Trump-administrationen har gennem længere tid lagt et tungt pres på Iran. Sanktionerne har presset iranerne, hvis greb i Mellemøsten nu er svækket efter årtier med fremgang. Spørgsmålet er, hvad det får af betydning for udviklingen i regionen den kommende tid?
Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com
I 2004 advarede den jordanske konge, Abdullah, at en ideologisk shia-halvmåne var ved at opstå i Mellemøsten, én som ville strække sig fra Beirut til den Persiske Golf. Siden da har der været en stor debat omkring Irans intentioner herom. De sunnimuslimske stater – heraf mange af USA’s allierede – ser denne halvmåne, som et iransk forsøg på at engagere masserne i regionen, opbygge et ideologisk bælte af sympatiske shiitiske regeringer og politiske fraktioner i Irak, Syrien, Libanon og den Persiske Golf, og for det tredje at udvide sin regionale rolle og magt.
Der var en tid, hvor det iranske budskab om at forsvare de undertrykte og straffe den korrupte ræsonnerede bredt i regionen. Men hvad der er tilbage, er kun et fjernt, falmende ekko af dette. Vi ser konsekvenserne i reaktionerne fra irakiske, libanesiske og nu iranske shia-demonstranter der er trætte af, at blive instrumentaliseret og ønsker et bedre liv nu. Siden slutningen af oktober har der i mange af de primært shiamuslimske lande været store uroligheder og adskillige mennesker er døde. Demonstrationerne i Irak og Libanon har fået Irans øverste leder, Ali Khamenei, til at beskylde ‘udenlandske elementer’ for at have tilskyndet protestbevægelsen. Teheran har dog adskillige instrumenter, den kan bruge til at forhindre radikale ændringer, herunder shia-militser, der er uddannet af den iranske revolutionsgarde. Imidlertid kan indsættelsen af disse militser føre til en eskalering af urolighederne, hvilket således yderligere miskrediterer Iran i den irakiske og libanesiske befolkning, inklusive shiaerne.
Iran står derfor over for en alvorlig trussel – ikke kun pga. amerikanske sanktioner, men også folkelig uro. Uger med masseprotester i Libanon og Irak har skabt en rasende befolkning mod det politiske etablissement, som de ser som korrupt. Opstanden har også set demonstranter åbent afvise den iranske indflydelse i deres landes politik.Dette har betydet, at Iran nu i stigende grad står overfor et stort problem på tværs af deres shiamuslimske-indflydelsesområder. Og der er en generel fornemmelse af, at Iran er fortvivlet over hvordan de skal reagere. Dette har svækket iransk indflydelse i regionen, men er denne udvikling til USA’s og Mellemøstens fordel?
Den folkelige opstand – en post-sekterisk fase i Mellemøsten
Protesterne har længe raset i Irak og Libanon og de har sendt to stærke budskaber. For det første er den gennemsnitlige borger træt af den korrupte herskende elite, der engagerer sig i alle mulige manøvrer for at forblive ved magten. I begge lande er regeringen blevet et roterende system med de samme ledere skiftevis i embedet. For det andet bryder protesterne den sekteriske opdeling, når medlemmer af alle sekter går sammen om at udfordre de etablerede partier. I både Libanon og Irak har protestbevægelserne ignoreret de sekteriske skillelinjer og skabt et glimt af håb om, at begge lande kan bevæge sig udover sekteriske kløfter.
I Libanon er det mest bemærkelsesværdige eksempel på denne udvikling, den udfordring Hizbollah står overfor, som er en politisk og militær organisation. I betragtning af Hizbollahs image som beskytter af shiaerne, var det indtil for nylig utænkeligt, at en udfordring til Hizbollahs position kunne opstå fra shia-samfundet. Men udfordringen er ikke begrænset til Hizbollah. Den sunnimuslimske premierminister, Saad Hariri, har også mistet tilliden til sine sunnimuslimske vælgere og er blevet tvunget til at trække sig. Den maronitiske præsident, Michel Aoun, er også under pres fra sin kristne valgkreds.
I Irak er protesterne udtryk for utilfredshed med den politiske ledelse og den udbredte mangel på muligheder. Demonstranterne har identificeret reelle problemer med den herskende elite, herunder korruption, manglende økonomiske muligheder og loyalitet over for deres sekt frem for loyalitet over for landet. Og de har anerkendt Irans rolle i at forværre mange af disse udfordringer, herunder ved at manipulere irakisk suverænitet og tilskynde sekterisme. Demonstranterne har således råbt: “Out, Out Iran, Baghdad Remains Free”. I årene efter Saddam har man nemlig i Irak set et Iran, som har invaderet næsten alle aspekter af irakisk regeringsførelse. Siden USA fjernede Saddam, og især siden tilbagetrækningen af amerikanske styrker fra Irak i 2011, har Iran konsolideret sin magt i Irak. Irans rolle som overherre har også skabt stor utilfredshed hos de irakiske demonstranter – ligesom det har gjort i Libanon, hvor en af Irans vigtigste udenrigspolitiske proxies, Hizbollah, spiller en dominerende rolle i landets anliggender. Nogle af de største og mest voldsomme demonstrationer mod den irakiske regering, og mod Iran, har fundet sted i de shia-dominerede byer.
