, at man ikke blot kan trække stikket på engagementerne.
Så hvad så? Det er et af de store udenrigspolitiske spørgsmål, som Sanders
forhåbentlig gør klart, når han stadig skal være del af primærvalgkampen.
Når det kommer til Afghanistan har Sanders faktisk været om muligt mere vag, da
han har talt om en modereret tilbagetrækning defineret af omstændigheder i
landet. Han taler videre om en erstatning af det militære engagement med fokus
på diplomati og politisk hjælp, som skal sikre humanitær hjælp til den
afghanske befolkning og arbejde mod en forhandlet løsning på USA’s længste
krig. Igen ville det være meget rart, hvis Sanders i den videre valgkamp
forklarede dette nærmere.
Pete Buttigieg:
Hvis man spørger den unge borgmester (og krigsveteran) om hvordan han som
præsident ville håndtere Afghanistan, så snakker han også om en
tilbagetrækning. Men den snak bliver hurtigt lidt mere omstændig. For ifølge Buttigieg
skal den aktuelle militære tilstedeværelse i landet bruges som pressionsmiddel
til at sikre en forhandlet aftale med Taleban, som skal kunne bane vejen for en
amerikansk tilbagetrækning. Dette skal dog heller ikke være en komplet tilbagetrækning,
da Buttigieg vil efterlade specialstyrker og efterretningsfolk i landet for at
fortsætte kampen mod terror, og sikre at landet aldrig igen kan blive udgangspunkt
for et angreb på USA. Det lyder som et mangeårigt projekt, som Buttigieg lægger
op til, og igen er det ikke tydeligt, hvordan dette adskiller sig fra den
aktuelle situation, som på nuværende tidspunkt ikke viser en tydelig vej ud af
Afghanistan for USA.
I en bredere regional kontekst lagde Buttigieg op til et fortsat amerikansk
engagement, men uden massiv tilstedeværelse af tropper.
De ledende demokratiske præsidentkandidater skylder altså på nuværende tidspunkt at blive mere konkrete ift. deres næsten enstemmige ambition om at afslutte USA’s ”forever wars”. For deres veje dertil lader til at være forskellige, men grundlæggende er der måske ikke så stor forskel på det både Trump-administrationen ønsker (og Obama-administrationen ønskede), og det som lige nu loves på kampagnesporet. Så hvordan har de tænkt sig at adskille sig, det ved vi ikke rigtig, og i stedet ser det ud til, at de er på vej til at falde i samme fælde som deres forgængere. Man kan sagtens love markante ændringer af amerikansk udenrigspolitik, når man driver valgkamp, men verden er en ganske anden i Det Ovale Kontor.
