Kongressen.com
Feature

Den gordiske knude i Washington D.C.

Washington, DC – USA’s magtcentrum. Her er ikke tale om staten Washington på vestkysten, men distriktet i øst. Modsat hvad mange tror er det ikke en stat, kun et territorie –  hvilket betyder at DC’s politiske situation er noget speciel og værd at undersøge. Sidste del af Morten Tastums USA-serie handler om den amerikanske hovedstad.

Donald Trump er endnu præsident i USA og den nuværende beboer af Det Hvide Hus midt i Washington, DC. Det er bevis på at der er et betydelig antal amerikanere der støtter op om det han laver og de politikker han fører. De vælgere skal man dog lede længe efter hvis man besøger DC, for her er næsten alle beboere demokrater. Der er faktisk så mange at ingen republikaner nogensinde har vundet en valgafstemning i distriktet, siden de i 1961 fik lov til at afholde valg og det har ikke ændret sig siden.  Ved præsidentvalget i 2016 kunne man observere at Hillary Clinton fik 22 stemmer for hver der gik til Trump – Han endte med at få mindre end 4.1% af stemmerne, nok det laveste nogen republikaner har fået i nyere tid.

DC skal denne gang til primærvalget d. 2. juni i 2020 og her bliver det nok Joe Biden der formentlig løber med stemmerne. Ved præsidentvalget i november må Trump skyde en lang pil efter mange stemmer og derfor bliver valget i DC ikke særligt spændende. Derimod er selve distriktets eksistens og de aparte regler der gælder umådeligt interessante da DC har et større befolkningsantal end staterne Vermont og Wyoming, men ikke selv er en stat. Desuden har Kongressen beføjelser til at ophæve de love der bliver vedtaget af lokalrådet. Men, kan man så spørge, hvorfor er DC ikke en stat, hvis de har så mange indbyggere?

Det er I, kære læsere, ikke de første til at spørge om, da indbyggerne og styret i DC selv spurgt om det flere gange. De har længe ville blive anerkendt som stat og arbejder ufortrødent mod det – senest i 2016 hvor de overvældende stemte for at blive USA’s 51nde stat. Resultatet var dog ikke juridisk bindende og en faktisk folkeafstemning ville kræve accept fra Kongressens side, noget der højst sandsynligt ikke vil blive til noget foreløbig, selvom DC’s mangel på statsanerkendelse har vidtrækkende konsekvenser: Hver eneste lov, ja selv budgettet, som bliver godkendt af DC’s Råd og vælgere bliver ramt af dette. Det betyder også at de over 700,000 indbyggere i distriktet (og de mange millioner der pendler ind fra de omkringliggende stater) – ikke har fuldkommen repræsentation i Kongressen, da kun stater har stemmende repræsentanter i Repræsentanternes Hus og Senatet, som samlet udgør den Amerikanske Kongres. Det er på mange måder en fratagelse af de demokratiske retsprincipper, så det kan ikke undre at DC vil have det ændret.

Men hvorfor har DC så overhovedet en lokal administration hvis Kongressen har magten? Det er faktisk ikke noget de har haft længe – kun siden 1973, efter ”Home Rule Act” blev godkendt af Kongressen, har DC haft en egen administration. Før det, tog Kongressen sig af alt i distriktet og det blev de tydeligvis trætte af. Så nu har distriktet egen administration bestående af et råd, borgmester, og andre lokale agenturer, der dog kun kan godkende love efter de har været igennem et 30-60 dages tilsyn fra Kongressen. Dertil kan deres love stadig blive skudt ned gennem brug af budgetkrav. Kort sagt kan Kongressen stadig blande sig i de lokale tilstande når det passer dem, hvilket de har gjort op til flere gange bl.a. når det kom til at støtte den fri abort, et ren-kanyle bytteprogram der skulle reducere HIV spredning, og legaliseringen af marihuana. Derudover betaler distriktet føderal skat selvom de ingen indflydelse har på hvordan disse skatter bliver brugt – noget der har ledt til det uofficielle motto for distriktet, taxation without representation, en twist på et lignede motto der blev brugt af de amerikanske revolutionære mod det britiske overherredømme. Som det er nu, må DC se langt efter mange af de rettigheder som andre stater har, selvom de på andre områder er på lige fod. Men før vi ser på om DC har mulighed for at blive en stat, bliver vi først nødt til at se på hvad det ville betyde, samt hvad argumenterne for og imod er.

Washington, Douglass Commonwealth. Sådan lyder et af budene på hvad DC i fremtiden skulle hedde hvis den blev en stat. Alt det der lige nu udgør DC området ville blive til denne stat, med undtagelse af US Capitol (hovedsædet for Kongressen), Det Hvide Hus, Højesteret, National Mall samt de omkringliggende monumenter og nationale parker – der ville alle forblive under føderal kontrol. Statsanerkendelse ville give DC fuld kongresrepræsentation og give dem kontrol over deres lokale love, noget de længe har søgt. Fortalere for dette påpeger at beboerne i distriktet ikke har nogen indflydelse over hvem der arbejder i præsidentens kabinet, hvem der styrer de føderale agenturer, eller hvem der sidder i de føderale retter; for disse positioner er alle bestemt af Senatet hvor DC ingen valgindflydelse har.