I både Beirut og Baghdad ser det altså ud til, at demonstranterne har krydset et point of no return; de har mere at tabe ved at forlade gaderne end ved at blive der. Det er dog uklart, om protestbevægelserne på grund af deres spontane karakter kan give levedygtige og sammenhængende alternativer til Libanon og Irak. Der er en mulighed for, at et eller begge af disse lande kan bryde ud i anarki, hvis de nuværende magtstrukturer smuldrer og alternative strukturer ikke er i stand til at skabe sikkerhed. Irak og Libanon ser således ud til, at være i centrum af vidtrækkende politiske ændringer, men det er stadig for tidligt at forudsige det endelige resultat. Hvis protestbevægelserne lykkes, kan de indlede begyndelsen på en ikke-sekterisk fase. Hvis de mislykkes, vil regionen fortsat være tynget af de samme sekteriske strømninger, som den har været fanget i de sidste årtier.
Er protesterne godt nyt for Trump?
Der er også en international vinkel på denne regionale udvikling. Man kan f.eks. anskue disse begivenheder gennem en enkelt linse: Magtkampen mellem USA og Iran i Mellemøsten. Både venner og fjender har set de sidste årtiers udvikling som en uvurderlig strategisk gevinst for Iran, både i forhold til deres fremstød mod Israel og indflydelse i den arabiske verden. Tidligere på året havde Iran således et solidt greb om magten i fire hovedstæder uden for Teheran. Men protesterne i Irak og Libanon kan have været med til, at styrke effekten af Trumps ’maximum-pressure’-strategi.Hvis omvæltningerne i Libanon og Irak lykkes med at vælte regimerne og svække de etablerede politiske partierog de traditionelle sektbaserede ledelser, vil Iran være den største eksterne taber. Teheran har investeret meget i opbygningen af Hizbollah i Libanon og adskillige shia-partier i Irak. Iran har også været med til at oprette shia-militser i Irak, der har handlet til støtte for iranske mål i Irak og Syrien.
Så hvis disse regeringer bryder sammen, vil Iran miste årtiers økonomiske, politiske og militære investeringer, der har gjort Iran til en af Mellemøstens største kræfter.Hvis Hizbollah mister troværdighed blandt shia-befolkningen, mister Iran meget af sin indflydelse i Libanon, som er en vigtig brik, både i forhold til at konfrontere Israel og for at yde støtte til Assad-regimet i Syrien.Derudover er opfattelsen i Teheran, at Irak er vigtig for Irans sikkerhed. Dette skal ses i lyset af den blodige krig mellem Iran og Irak i 1980-88. Iran har derfor ikke råd til at have en regering ved magten i Bagdad, som ikke er pro-Iran. Det som også er meget bekymrende for Teheran, er, at der nu er mange, inklusive indflydelsesrige shiaer, der kræver, at det irakiske regime kommer ud af Irans skygge, og at Irans indflydelse bliver begrænset.
Men er alt så godt for USA? Ganske vist har Trump-administrationen udformet meget af sin regionale politik omkring at begrænse Iran, og i den henseende synes protesterne at supplere Trumps ’maximum-pressure’-strategi. Men det er ikke ensbetydende med at denne udvikling kun er godt nyt for USA. Der er nemlig intet der tyder på, at den næste regering i Irak vil være tættere på USA end Iran. Den fremtrædende shiitiske storayatollah, Ayatollah Ali al-Sistani, har således advarede de irakiske demonstranter mod at blive en arena for internationale og regionale aktører – altså Iran og USA. Demonstranterne i Irak er i stedet for drevet af irakisk nationalisme. Og en af de vigtigste spillere, der forsøger at udnytte sådanne følelser, er den irakiske nationalist, Muqtada al-Sadr. Den irakiske nationalisme er generelt ikke forbundet med en positiv historie i Mellemøsten. Faktisk var det en vigtig drivkraft bag den irakiske beslutning om at invadere Iran i 1980. Og nu hvor den irakiske premierminister, Abdul Mahdi, har trukket sig fra magten, kan Sadr måske komme i spil som efterfølger.
Trumps beslutning om at forlade atomaftalen, og underskrive sanktioner mod Teheran, er begyndt at kunne mærkes. Selvom der har været tvivl om, hvorvidt disse sanktioner alene ville være nok, især set i lyset af Irans aggressioner hen over sommeren, så kan man nu se, at Iran bliver presset politisk og økonomisk. Givetvis er Teherans beregninger ikke udelukkende baseret på økonomiske variabler, men snarere fokuseret på at beskytte Den Islamiske Republik, men det er her protesterne udgør en mere farlig udfordring for det iranske regime. Udover at opleve et stort økonomisk pres, oplever Iran også, at de pro-iranske regeringer rundt omkring i Mellemøsten vakler. Disse forhold betyder, at Iran potentielt kan blive så presset, at Irans indflydelse bliver stærkt begrænset regionalt. Tilsammen skaber denne udvikling derfor et pres på iransk regimesikkerhed, som på sigt kan være til USA’s fordel. På kort sigt er Trumps ’maximum-pressure’-strategi dog ikke uden problemer. Ulempen for USA med den nuværende udvikling er, at den er med til at skabe større regional ustabilitet og usikkerhed blandt USA’s regionale partnere, hvilket har resulteret i et tab af USA’s troværdighed i Europa og Mellemøsten.
