Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Er Tyskland og USA stadigvæk ”Wunderbar together”?

Året 1989 står for mange som et ‘håbets år’, der markerede afslutningen på den Kolde Krig og genforeningen af øst og vest. Det mest håndgribelige symbol på denne genforening fejres i weekenden i Berlin, hvor d. 9. november markerer 30-årsdagen for Berlinmurens fald. USA har haft afgørende betydning for Tyskland både før og efter Berlinmurens fald, men samarbejdet knager i disse år. Politiske forskelle og uenigheder i det tysk-amerikanske forhold er ikke noget nyt, men Donald Trumps indtræden i Det Hvide Hus har været en svær pille at sluge i Berlin, og de to landes forhold er blevet betydeligt dårligere i løbet af de sidste tre år.

Af Martin Brochstedt Olsen, Europa-analytiker, Kongressen.com

Weekendens fejring af 30-året for Berlinmurens fald bliver utvivlsomt en fornøjelig affære med fejring af demokratiet, frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og den Kolde Krigs afslutning. Men Tyskland og USA bør benytte den glædelige anledning til at kigge indad og gøre status på de to landes indbyrdes forhold. Et forhold der i øjeblikket mere end noget andet er præget af uoverensstemmelser og uenigheder på en lang række punkter. Den udvikling har været længe undervejs, men er accelereret betydeligt under Donald Trump.

Allerede få måneder efter annonceringen af sit præsidentkandidatur var Donald Trump ude med riven efter Angela Merkel. Med reference til Merkels håndtering af flygtningekrisen, udtalte Trump: ”I always thought Merkel was like this great leader. What she’s done in Germany is insane. It is insane.” Efter Donald Trumps valgsejr valgte Merkel den traditionelle diplomatiske tilgang, da hun i sit lykønskningsbrev til ham skrev at USA er Tysklands vigtigste allierede udenfor EU, og at Tyskland og USA er forbundet af et stærkt bånd af fælles værdier. På det grundlag, skrev Merkel, håbede hun på et fortsat tæt samarbejde mellem de to lande – også personligt. Angela Merkel har haft gode personlige relationer til Donald Trumps forgængere George W. Bush og især Barack Obama til trods for politiske uoverensstemmelser, men den personlige relation mellem Donald Trump og Angela Merkel har aldrig rigtig fungeret. Således var deres første møde i Det Hvide Hus blev da også en tåkrummende affære, hvor et manglende håndtryk efterfølgende stjal overskrifterne.

Den ringe personlige relation mellem de to statsledere er er godt pejlemærke på det aktuelle tysk-amerikanske forhold, som er domineret af konflikter og uoverensstemmelser på en lang række områder bl.a. Tysklands lave forsvarsbudget, Nord Stream 2-projektet, de to landes forskellige syn på håndteringen af Kina, handelspolitik, Huawei, Iran-aftalen og Paris-aftalen.

Desuden præges forholdet i disse år af landenes meget forskellige syn på internationalt samarbejde, hvor Trumps ”America First” og ”Make America Great Again” har vist sig svært forenelig med det multilaterale samarbejde, som er en hjørnesten i tysk udenrigspolitik. Denne grundlæggende forskel i opfattelsen af internationalt samarbejde gør det svært for USA og Tyskland at finde fælles fodslag. Samtidig er Donald Trumps impulsive og bombastiske tilgang til international politik svær at håndtere i Berlin, hvor man ynder at benytte sig af en mere traditionel tilgang præget af forudsigelighed og diplomati.

De nuværende udfordringer stikker dybere end Trump
Efter afslutningen på Anden Verdenskrig spillede USA en afgørende rolle for Vesttysklands demokratiske udvikling og økonomiske opsving. USA’s sikkerhedsgaranti i Vesteuropa og etableringen af en række internationale organisationer – også på amerikansk initiativ – skabte et fredeligt og politisk stabilt miljø, hvor Vesttyskland kunne fokusere sine kræfter på at udvikle sig økonomisk og politisk.

Og det lykkedes i en sådan grad, at kontrasten mellem den kapitalistiske Vesttyskland og det kommunistiske DDR blev tydelig for enhver – ikke mindst for borgerne i DDR, der i stadig større omfang flygtede til vest. Denne masseflugt stoppede dog i 1961, da Berlinmuren blev opført. Den stod i 28 år frem til 1989 og banede dermed vejen for genforeningen, som fandt sted i oktober 1990.

Ud af de fire allierede magter, der havde delt Tyskland mellem sig efter Anden Verdenskrig, var USA den eneste nation, der tydeligt tilkendegav sin støtte til Tysklands genforening. Frankrig og Storbritannien var på daværende tidspunkt skeptiske ved udsigten til et genforenet Tyskland i midten af Europa. Kravet fra USA’s side var dog, at et genforenet Tyskland skulle indlemmes i NATO, fordi man frygtede for konsekvenser af et neutralt Tyskland.  

I løbet af 1990’erne begyndte Tyskland at vise mere initiativ på forsvarsområdet bl.a. med bidrag til konflikten på Balkan. Ligeledes tog man del i den USA-ledede koalition i Afghanistan efter terrorangrebet d. 11. september, mens man til gengæld afstod fra at deltage i Irakkrigen i 2003 og dermed afveg fra den amerikanske linje.

Guantanamo-fængslet har været et andet kritikpunkt fra tysk side, men under Barack Obama led tilliden det alvorligste knæk, da det kom frem at NSA igennem flere år havde aflyttet tyske politikere og højtstående embedsmænd, og at tyske efterretningsofficerer havde spioneret på vegne af USA. Overvågning, aflytning og spionage er i sig selv ømtålelige emner i Tyskland, hvor det for mange frembringer triste minder om en dunkel fortid, men når det så samtidig sker på initiativ fra en nær allieret, rammer det endnu hårdere.

Edward Snowdens afsløringer af USA’s omfattende overvågnings- og aflytningsaktiviteter har heller ikke bidraget til at sætte USA i et bedre lys blandt tyskerne. Mens store dele af det amerikanske statsapparat har kritiseret Snowden og hans afsløringer i skarpe vendinger, ses han af mange tyskere som lidt af en helt. Eksempelvis har flere tyske politikere foreslået at invitere ham til Berlin, mens universitet i Rostock har diskuteret muligheden for at give ham en doktorgrad.   

Det tysk-amerikanske forhold har altså været udfordret tidligere, men der er ingen tvivl om, at udviklingen er accelereret til det værre i løbet af Trumps præsidentperiode. Det skyldes især to forhold: Den personlige relation mellem Donald Trump og Angela Merkel – to enormt forskellige persontyper – har ikke gjort noget godt for de to landes relation. Tidligere har man kunnet inddæmme politiske uoverensstemmelser i velfungerende personlige relationer, men det er ikke tilfældet i øjeblikket. Den største udfordring for det tysk-amerikanske forhold er dog formentlig det faktum at de to lande i øjeblikket har to fundamentalt forskellige verdenssyn. I Tyskland bygger udenrigspolitikken på et fundament af multilateralt samarbejde, internationale aftaler og diplomati. I USA med Donald Trump ved roret er udenrigspolitikken rodfæstet i en ”America First” og ”Make America Great Again”- tilgang præget af unilateralisme og med en meget begrænset lyst til at indgå kompromisser. Disse to forhold gør det særdeles svært at sikre et velfungerende samarbejde.

På trods af det aktuelle forhold mellem Tyskland og USA, står Berlinmurens fald fortsat som en af de vigtigste begivenheder i moderne verdenshistorie. Murens fald er i dag det mest mest håndgribelige symbol på den Kolde Krigs afslutning og dermed starten på genforeningen af øst og vest. Det håb og den glæde, der spredte sig gennem Europa i 1989 og som kulminerede d. 9. november 1989, bør naturligvis fejres. 30-årsdagen for Berlinmurens fald bør tjene som inspiration, men anledningen bør samtidig bruges til kritisk refleksion i Berlin og Washington af det tysk-amerikanske forhold.

Læs også

Langvarigt primærdrama venter for Demokraterne

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s nyeste hangarskib plaget af problemer

Philip Chr. Ulrich

Begyndelsen på slutningen for USA i Mellemøsten?

Kongressen

Kampen om Atlanten er i gang igen

Philip Chr. Ulrich

Twitters politiske annonceforbud har næppe den store effekt

Katrine Villarreal Villumsen

Kongressen.com og Heartbeats præsenterer ‘POTUS’

Kongressen