Mange mennesker i DC mener tydeligvis at disse argumenter har noget i sig, men der er også dem der ikke ønsker at DC bliver en stat lige foreløbig. Modstanderne begrunder dette med at grundlæggerne af USA, Founding Fathers, ville have at DC for altid skulle være under føderal kontrol, hvilket er nævnt i Artikel 1 af den amerikanske grundlov. En af grundlæggerne, James Madison, argumenterede at den føderale stat altid skulle have kontrol over hovedsædet i landet, så de love der eksisterer der er til hjælp for lovgiverne. Madison var særligt bekymret for at en enkelt stat kunne tage kontrollen over Kongressen ved at styre deres sikkerhed og beboelse – en lettere ironisk bekymring hvis man ser på den nuværende situation.

Modstanderne påstår også at DC er meget afhængig af føderale midler og at den føderale stat derved skal have mere at sige i de lokale affærer – dette ignorerer dog at 21 andre stater er mere afhængige af disse midler end DC er (målt som en procentdel af deres statsbudget). Endelig, så argumenterer modstanderne for at mange af de problemer der eksisterer for DC ved mangel på en statsanerkendelse, kan omgås ved at størstedelen af distriktet absorberes af de omkringliggende stater Maryland og Virginia. Det ville give beboerne repræsentation gennem disse stater og stoppe Kongressens indblanding i deres lokale love.

Det lyder jo sådan set fint, men der findes også nogle meget politisk motiverede grunde for at DC ikke er blevet til en stat endnu. Statsanerkendelse ville højst sandsynligt give demokraterne to nye senatorer og en repræsentant i Kongressen, grundet DC’s mængde af demokratiske vælgere. Siden partiflertallet i Senatet mange gange bliver bestemt af én eller to senatorer, så er DCs statsanerkendelse en politisk risikofyldt situation for republikanerne. Det kunne også have racistiske bevæggrunde da næsten halvdelen af DCs befolkning er sorte.

Men der findes også en matematisk grund til at selv mange demokrater er mod at DC bliver en stat. Nemlig at det ville udvande valgkraften af dem der nu sidder i Kongressen og gøre det mere besværligt at få vedtaget beslutninger der favoriserer deres egne stater. Som det nu er, udgør hver senator 1% af Senatet – hvis endnu en stat kommer til, bliver hver af disse en smule mindre end 1%.

Så nu kommer spørgsmålet igen – bliver DCs statsanerkendelse til noget i den nærmeste fremtid? Højst sandsynlig ikke. Statsanerkendelse kræver flertal fra begge kamre i Kongressen, og her kontrollerer republikanerne et af dem for tiden. Nogen argumenterer derudover at dette i sig selv ikke er nok, men at en grundlovsændring også er påkrævet, da distriktet nævnes i 23rd Amendment (den som i 1961 gav dem ret til at vælge repræsentanter til at stemme i Electoral College ved præsidentvalg). Sidste gang der bare var en lille mulighed for at DC kunne blive en stat, var lige efter at Barack Obama var blevet valgt til præsident først gang i 2009. Desværre fik emnet ikke meget støtte i det daværende politisk anspændte miljø og da republikanerne overtog Repræsentanternes Hus i 2011, måtte DC se deres planer skrinlagt indtil videre.

Washington, District of Columbia bliver ikke til Douglass Commonwealth inden for den nærmeste fremtid, men kampen fortsætter ufortrødent. Hvem ved, måske får de igen en chance efter næste præsidentvalg, hvis demokraternes kandidat formår at vælte den tungt siddende Trump af tronen. Det er dog rene spekulationer, og landet har en lang række af problemer der er mere vigtige. DCs situation er forvirrende, frustrerende, og fanget i kampen mellem de to partier i Kongressen. På mange måder minder distriktets situation om den som hele landet har kæmpet med de seneste mange år. Nogle af de mest magtfulde og bestemmende mennesker i USA lever side om side med nogle af de mest magtesløse.

Selv har jeg før tilbragt en årrække her, det er et fantastisk sted og har meget at byde på. Man mærker at man står midt i magtens centrum på verdens nok største supermagt. Men lige som USA selv, så er der mange problemer der skal løses og de fleste af dem har intet simpelt svar. Men det må man overlade til amerikanerne – Jeg takker adjø til den imposante hovedstad og stiger ind i mit SAS-fly mod Danmark, den nordiske ånd, og ugelangt regnvejr.

Den gordiske knude i Washington, DC sidste del i en trilogi der følger Morten Tastum gennem USA fra vest til øst. Morten runder den meget liberale by San Francisco og ender lukt i magtens centrum i Washington D.C.

Læs også

Manden, der aldrig blev gammel, fylder 60

Anders Agner Pedersen

Obama er godt, veloplagt og sjovt litterært selskab

Anders Agner Pedersen

Valget der satte nye standarder for negative kampagner

Dorte Rasmussen

Vejen til 270: Wisconsin

Otto Lykketoft

Trump forsøger at gøre olie til et valgtema for at vinde Texas

Christian Damgaard Qvist

Vejen til 270: Pennsylvania

Otto Lykketoft