Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Droner – Obamas ‘big stick’

Præsident Theodore Roosevelt brugte i 1901 frasen ‘Speak softly, but carry a big stick’ som billede på, hvordan han mente, udenrigspolitik skulle føres. I Obamas anden præsidentperiode må man forvente, at droner vil indtage en stigende rolle som USA’s ‘big stick’ i internationale sikkerhedsspørgsmål

PENTAGON-FOKUS: Droner er blevet en af hjørnestenene i Obamas sikkerhedspolitik. Et instrument som gør ham i stand til at fortsætte krigen mod terror, uden at han behøver at indsætte store troppekoncentrationer rundt om i verden.

George W. Bush beordrede i sine otte år som præsident 50 ikke-kamprelaterede droneangreb, altså droneangreb, som ikke skulle støtte styrker på jorden, men var direkte rettet mod personer på USA’s terrorlister.

Til sammenligning har Obama beordret 350 ikke-kamprelaterede droneangreb. Det er syv gange så mange som under Bush.

Selve antallet af droner er også eksploderet enormt siden 11.september 2001. På daværende tidspunkt rådede USA, ifølge en nyligt udgivet rapport fra Council on Foreign Relations, over cirka 50 droner. Ifølge samme rapport er dette tal nu steget til over 7.500. Det vurderes, at cirka fem procent af dem kan udstyres med våben. De resterende droner er overvågningsdroner af meget varierende størrelse og rækkevidde.

De primære indsatsområder for droner i øjeblikket er Afghanistan, Pakistan, Somalia og Yemen. Ifølge hjemmesiden longwarjournal.com har USA siden 2002 haft et hemmeligt program kørende i Yemen, hvor man har jagtet al-Qaeda terrorister. Alene i løbet af januar har USA gennemført to droneangreb i Yemen og dræbt 11 medlemmer af Al-Qaeda. Antallet af angreb i Pakistan er på syv med 30 dræbte Taleban eller Al-Qaeda medlemmer til følge.

Topstyret proces
Obama står personligt for den sidste godkendelse, inden der kan foretages droneangreb i Yemen, Somalia, Afghanistan eller Pakistan. Det betyder, at Obama personligt godkender cirka en tredjedel af alle droneangreb.

Når potentielle mål er udvalgt og analyseret i enten Pentagon eller CIA, bliver de sendt videre til det Hvide Hus, hvor Obama, tidligere i samråd med sin daværende anti-terror rådgiver John Brennan, beslutter, hvorvidt operationerne skal udføres eller ej. Brennan har været kendt som Obamas ‘Drone Czar,’ da han helt klart har været drivkraften bag administrationens brug af droner. Der vil formentlig ikke ske nogen ændringer i samarbejdet mellem Obama og Brennan, efter at Brennan nu er nomineret til posten som chef for CIA.

Mange har kritiseret denne tætte kontrol, som Obama og Brennan har haft med udvælgelsen af mål. Kritikerne ser det som problematisk, at kontrollen over dronerne ligger hos få enkeltpersoner. Det bliver anset som en trussel mod den demokratiske kontrol, som der bør være ved anvendelsen af amerikansk våbenmagt.

Juridiske udfordringer
Til trods for hvor fantastisk et redskab droner er for Obama og hans ønske om en mere tilbageholdende forsvars- og udenrigspolitik, så er der juridiske problemstillinger ved droneangreb, som Obama administrationen bliver nødt til at forholde sig til.

En af de helt store problemstillinger hænger sammen med et af de mest kontroversielle droneangreb fra september 2011. Præsident Obama beordrede, at Anwar al-Awlaki skulle være næste mål for et droneangreb. Hans navn optrådte på den liste, som eksisterer over potentielle mål, som løbende opdateres af det amerikanske efterretningsvæsen. To uger efter angrebet på al-Awlaki blev dennes søn, Abdulrahman, dræbt i endnu et droneangreb. Det kontroversielle ved disse angreb er, at både al-Awlaki og Abdulrahman var amerikanske statsborgere.

Angrebene har ført til et sagsanlæg fra American Civil Liberties Union (ACLU) og Center for Constitutional Rights (CCR) på vegne af al-Awlakis far. Sagsanlægget er baseret på, at man mener det strider mod den amerikanske forfatning at henrette amerikanske statsborgere uden forudgående rettergang.

Et andet juridisk problem, som Obama administrationen må tage meget seriøst, er spørgsmålet om civile tab. Siden 2006 anslås det, at 153 civile har mistet livet i droneangreb i Pakistan og 82 i Yemen. Disse tal er svære at få bekræftet, da det ofte er i øde områder, angrebene finder sted. Derudover er det svært at få fastsat antallet af civile tab, fordi USA ikke definerer mænd i våbenfør alder som civile, hvis de befinder sig i nærheden af et bombemål. Dette er selvfølgelig en problematisk måde at opgøre civile tab på, og USA’s droneprogrammer er også blevet genstand for en FN undersøgelseskomite, som skal rapportere til FN’s Sikkerhedsråd i slutningen af 2013. Specifikt er det 25 angreb i Pakistan, Afghanistan, Yemen, de Palæstinensiske territorier og Somalia, der skal undersøges.

Tveægget sværd
Droner er altså et nyttigt redskab for Obama administrationen i dens kamp mod international terrorisme. De er en effektiv måde for USA at undgå at skulle engagere tusinder af ‘boots on the ground’ for at bekæmpe terrornetværk rundt om i verden.
På den anden side kan problemstillingerne om angreb på amerikanske statsborgere og civile tab føre til fordømmelse såvel internationalt som nationalt.

På trods af disse udfordringer vil droner højst sandsynligt være et markant værktøj i den anden Obama administrations sikkerhedspolitik, samtidig med at den søger at stabilisere USA’s økonomi og derfor søger et minimum af internationalt militært engagement.

Efter ti års krig er USA ikke særlig villig til at bruge sit forsvar til længerevarende stabiliseringsoperationer, som dem vi har set i Irak og Afghanistan. Men det betyder ikke, at USA ikke vil anvende militær magt til at varetage sine interesser.

Den udenrigspolitik, som man må forvente at se i Obamas anden præsidentperiode, vil være præget af en realistisk tilgang til internationale brændpunkter. Som Obama udtalte i et interview med hjemmesiden newrepublic.com:
And what I have to constantly wrestle with is where and when can the United States intervene or act in ways that advance our national interest, advance our security, and speak to our highest ideals and sense of common humanity.
En overskyggede faktor, som Obama altså har med i sine udenrigspolitiske overvejelser, er USA’s interesser, og først derefter søger han at sætte beslutningerne i forhold til de idealer, som USA ønsker at stå for. Hans valg af John Kerry som Udenrigsminister og Chuck Hagel som Forsvarsminister understreger denne realistiske tilgang til udenrigspolitik.

Libyen og Mali
En ting er at have en teoretisk tilgang til udenrigspolitik. Noget helt andet er virkeligheden. Uforudsete begivenheder kan kuldsejle en udenrigspolitisk agenda og skubbe et land i en anden retning, end det var planlagt. Sådan skete det for George W. Bush og hans administration med terrorangrebene 11.september 2001.

Bush administrationen havde planlagt en udenrigspolitik, som skulle være mere tilbagetrukken, end Clinton-administrationens havde været, og snarere fokusere på Asien som en kommende modstander. Begivenhederne 11.september 2001 tvang imidlertid Bush administrationen til at fokusere anderledes, og det ledte til først krigen i Afghanistan og dernæst Irak.

Obama administrationen har ihærdigt forsøgt at holde sig ude af sådanne uforudsete regionale konflikter. Kampen mod Gadaffi-regimet i Libyen blev kun ledet af USA, indtil de europæiske allierede var klar til at tage over. Det førte til, at da den amerikansk ledede ‘Operation Odyssey Dawn’ blev til den NATO ledede ‘Operation Unified Protector,’ overgik det amerikanske engagement til primært at have logistisk og efterretningsmæssig karakter.

Libyen var første eksempel på, at Obama administrationen målrettet forsøger at undgå at blive involveret i konflikter, som potentielt set kan lede til længerevarende stabiliseringsoperationer som det var tilfældet i Irak og Afghanistan.

Det er samme mønster, vi ser i forhold til situationen i Mali. Her er Frankrig den ledende nation og USA har valgt at begrænse sit bidrag til logistik og efterretning, som det skete i Libyen.

Der er to overordnede årsager til, at Obama administrationen forsøger at undgå for store engagementer i disse operationer.
For det første har USA ikke de finansielle midler, der skal til for at holde længerevarende stabiliseringsoperationer kørende. Her er det altså indenrigspolitiske faktorer, som spiller ind på den udenrigspolitiske agenda.
For det andet ønsker Obama administrationen at gennemføre dens planlagte fokus skifte til Asien (som før er diskuteret her på Kongressen.com), og det amerikanske forsvar kan simpelthen ikke bære endnu et stort engagement i længerevarende stabiliseringsoperationer, samtidig med gennemførelsen af fokusskiftet mod Asien.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen