Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Exit Cruz

Tea Party-kongen Ted Cruz har trukket sig som præsidentkandidat efter endnu et nederlag. Dermed er vejen nu banet for Donald Trump som vinder af den republikanske primærvalgkamp

Så gik den ikke længere for Ted Cruz. Efter seks forsmædelige nederlag i New York for to uger siden og i de fem nordøst stater sidste tirsdag, var det meningen, at Indiana skulle levere Cruz´ comeback med en sejr. Men sådan blev det ikke. I stedet nedbrød Donald Trump effektivt Ted Cruz´ såkaldte firewall i Indiana og føjede endnu en sejr til regnskabet. Og sendte en gang for alle Ted Cruz´ præsidentdrømme anno 2016 hjem til Texas.

Historien om Ted Cruz er historien om en mand, hvis kandidatur aldrig har været omgivet af hverken optimisme eller begejstring. Tværtimod har det været historien om en kandidat, der er så forhadt i de politiske kredse, at det stort set har været umuligt at finde republikanske senatskolleger på Capitol Hill, der har haft lyst til at sige noget pænt om deres partifælle fra Houston.

Seneste eksempler i en lang række af angreb mod Cruz´ så vi i sidste uge, da den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, omtalte Ted Cruz som ´Lucifer in the flesh´, hvilket det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, Peter King, efterfølgende sagde, at han mente var en lidt unfair sammenligning, set ud fra Djævelens perspektiv. Samme King havde få dage forinden i ´Morning Joe´ udtalt at han hadede Ted Cruz og at han ville tage cyanid, hvis Cruz vandt nomineringen.

Den fare er så afblæst for King, nu hvor Cruz har trukket sig efter nederlaget i Indiana. Til gengæld skal King og resten af det republikanske parti, hvad end de vil det eller ej, for alvor begynde at vænne sig til tanken om, at partiets kandidat i efterårets dyst mod Hillary Clinton hedder Donald Trump. For med Cruz ude af ræset, er der kun John Kasich tilbage imod The Donald og det er mere end vanskeligt at forestille sig, hvordan den vellidte guvernør fra Ohio pludselig skal fremtrylle en mirakelkur, som vi få vælgerne til at flokkes om ham og søge væk fra Trump.

Hvad så nu for Ted Cruz? Han skal nok ikke forvente, at hans senatskolleger står parate med åbne arme og brede smil, når han vender tilbage til Capitol Hill. For gennem hele sin valgkamp, der nåede at vare lidt over et år, har Cruz tæsket løs på både Washington, det politiske system og sit eget parti. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, for det var omtrent samme måde, Cruz agerede, før han kastede sig ind i præsidentvalgkampen. Så Cruz vender tilbage til The Hill og kan så derfra overveje sit næste træk derfra. I første omgang skal han tage stilling til, hvis og i så fald hvordan han har lyst til at støtte Trump-kampagnen. Og på længere sigt skal han overveje om han vil give præsidentdrømmen et skud mere enten i 2020 eller 2024.

Med Cruz ude af det republikanske primærræs er vejen som sagt banet for at Donald Trump vinder den republikanske nominering. Et faktum, som selv RNC-formand Reince Priebus erkendte på Twitter i nat dansk tid, med opfordringen om at partiet nu samles om Trump. Om det så sker, er mere tvivlsomt. I hvert fald er det vanskeligt at se for sig, hvordan de moderate republikanere, der indædt har forsøgt at stoppe Trump og som til slut støttede Cruz af samme grund, pludselig skal blive grebet af lysten til at støtte Trump. Om de så vil undlade at stemme eller ligefrem stemme demokratisk i stedet, det er et af mange åbne spørgsmål.

Med Ted Cruz ude af den republikanske primærvalgkamp, tegner alt nu til at det amerikanske præsidentvalg anno 2016 bliver en dyst mellem Hillary Clinton og Donald Trump. Det kommer ikke til at gå stille for sig. Tværtimod.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen