Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Ét tweet har ødelagt forholdet mellem NBA og Kina

Et enkelt tweet i starten af oktober truer i øjeblikket NBA’s fremtid i Kina. Millarder af kroner, NBA’s kvalitet og et over 40 år gammelt forhold  står på spil. I artiklen her kan du få overblikket over konflikten, hvad der forårsagede den, betydningen for ligaen, og hvad det seneste nye er i konflikten.

Problematikken startede tidligere i oktober da Houston Rockets General Manager Daryl Morey på Twitter udtrykte sympati og støtte til Hong Kongs demonstranter efter de voldelige episoder i Kina, hvor blandet andet en 14-årig dreng blev skudt i benet.

Tweetet som har givet genlyd i hele verden, har været anledning til en af de største problematikker i NBA i mange år.

Her er hvordan problemstillingen har udfoldet sig:

Fredag den 4. oktober – ”Kæmp for frihed, stå med Hong Kong”

“Kæmp for frihed, stå med Hong Kong”, skrev Houston Rockets General Manager, Daryl Morey, på twitter den 4. oktober 2019.

Tweetet blev affødt af de voldelige demonstrationer i Hong Kong, og selvom de knap 35 tegn ikke fik lov at stå mere end et par timer, inden Morey slettede tweetet igen, så var det nok til at starte hele konflikten mellem NBA og Kina.


Man kan dog også forestille sig, at Morey har fået en ting eller to at vide af resten af Rockets-organisationen, for blot få timer efter  tweetede ejeren af Houston Rockets:


Efter de to tweets så kunne Rockets blot krydse både arme og ben, og håbe på, at der ikke ville komme nogle problemer ud af det – men sådan gik det ikke.


Søndag den 6. oktober – Kinas reaktion:
To dage efter Moreys tweet, reagerede det Kinesiske Baskbetball forbund. De meldte ud, at de ville indstille alt samarbejde med Houston Rockets, som ellers betragtes som Kinas hold. 

Udover det opfordrede Kinas generalkonsulat i Houston til, at organisationen skulle ”opklare og øjeblikkeligt rette sin fejl.”

CCTV 5, Kinas statslige tv-station annoncerede også, at stationen ville standse alle udsendelser af Houston Rockets’ begivenheder på tv, og det er et fald i seertal, som er til at tage og føle på – sidste sæson så mere end 600 millioner mennesker NBA på det kinesiske tv-netværk.

Også Tencent Sports (en kæmpe streaming-tjeneste i Kina) meldte ud, at de ville standse live-streamingen af alle Rockets kampe samtidig med, at de ville stoppe med at rapportere nyheder om holdet, og igen er det vigtigt at give kontekst til, hvad det kan betyde for et holdets kommercielle værdi i Kina.

Det estimeres ifølge Tencent selv, at næsten 500 millioner mennesker i Kina, så NBA-kampe og NBA-relateret indhold på platformen i løbet af sæsonen 2017/2018.

Mandag den 7. oktober – NBA’s svar vækker enorm opsigt og raseri:
Mandag den 7. oktober trådte NBA ind i den ulmende konflikt, hvor de prøvede at gyde olie på vandene. De trådte noget skævt ind i debatten, da de skrev i et pressemeddelelse:

”NBA anerkender, at Moreys synspunkter har fornærmet mange af vores venner og fans i Kina dybt, hvilket er beklageligt,” skriver NBA og fortsætter: 

”Mens Daryl har gjort det klart, at hans tweet ikke repræsenterer Rockets eller NBA, understøtter ligaens værdier enkeltpersoner, der uddanner sig og deler deres synspunkter om spørgsmål, der er vigtige for dem,” skriver NBA i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Vi har stor respekt for Kinas historie og kultur og håber, at sport og NBA kan bruges til at bygge bro mellem kulturelle kløfter og bringe folk sammen.” 

NBA’s noget vage svar affødte enorm kritik indlands, da svaret i ved første øjekast lader til, at have et ben i hver lejr – og det blev der reageret på fra flere prominente herre i USA:

“Det står klart, at NBA er mere interesseret i penge end menneskerettigheder,” sagde senator Rick Scott, mens den demokratiske præsidentkandidat Beto O’Rourke skrev om NBA’s svar: “Det er forkasteligt.”

Tirsdag den 8. oktober – NBA-kommissær Adam Silver trækker linjerne op:
Mandagens statement fra NBA faldt altså ikke i god jord. Hverken hos politikere, fans eller særlig mange andre.

Derfor afgav NBA-kommissær Adam Silver tirsdag d.8 oktober endnu et statement, hvor han ville ”opklare”, hvad der ikke var gjort tydeligt dagen før.


Silver sagde på en pressekonference (i Kina), at han ikke vil censurere spillere eller holdejere vedrørende Kina eller andre spørgsmål, idet han argumenterede for, at ligaen er motiveret af meget mere end penge, og ytringsfriheden skal være beskyttet:

“NBA vil ikke sætte sig selv i en position hvor ligaen regulerer, hvad spillere, ansatte og holdejere siger eller ikke siger,” sagde Adam Silver og fortsatte:

“Vi ville simpelthen ikke kunne operere på den måde,” sagde Adam Silver. 

Ligaens første reaktion blev kritiseret af både fans, menige amerikanere og ikke mindst prominente politikere for at gå på kompromis med NBA’s principper, men den 8. oktober gjorde Silver det altså ekstremt tydeligt for enhver, hvor ligaens støtte lå:

”Jeg ved, at der er konsekvenser af ytringsfriheden; vi bliver nødt til at leve med disse konsekvenser,” sagde Silver og fortsatte: 

“For dem, der sætter spørgsmålstegn ved vores motivation, handler dette om langt mere end at vokse vores forretning,” tilføjede han.

Massiv utilfredshed fra Kina – tv-station hiver stikket.
Adam Silvers klare udmelding gav næsten et endnu større skælv end det første – denne gang i Kina.

For blot kort tid efter Silvers udmelding svarede den statsstøttede tv-station CCTV at tv-stationen ”øjeblikkeligt ville standse udsendelserne” af alle pre-season kampe i Kina samtidig med, at de udtrykte sin ”store utilfredshed” med Silvers statement vedrørende Moreys tweet:
”Vi udtrykker vores stærke utilfredshed og modstand overfor Silvers erklærede støtte for Moreys ret til ytringsfrihed”, skriver CCTV i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Vi mener, at alle bemærkninger, der udfordrer national suverænitet og social stabilitet, ikke hører til kategorien fri ytring.”

“Vi vil også straks undersøge alt andet samarbejde og udveksling med NBA,” skrev CCTV.

Tencent meldte også ud, at streaming-tjenesten ikke ville vise de to planlagte preseason-kampe som samme dag skulle spilles i Kina. 

Onsdag den 9. oktober – Alle 11 kinesiske partnere suspenderer samarbejdet med NBA:

Den 9.oktober, dagen efter CCTV annoncerede, at de ikke ville vise NBA’s kampe på stationen, fulgte samtlige af NBA’s 11 partnere trop.

Alle 11 af NBA’s officielle kinesiske partnere suspenderede da alle bånd til ligaen.

ifølge CNN Business skrev Kinas største online rejsebureau CTrip følgende i en pressemeddelse:

”Vi har droppet alle NBA-relaterede billetter og rejseprodukter.”

Udover rejsebureauet skrev Mengniu Dairy (et af landets største mælkeproducenter), at de lovede, at de ville suspendere “alt kommercielt samarbejde med NBA.”

Konsekvens og betydning

Så hvad betyder alt dette? Hvorfor er konflikten og betydningen af den så stor? Er det blot to landes værdier, som er kommet på tværs af hinanden, og hvorfor skal NBA-fans gå op i konflikten?

De åbenlyse konsekvenser for NBA vil være at virksomheden, som NBA først og fremmest er, kan miste enorme summer af penge:

Ifølge Statista.com havde NBA i 2017/2018 sæsonen indtægter på 8 milliarder dollars, hvilket svarer til 54 milliarder kroner.

Ifølge David Carter, administrerende direktør hos USC Sports Business Institute, stod Kina i 2017/2018 sæsonen for hele 10% af den samlede indtægt. Indtægterne fra Kina kom via, TV-aftaler, sponsoraftaler mm.

Hvert eneste år i NBA bliver der lagt et lønloft (hvor meget et hold max må give sine spillere i lønninger) for hvert eneste franchise.

Lønloftet er delvist bestemt af, hvor mange penge, der er i det ”økosystem” vi for metaforens betydning kalder NBA.

Jo flere penge NBA tjener, jo flere penge får hvert eneste hold i NBA, og jo højere bliver lønloftet.

Som direkte effekt af det, kan man betale højere lønninger, have flere løntunge spillere på holdet og på den måde udvikle spillet både kommercielt, men i den grad også sportsligt, og hvis man fjerne 10 procent  af den årlige indtægt, så betyder det naturligvis et drastisk fald i NBA’s kvalitet.

Den nuværende konflikt, og de konsekvenser det på blot omkring tre uger allerede har haft, giver allerede bekymringer hos Adam Silver og NBA.

“Jeg ved ikke, hvad der sker nu. Den finansielle konsekvens har allerede været og fortsætter måske med at være rimelig dramatisk,” siger Adam Silver til New York Times den 17.oktober.

Det estimeres af yderligere af David Carter, at Kina (hvis prognoserne før denne problemstilling holder), ville stå for hele 20 procent af NBA’s indtægter i 2030.

Fans kan blive ramt
En anden Konsekvens af konflikten, skulle der ikke komme en løsning på den,  kan også komme til at gå ud over NBA-fansene selv.

Hvis et led i NBA-økosystemet ikke hænger sammen, jamen så falder korthuset.

Hvis man fjerner 10 procent af NBA’s indtægter, så ville de penge skulle findes et andet sted.
Det vil kunne betyde, at man som franchise ikke ville kunne skrive de samme langtidskontrakter, at TV-rettigheder blev dyrere, at billetter blev dyrere osv.

Kort fortalt, så ville et brud mellem NBA og Kina i yderste konsekvens komme til at gå ud over forbrugeren – både ud fra et underholdnings synspunkt, men også økonomisk.

Torsdag den 24. oktober: Adam Silver fortæller hvad der sker lige nu:

Omkring to og en halv uge er gået siden Kinas reaktion på både tweetet og NBA’s pressemeddelelse og i mellemtiden har der været tipoff på NBA’s regulære sæson. Starten på sæsonen har dog ikke fået de to parter tættere på hinanden. Forholdet mellem NBA og Kina er mildest talt stadig ”shaky”.

NBA-kommissær Adam Silver var i går i studiet hos  ”Inside the NBA”, og her prøvede han på at opdatere alle på situationen:

”Det er uklart, hvor vi står lige nu. Det virker som om, at det er dag-til-dag. Vi er ikke tilbage på CCTV, men vi er tilbage på streaming-tjenesten Tencent,” sagde Adam Silver, der også kommenterede på det økonomiske aspekt, og hvilken betydning, det kommer til at have:

”Fra et økonomisk standpunkt? Det ved jeg ikke. Mit håb er, at vi kan komme over det. NBA spillede for første gang i Kina i 1979, så vi har et 40-år langt forhold med hinanden, og jeg tror på at basketball, og sport generelt, kan være en bro mellem USA og Kina,” sluttede Adam Silver.

Om NBA og Kina kan overkomme sine forskelligheder og vende tilbage til at udvikle forholdet og samarbejdet vil tiden vise – indtil videre pr. 25. oktober, er der dog ingen løsning på konflikten.

Anders Daugbjerg studerer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i Aarhus, hvor han skriver bachelor om det mulige opgør med den traditionelle idrætskultur i Danmark. Tilknyttet Kongressen.com som sportsskribent med fokus på NBA. Tlf. 27 51 80 03 
 Mail: Andersdaugbjerg@hotmail.com

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen