Kongressen.com
Analyse BRIK-panel

Derfor vælter Kina ikke Nordkorea

Gentagne gange i den seneste tid har vesten, med USA i spidsen, appelleret til Kina om at sætte hårdt mod hårdt i forhold til Nordkorea. Men selv om kineserne er lidt irriterede over den højrøstede retorik fra Kim Jong-un, fortsætter samarbejdet mellem de to nationer. Af flere grunde

BRIK-PANEL: De Nordkoreanske missiler lader til at være indstillet på total ødelæggelse og rettet mod Tokyo, Seoul og diverse amerikanske baser i Stillehavet. Det er i hvert fald det indtryk man har kunne få de seneste måneder. Kim Jong-un gider ikke længere være kendt som Kim Jong-ils tykke søn, men lader til at være fuldstændig stålsat i sine bestræbelser på, at verden også skal acceptere ham som en halv-psykopatisk diktator transcenderet af et lysende gudekompleks – Men hvorfor gør Kina ikke noget for at stoppe sin gale nabo?

De vestlige lande har allerede for længst indført strenge sanktioner mod den uvorne del af den koreanske halvø, og bare i år har FN allerede indført yderligere sanktioner to gang. Konsekvensen er, at Nordkorea bliver stadigt mere afhængig af Kina.

Kina har da også ved flere lejligheder langet ud efter de Nordkoreanske missilafprøvninger, og siden Kim Jong-il gik bort i december 2011 har forholdet mellem Beijing og Pyongyang været knap så harmonisk, som det tidligere var tilfældet.

Alligevel fortsætter handlen mellem Kina og Nordkorea for fuld damp og faktisk bliver der nu bygget en ny tre kilometer lang bro over Yalufloden til omtrent to milliarder kroner, for at sikre endnu bedre muligheder for handel mellem de to lande. Et klart tegn på, at kineserne ikke regner med at øget amerikansk pres, vil mindske forretningerne over floden.

I USA har de i flere år plæderet for, at Kina burde afskære handlen med Nordkorea og så sent som forrige uge, sagde USA’s udenrigsminister John Kerry, at Kina skulle sætte tænderne i og gøre mere for at holde styr på, hvad den nye strålende leder foretager sig. Også John McCain blander sig i koret og siger, at Kina holder nøglen til at løse problemet og tilføjer:
“Kina kan afskære deres økonomi, hvis de vil.”

Hårdt mod hårdt
Noget af det interessante ved sagen om Nordkorea er, hvorfor Kina og Vesten har vidt forskellige tilgange til at løse konflikten. USA og resten af Vesten sætter hårdt mod hårdt. Hvis Nordkorea peger et missil på os, indstiller vi 100 på dem. Samtidigt indfører de vestlige lande sanktioner, hvis mål er at tvinge det stalinistiske styrer i knæ og gennemtvinge et kollaps af den anakronistiske diktaturstat, så de undertrykte koreanere kan blive velsignet med demokratiets glæder.

Modsat står kineserne og handler lystigt videre med Nordkorea og yder på den måde kunstigt åndedræt til den anakronistiske diktaturstat og stikker på den måde pinde i hjulene på de vestlige magters forsøg på at omstøde det nuværende regime.

Årsagen til de forskellige tilgange skal ses ud fra, at Vesten og Kinas forhold til Nordkorea adskiller sig markant både ud fra geografisk, politisk og historisk parametre.

Ingen krig, ingen kaos
Kina har i mange år ført en politik i forhold til Nordkorea, som ofte bliver opsummeret med seks tegn – 不战, 不乱、无核 eller ingen krig, ingen kaos og ingen atomvåben – i nævnte rækkefølge.

Det væsentligste punkt er altså ingen krig. Koreakrigen kostede Kina mange unge mænd og var nær endt med, at USA fik etableret en Washingtonvenlig stat klods op og ned af Kina.

Kaos er jo det mest frygtede i den kinesiske filosofi, men her drejer det sig simpelthen om, at ustabilitet på den koreanske halvø kan medføre store konsekvenser i Kina. Både i kraft af økonomiske udgifter, flygtninge tilstrømning, og ikke mindst den krig man for alt i verden vil undgå. Endda til en sådan grad, at et stabilt Korea med atomvåben er at foretrække frem for en atomfri men ustabil koreansk halvø.

Dermed ikke sagt at atomvåben ikke er en væsentlig bekymring for Beijing. Der er ingen tvivl om, at Pyongyang også er blevet en torn i øjet på den kinesiske ledelse. Frygten for atomvåben handler også om den ustabilitet det skaber i Kinas egen baghave i lande som Sydkorea og Japan, og hvordan det påvirker regionen.

Den kinesiske koreapolitik er altså udarbejde med henblik på, at ustabilitet på koreahalvøen ikke kan undgå at medføre konsekvenser for Kina. Samtidig er Kina stadigt et socialistisk land om ikke andet så af navn, og Nordkorea er en væsentlig allieret.

Vil ikke rasle med sablen
Herudover skal man ikke glemme, at det nuværende kinesiske regime, modsat den amerikanske administration, ikke bryder sig om offentligt at rasle med sablen overfor andre stater, men derimod lægger meget stor vægt på et hvert lands ret til at håndterer sine egne problemstillinger.

Hvis Kina skal lægge pres på Nordkorea vil det formentligt foregå i skyggerne og et så skingert værktøj som økonomiske sanktioner, er nok næppe nært subtilt nok for kineserne.

Alligevel er faktum i dag er, at Kina efter mange års kommunistisk venskab med Kim et, to og tre nu er begyndt at kritiserer sine nordkoreanske venner. Det skete blandt andet, da den kinesiske præsident, Xi Jinping, tidligere i år uden at nævne Nordkorea sagde:
“Intet land skal have lov til at smide en region eller hele verden ud i kaos for selvisk vinding.”

Kineserne lader altså til at være godt trætte af den nye spradebasse i Pyongyang, men hensynet til stabilitet i nabolandet går stadig forud for irritationen over Nordkoreas krigsretorik. Måske hænger det sammen med, at Beijing kun hører tomme ord fra Pyongyang og ikke frygter, at Kim Jong-un er gal nok til at selvdetonerer den nordlige del af halvøen.   

Læs også

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen

Her lurer nogle af overraskelserne ved kongresvalget i november

Lars Græsborg Mathiasen

Russisk dusør for drab i Afghanistan bekymrer på flere niveauer

Philip Chr. Ulrich

Præsidentvalgkamp set gennem en græsrods øjne

Camilla Sebelius Winther