Kongressen.com
Analyse

Den arktiske vej til tættere samarbejde med USA

Trumps planer om at vi ville købe Grønland har vakt opsigt forud for besøget den 2. september. Arktis er i forvejen i fokus på topmødet mellem Trump og Frederiksen, for der er store interesser på spil i det arktiske på flere områder.

Det sker ikke ofte at amerikanske præsidenter lægger vejen forbi Danmark og dertil at det netop er Trump der kommer på besøg. Det er der dog en rasende god grund til, nemlig vores tilstedeværelse i Arktis. For selv om Arktis ikke fylder meget i de flestes bevidsthed lige nu, bliver det, bl.a. grundet klimaændringer en vigtig faktor i fremtiden.

Arktisk Råd mødet i Finland i maj 2019 gjorde det klart at der er et samarbejdsproblem mellem USA og de andre lande grundet forskellige meninger om klimaet. For første gang siden Rådet blev skabt i 1996 lykkedes det nemlig ikke at samles om en fælles erklæring, da USA nægtede at skrive under på en der nævnte klimaforandringer som et seriøst problem for regionen. Derudover bragte USA kritik om oprustning og rivalisering med Kina og Rusland på banen, hvilket kutymen ellers har været ikke at gøre for at holde Arktis som region nogenlunde neutral.

Det er ikke forventet at Præsident Trump’s forestående besøg til Danmark vil varsle nogen ændring i denne tankegang selvom det uden tvivl vil være et af de vigtigste punkter der vil blive bragt til diskussion. Trump har gentagne gange erklæret sig skeptisk overfor global opvarmning og dets effekter på Jorden. Da klimaforandringerne er et vigtigt punkt for Danmark og de andre nationer i Arktisk Råd, vil det derfor skabe spændinger for USA og Danmarks fremtidige tætte samarbejde i Arktis. Klima eller ej, der er dog ingen tvivl om at Arktis er godt på vej til at blive et ufatteligt vigtigt område og at USA er ved at få øjnene op for situationen.

Grønland spiller en enorm rolle i et strategisk sammenhæng for amerikanerne. Hvilket, udover de potentielle resurser der findes i området, er en af grundene til at Trump har givet udtryk for interesse i at købe området fra Danmark. Dette er ikke så absurd som det lyder, da amerikanerne forsøgte det samme ved slutningen af Anden Verdenskrig. Det er dog allerhøjst usandsynligt at danskerne går på dette, lige meget Trump’s insisterende.

Flere russiske soldater fryser i nord
USA har en klar sikkerhedspolitisk interesse i at sikre at de fortsat kan operere fra Grønland, heriblandt gennem Thulebasen som en vigtig del af det amerikanske forsvar, og samtidig minimere indflydelsen fra andre stormagtsnationer i området. Grønland, og dermed Danmark, er en vigtig brik i det Arktiske puslespil for USA’s fremtidige planer. Det vil bl.a.  betyde større adgang til andre faciliteter på Grønland, såsom lufthavne. Præcis dette har været et problematisk punkt da kineserne i lang tid aggressivt har søgt at investere i store byggeprojekter i Grønland og dermed omgå USA’s indflydelse som stormagtsnation. Selvom Danmark nedlagde veto mod det kinesiske lufthavnsprojekt, er USA blevet klar over vigtigheden i at sikre sig fremtidige gode relationer med Grønland og Danmark. Kinas strategi involverer ikke militær tilstedeværelse, men derimod at sikre stærk indflydelse på lokalniveauet i Grønland gennem handel og store økonomiske investeringer. Danmark har klaret at holde disse investeringer på afstand indtil videre, baseret på truslen overfor national sikkerhed, men det er kun et spørgsmål om tid før den Grønlandske administration får et tilbud der er svært at sige nej til. Kun ved hjælp af støtte fra USA har Danmark fortsat en mulighed for at holde kineserne standen

Samtidig har Rusland reetableret sine gamle baser i Arktis og oprustet markant, opsat moderne radar- og missilsystemer, samt placeret jagerflysgrupper tættere på Thulebasen end nogensinde før. Med etableringen af Northern Fleet Joint Strategic Command i 2014, den nu femte gren af det russiske militær med ansvar for det nordlige Rusland og Arktis, har Rusland givet et stærkt signal til andre nationer i området vedrørende deres intensiverede fokus på den arktiske region.

I respons til russernes oprustning vil amerikanerne uden tvivl søge at øge deres militære tilstedeværelse på Grønland og i det omkringliggende område. Skal dette kunne ske, er de nødt til at konsultere med de danske- og grønlandske administrationer. I forbindelse med en større tilstedeværelse af amerikanerne, ser de også at danskerne øger deres aktiviteter og overvågning af Grønlandområdet. Som det står til nu dog, har Danmark ikke investeret nok resurser i de eksisterende danske styrker og kapaciteter og kan som følge ikke klare overvågning over store dele af landet. Dette betyder russiske fly og ubåde potentielt kan operere tæt ved uden at danskerne og amerikanerne er medviden om det.

Danmark har behov for at have et generelt godt samarbejde med alle parter, med USA som nært allieret NATO-medlem og Rusland som den største nabo i Arktis. Danskerne er nu fanget i en penible situation hvor de skal forsøge at undgå en række af problemer. Dette er ikke gjort nemmere ved at både Rusland og Danmark gør krav på det samme enorme stykke havbund, med dertil følgende råstoffer, og er uenige om ejerforholdet. Samtidig skal danskerne passe på ikke at imødekomme amerikanernes ønsker for meget eller ivrigt da det kun vil gøre samarbejdet og diskussioner med Rusland des mere besværligt. På alle sider bejler de store nationer til både Danmark og Grønland. Det kan roligt siges at den danske situation er ikke et nemt regnestykke.

I Roald Amundsens fodspor
For over 100 år siden sejlede Amundsen med skibet Fram som den første gennem Nordvestpassagen. Den rejse tog 3 år at gennemføre. Meget har ændret sig siden da og jo mere fremkommelige de Arktiske have bliver som følge af isens tilbagegang, jo flere handelsskibe vil der gå igennem området. Det er lig med anselige muligheder for den maritime sektor. Alle nationer i området følger derfor nøje med i udviklingerne i isen og den militære situation.

Der findes tre passager igennem de Arktiske have der forbinder Atlanterhavet med Stillehavet.
Nordvestpassagen følger Canada og USA, men den nuværende udbredelse af is gør den vanskelig at navigere selv i sommertiden. Som følger af temperaturændringerne smelter isen her  hurtigere og vil om få år udgøre en mulig rute for skibsfart.

Nordøstpassagen er lige nu den primære rute, men en stor del af den hævder Rusland går igennem deres territorialfarvand; det der kaldes NSR eller Northern Sea Route. Dette kan potentielt lede til problemer i fremtiden da Rusland har ladet forstå at de ikke ser transport via denne del af passagen som en allemandsret men derimod underlagt accept fra de russiske autoriteter.

Til sidst har vi den Transpolare Sejlrute, eller Trans Arktiske Sejlrute, som til forskel for de to andre ruter stort set ikke går igennem nogen nationers territorialfarvand. Den er i modsætning til kystruterne en decideret havrute, men kan dog kun på nuværende tidspunkt kun navigeres af tunge isbrydere. Som isen trækker sig tilbage, vurderes det dog at den kan blive den primære rute så tidligt som i 2030.

Ruterne har det tilfælles at de næsten halverer afstanden og tiden der skal sejles mellem Europa og Asien i forhold til den konventionelle rute gennem Suez-kanalen, fra 45 til ca. 26 dage og ca. 1000 sømil mindre. Dette betyder dog ikke noget så længe skibsbrændstofpriserne er lave, da alle sparede udgifter vil blive ædt op af udgifterne associeret med at sejle i de Arktiske vande såsom indkøb at skibe med forstærket skrog og hyre af isbrydere.

Handelsruterne er for tiden det der holdes mest øje med, men den Arktiske regions råstoffer ligger altid i tankerne. Enorme mængder af sjældne jordartsmaterialer, jern, olie og gas gemmer sig i området, og selvom det lige nu ikke er rentabelt at finde og hente dem, skal der nok komme en tid når det er.

Hva’ gør vi nu, lille du?
Som en mindre nation er Danmarks stærkeste kort at sikre fokus på de eksisterende multilaterale samarbejdsaftaler og konventioner som de arktiske spillere er med i. Som led i den danske Arktiske strategi fra 2011, er et af de vigtigste mål at modarbejde den militære oprustning i Arktis så vidt muligt.

Arktis får en stor betydning for fremtiden, og vores samarbejde med amerikanerne vil defineres af det. Som Mette Frederiksen nævnte i sin pressemeddelelse fra juli i år, så vil det arktiske spørgsmål være et af hovedpunkterne ved det amerikanske møde. Vigtigheden af det gøres endnu mere klar gennem tilstedeværelsen af både de grønlandske og færøske repræsentanter.

Hvad fremtiden helt konkret bringer kan være svært at sige, men der vil uden tvivl komme et endnu større pres på den Arktiske region og på Danmark fra alle sider. Det bliver et kunststykke at sikre det fortsatte samarbejde, uden at det sker på bekostning af Danmarks position i området og erstattes af stormagternes magt- og ressourceambitioner.

Læs også

USA, Kina, Rusland, SoMe, sikkerhedspolitik, valgkamp…

Kongressen

Kan nogen stoppe Joe Biden?

Anders Agner Pedersen

Pence og Haley i republikansk positionskamp

Mads Høeg-Mikkelsen

John Bolton ude: En af de mindst overraskende Trump-fyringer

Philip Chr. Ulrich

Hvordan glemmer et land, at man er i krig?

Philip Chr. Ulrich

“America First” dagsordenen aflivede fredsmøde med Taleban

Philip Chr. Ulrich