Connect with us

Hvad søger du?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Det er ikke tilfældigt, at Mariah Carey dominerer amerikanernes jul igen

Mariah Careys 26 år gamle julehit “All I Want For Christmas Is You” er for andet år i træk strøget op på førstepladsen på hitlisten Billboard Hot 100. Det er ikke tilfældigt. Her er to forklaringer på, hvorfor Careys sang har vokset sig større end alle andre julehits.

Da Bill og Hillary Clinton skulle fejre deres anden jul i Det Hvide Hus, havde en ung sangerinde fra Huntington, New York netop sendt et julealbum på gaden. Albummet indeholdt 10 sange, der alle havde det formål at blive tapetseret ind i amerikanernes lydtapet til decemberhøjtiden.

Dét lykkedes Carey i den grad med, men et nummer troner over de andre – og gør det stadig.

“All I Want For Christmas Is You” er blevet en del af julelyden verden over og står ifølge radioer, streamingtjenester og hitlister over alt lige fra Bobby Helms’ “Jingle Bell Rock”, Brenda Lees “Rockin’ Around the Christmas Tree” og, ja, også “Last Christmas” fra Wham!.

Det virkelig interessante ved Mariah Careys hit er, at sangen aldrig har været så populær som nu. Sidste år slog den rekord for at være længst tid om at ramme førstepladsen på Billboard Hot 100 – hitlisten over dem alle i USA. Gennem en monitorering af radioafspilninger, streams og andre digitale medier giver Billboard et overblik over, hvilken musik der er allermest populær lige nu – dog kun i USA.

Det tog “All I Want For Christmas Is You” intet mindre end 25 år at nå førstepladsen på Billboard-charten, og blev desuden den første julesang til at gøre det siden “The Chipmunk Song” i 1958.

Tidligere i år lancerede Billboard så en global liste over mest populære sange. Her er der heller ingen julesange, der overgår “All I Want For Christmas Is You”, som i skrivende stund indtager andenpladsen – kun overgået af latintrap-stjernen Bad Bunnys megahit “Dakiti” (som ikke har noget med julen at gøre).

Der er især to årsager til, at Mariah Carey er blevet julens ubestridte dronning, men inden vi kommer til dem, er det måske vigtigt at få amerikanske julesanges anatomi på plads.

Jeg interviewede for nyligt Walter Afanasieff (https://muzak.substack.com/p/wa), som var med til at skrive og producere “All I Want For Christmas Is You” sammen med Mariah Carey.

Han fortalte, at der er tre hovedkategorier, man kan dele de amerikanske julesange op i.

“Den første kategori er de sjove julesange, som typisk er målrettet børn. Det kan være ‘Jingle Bells, Jingle Bells’ eller ‘Rudolph the Red Nosed Reindeer’. De handler typisk om julemanden, hans rensdyr og den slags,” fortalte han via en Skype-forbindelse fra sit hjem i Los Angeles.

“Den anden kategori er de mere religiøse sange som eksempelvis ‘O Come, All Ye Faithful’.”

“Den tredje kategori er de her romantiske julesange, der drejer sig om en form for længsel. De blev især populære under og efter 2. verdenskrig, hvilket nok hænger sammen med, at de tit er meget kraftfulde ved at minde folk om at være hjemme, når de ikke har mulighed for det,” forklarede Walter Afanasieff, der har skabt flere nummer et hits sammen med Mariah Carey og vundet to grammyer.

“All I Want For Christmas Is You” rammer, som titlen antyder, ned i den sidste kategori om længsel. I hvert fald gennem sit tekstunivers. Men sangens tempo og lydmæssige udtryk peger den måske mere i retning af den sjove, legesyge kategori. Den rammer bredt, med andre ord.

Ud fra Walter Afanasieffs vurdering er der især to ting i selve sangen, der har fået den til at bryde gennem lydmuren.

“Det, som jeg tror gør sangen så populær i verden, er, at den er meget catchy og meget særegen i sin lyd. Den minder folk om en ældre sang, mens der samtidig er noget usædvanligt og unikt over den.”

“En del af det er selvfølgelig også hendes (Mariahs red.) stemme, det er den dominerende faktor. Den måde, hun synger sangen på med sine harmonier og så videre, er meget tillokkende og tilfredsstillende at lytte til,” fortæller han.

Men tilbage til de to årsager til, at “All I Want For Christmas Is You” er gået fra at være et stort til koloenormt hit.

Det kommercielle push
“Hvert år laver vi en ny markedsføringkampagne omkring ‘All I Want For Chrismas’, fordi mulighederne for, at folk kan lytte til denne mangeårige klassiker ser ud til bare at vokse og vokse,” skrev Rob Stringer, bestyrelsesformand for Sony Music Group, i en mail til New York Times sidste år (https://www.nytimes.com/2019/12/16/arts/music/mariah-carey-christmas.html).

Skal man oversætte ham lidt løsere, siger han vel ret beset, at der er ganske mange måder at hælde gammel vin på nye flasker på.

Allerede tilbage i 2003 fik sangen et boost, da den var en del af soundtracket til den måske største jule-romcom nogensinde “Love Actually”, men først omkring 2014 blev sigtekornet for alvor indstillet på at få Careys julehit til at blive julehittet over dem alle.

Her påbegyndte sangerinden en juleshowstour, der blandt andet tog hende forbi Beacon Theatre i New York, Colosseum i Ceasars Palace i Las Vegas samt flere europæiske hovedstæder. En tour, der har vokset sig større gennem årene, og som i 2018 også lagde vejen forbi Royal Arena i København.

Promoveringen begrænser sig dog langt fra til traditionelle koncerter.

I 2015 efter udkom en børnebog, der ligeledes bærer titlen “All I Want For Christmas Is You” (https://www.publishersweekly.com/9780399551390), mens der i 2017 udkom en animationsfilm spundet på den allestedsnærværende julesang.

Gennem de seneste år er Mariah Carey også stillet op til en række videointerviews med store internetmedier, hvor hun blandt andet fortæller om, hvordan hun fejrer jul og alt sådan noget jazz.

Læg dertil en kort dokumentar på Amazon (https://www.youtube.com/watch?v=N_Vhz5BiypU), der udkom sidste år, hvor Carey og flere af folkene omkring hende fortæller om tilblivelsen af det mastodontiske hit.

Sidste år blev der ydermere udgivet en “deluxe” udgave af “Merry Christmas”-albummet samt produceret en ny musikvideo til “All I Want For Christmas Is You” (https://www.youtube.com/watch?v=aAkMkVFwAoo). Og så var der endelig fuld gevinst for Carey og kompagni.

Den 16. December 2019 ramte sangen førstepladsen på Billboard Hot 100.

Markedsføringsmaskinen er dog ikke slukket i år. Tidligere denne måned udgav Apple TV+ såmænd 43 minutters Mariah Carey-content med titlen “Mariah Carey’s Magical Christmas Special”. I tilgift er der blevet udsendt endnu et album med Careys navn på med 17 tracks på i alt inklusiv et remix af “All I Want For Christmas Is You”.

Og i år indtog Mariah Carey såmænd førstepladsen på Billboard Hot 100 allerede den 13. december.

Et radikalt anderledes musikforbrug
Musikstreaming via tjenester som Spotify, Apple Music og Pandora Radio (sidstnævnte opererer kun i USA) har ændret vores måde at forbruge musik på markant. Det er både blevet nemmere at lytte til lige præcis den musik, man gerne vil, men samtidig er streamingtjenesterne også en sand gave til de sange og kunstnere, der er allermest populære.

“All I Want For Christmas Is You” er suverænt den mest streamede julesang på Spotify, hvor den i skrivende stund har rundet 820 millioner streams i alt. Igen i år er den den mest streamede julesang målt på daglige streams, hvor den i skrivende stund har på den gode side af 4 millioner streams. Wham! er nærmeste forfølger med ca. 3,5 millioner daglige streams af “Last Christmas”.

“All I Want For Christmas Is You” slog i 2018 desuden rekorden for flest streams på Spotify på et døgn, hvor mere end 10,8 millioner mennesker havde trykket play indenfor 24 timer.

Også på Apple Music, der er en my større end Spotify i USA med 44,5 millioner brugere, er Careys kæmpehit den mest streamede julesang (https://www.statista.com/statistics/798125/most-popular-us-music-streaming-services-ranked-by-audience/).

På YouTube har musikvideoen desuden klokket 674 millioner visninger, mens den nye udgave fra sidste år også har rundet 100 millioner.

Streamingtjenesterne vil selvfølgelig gerne give folk det, de vil have, og det er også noget, “All I Want For Christmas Is You” nyder godt af. Eksempelvis ligger sangen øverst på Spotifys juleplayliste “Christmas Hits”, der har knap 4 millioner følgere, mens den selvsagt også har en ret fed reklameplads øverst på platformenes toplister.

Endelig har det ændrede musikforbrug også ændret måden, Billboard har udregnet sine hitlister på, hvilket er til Careys fordel.

Tidligere var det sådan, at sange, der tidligere har været at finde på Hot 100, men er faldet ud igen, ikke kunne komme tilbage på listen. Reglen blev først sløjfet i 2012, men inden da havde “All I Want For Christmas Is You” tronet på toppen af Billboard Hot 100 re-currents chart flere år i streg.

“All I Want For Christmas Is You” har været en konstant i amerikanernes jul, uanset som præsidenten har heddet Clinton, Bush, Obama eller Trump til efternavn – og bliver med garanti også ved med det, når Biden indtager Det Ovale Kontor.

Careys kronjuvel har indbragt mere end 60 millioner dollars i royalties alene, og sangen er bestemt ikke holdt op med at generere en ganske god mængde mammon til folkene bag. Derfor er der heller ingen grund til at tro, at Mariah Carey vil give juletronen fra sig.

Spørgsmålet er nok snarere, om der overhovedet er nogen, der kan erobre den.

Skrevet af

Mads Oddershede er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har læst et semester på Carleton University i Ottawa, Canada. Han har sin journalistiske opdragelse fra den hedengangne radiokanal Radio24syv og har bl.a. freelancet for en række medier, heriblandt Dagbladet Information og Tipsbladet. I dag skriver han nyhedsbrevet Muzak (https://muzak.substack.com), der dækker dansk og international musik, og er tilknyttet Kongressen.com som kulturskribent. madsoddershede@msn.com 2241 1266

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen