Med under 90 dage til valget er der megen fokus på, at Joe Biden stadig står uden sidemakker. Camilla Sebelius Winther ser nærmere på, hvad vp-kandidaten egentlig har af betydning for selve valgkampen.
Det er næppe undgået nogen med interesse for amerikansk politik, at Joe Biden sendte en prøveballon op, hvad angår hans kommende Vice President. Det hele ser ganske tilfældigt ud, når præsidentkandidaten ”bliver fanget” med Kamala Harris’ navn på notesblokken. Det er naturligvis en del af den research, der ligger forude for valget af vicepræsidenten. Hvordan modtages hun i medierne, hvad siger Republikanerne? Men hvad betyder en VP for kampagnen og hvilke overvejelser ligger bag, det valg, der bliver truffet, må man formode, inden for ganske få dage.
Med under 90 dage tilbage til valget er det ikke overraskende, at alt er mere intensivt. Typisk afholdes strategimøder i spor som bla. policy, kommunikation, foruden et response team og i denne fase også et team, der arbejder med dem, der er tilbage på listen over potentielle kandidater.
Udover Kamela Harris kunne man forestille sig, at Karen Bass, Val Demmings, Tammy Duckworth, Susan Rice og Elisabeth Warren også er på listen. Historisk set handler det om at balancere teamets indbyrdes kompetencer, men langt hen ad vejen handler det om personlig kemi og et makkerskab, der også trandencerer det faglige skill-set. Man kan tale om at finde de rette modpoler på de afgørende punkter. Fx Al Gores rolige adfærd op mod Bill Clintons energiske fremtræden. Eller Joe Bidens erfaring kombineret med Obama.
Hvad er på spil?
Hvad har Joe Biden brug for, for at stå endnu stærkere i kampen mod Præsident Trump de sidste måneder? En vicepræsident spiller en afgørende brik fra første færd, fordi kandidaten typisk appellerer til de vælgergrupper og stater, som præsidentkandidaten ikke når. Det måler man sig til gennem polls af de respektive constituencies (grupperinger i samfundet), der prioriteres. Det er ikke nok at være den politisk mest erfarne, langt fra.
Hvor en vicepræsidents opgaver i Det Hvide Hus er ikke særligt definerede, så er de det til gengæld i slutspurten af en præsidentkampagne. For det første skal kandidaten være en dygtig taler og kunne rally en forsamling. Dernæst gælder det om at flytte de vælgere og gerne i svingstater, der er afgørende for at vinde valget.
Den, valget falder på, skal komme ud med en stærk energi fra første færd og stå stærkt med medierne. Om alt går vel, kan en god VP flytte meningsmålinger fra dag et og tilføre et nyt momentum til kampagnen.
Den kandidat, Joe Biden vælger, skal samtidig kunne tåle vælgernes, Republikanernes og mediernes kritiske øjne på sig. Der er intet mindre end Det Hvide Hus på spil og derfor er vetting-processen vanvittig afgørende. F.eks. så vi for nylig Amy Klobuchar trække fra sig processen som konsekvens af potentiel manglende indgriben overfor politibrutalitet i hendes tid som Offentlig Anklager.
Kandidater med tilnærmelsesvis skeletter i skabet, vil aldrig komme i betragtning.
Hver en sten vendes
Derfor er det ikke usædvanligt, at processen går i gang så snart, præsidentkandidaten er nær ved sikker og en bruttotrup har helt sikket ligget klar i baghovedet på Joe Biden længe. Han er en garvet politiker og har uden tvivl en god intuition om, hvad der er brug for til at forstærke hans kampagne. Men intet er overladt til fornemmelse alene, men derimod langt mere datadrevet end vi oplever udefra.
Hvad skal en vicepræsidentkandidat forvente sig af processen? Kandidaterne bliver interviewet adskillige gange af Joe Bidens team, indlevere personlige oplysninger om helbred, økonomi og åbne sig fuldstændig personlige relationer. En vicepræsidentkandidat, hvis historik bliver eksponeret i medierne, er færdig i amerikansk politik, så de vil selv have en interesse i at af afdækket hver en afkrog på forhånd. Det siger derfor sig selv, at tilliden og fortroligheden i processen er høj.
Dernæst bliver de matchet på de politiske emner; hvor står de stærkt og svagt, hvad er deres erfaring og ikke mindst hvilken/hvilke stater forventer man, at de kan løfte mere eller mindre på egen hånd.
Frem mod konventet
Det lidt utraditionelle ved dette valg er, at det demokratiske konvent starter meget snart og det giver Joe Biden og hans VP en meget intensiv start sammen. Det er der både fordele og ulemper ved.
Fordelen er, at DNC i sig selv er en stor mediebegivenhed, der typisk trækker opmærksomheden væk fra den siddende præsident. Det giver Joe Biden og hans VP et stort momentum i medierne, og vil presse Præsident Trump til at arbejde hårdt for at sætte agendaen op mod de medier, han i forvejen arbejder meget dårligt sammen med.
Med den rette kandidat med sig, kan Joe Biden også forvente, at hun går ind med benhårde angreb på den siddende præsident, og det bliver spændende at se, om vi får et medieslagsmål mellem Trump og VP’en, frem mod den første af tre tv-debatten, der forventes at finde sted i september.
Ulempen ved at vælge en kandidat tæt på konventet er, at det stiller store krav til, at kandidaten kommer utrolig stærkt fra start – og det ligger samtidig op til, at vedkommende allerede er et kendt navn blandt både medier og vælgere.
90 dage på fuld skrue
Forude venter der små 90 dage for det kommende team, hvor pandemien har betydet digital tilstedeværelse i endnu højere grad. Et godt eksempel herpå er det seneste kampagnegreb fra Biden, hvor han og Barack ringer til hhv. en lokal campaigner, en skolelærer og en læge, der sættes i stedet for de lokale photo op’s med vælgere, kandidaterne ellers har dyrket til perfektion.
Vicepræsidentkandidatens digitale styrke vil derfor være et parameter i udvælgelsen, der nok ikke bliver mindre værdifuldt i fremtiden. Nu kan vi blot vente på den minutiøst tilrettelagte annoncering, vi kan forvente af en professionel præsidentkampagne anno 2020.
Se eller hør Kampen om Amerika, der også ser nærmere på Bidens hovedpine:
