Kongressen.com
Analyse

Finter og fadæser fra præsidenternes tv-debatter

I et valgår hvor fysiske møder mellem mennesker ikke har været noget, man har kunne tage for givet, kan de præsidentielle TV-debatter, hvor de to kandidater for første gang mødes ansigt til ansigt, vise sig som springfarlig underholdning og udstille både styrker og svagheder hos Donald Trump og Joe Biden.

Det er svært at forestille sig de to ældre herrer komme igennem så udfordrende en begivenhed uden at de på et eller andet tidspunkt taber bolden og siger noget forkert. Hvorvidt de kan finde ud af at levere et mindeværdigt comeback eller træder grundigt i spinaten vil afgøre, om de får en plads i rækken af andre historiske øjeblikke fra det præsidentielle debatformat, der har været med til at tegne den amerikanske valgcyklus igennem de sidste 60 år.

Kropssprog betyder noget – Bush v Gore

Selvom ordene vil være i centrum, så handler duellen på TV ligeså meget om det visuelle udtryk. Det har været en lektie siden den første TV-duel mellem Richard Nixon og John F. Kennedy i 1960, hvor selv sveden på Nixons overlæbe er blevet fremhævet efterfølgende. Et nyere eksempel på vigtigheden af at kontrollere ens kropssprog er debatterne mellem George W. Bush og Al Gore i 2000. Her blev Gore set som en dygtigere debattør, men hans forsøg på at dominere Bush fysisk på et tidspunkt i debatten blev af Bush mødt af så afslappet et nik med hovedet, at missionen mislykkedes og det i stedet var republikaneren, der fik et debatøjeblik, som kunne gentages af TV-kanalerne efterfølgende. På lydsiden gik det heller ikke godt for Gore, der undervejs i debatterne i 2000 kom til at sukke højlydt over Bushs udtalelser, hvilket ikke faldt i vælgernes smag. TV forstørrer alt, og kandidaterne skal kort sagt være meget bevidste om alt, hvad der kan aflæse omkring deres person under debatterne.

Under en TV-debat i 2000 afmonterer George W. Bush sin modstanders forsøg på at dominere scenen fysisk.

Nærkontakt til publikum – Clinton v Bush

Samme lektie kan siges at gøre sig gældende fra en debat i 1992. Dog var det denne gang en Bush, der måtte se sig placeret på skolebænken under debatten. Da George H. W. Bush af en afrikansk-amerikansk kvinde i publikum bliver spurgt, hvordan den daværende økonomiske krise har påvirket ham personligt, kan Bush ikke finde ud af at svare kvinden på en simpel og direkte måde. Han forsøger at få hende til at uddybe sit spørgsmål og svarer til sidst med et velforberedt svar om betydningen af en sund økonomi for alle amerikanere, men derved fokuserer han på det større billede frem for øjeblikket mellem spørgeren og den spurgte. I stedet sprang den yngre udfordrer Bill Clinton til med et følelsesladet svar, som forbandt ham i højere grad med kvinden i publikum og derved også med seerne, der så med.  

George H. W. Bush tjekker sit ur under debatten i 1992, men måske han hellere skulle have tjekket sin evne til at sætte sig i sit publikums sted. Hans svar til en bekymret vælger bliver belærende frem for forstående.

Overskud via humor – Reagan v Mondale

Publikums reaktion i salen på ens ord er altså vigtig, og noget af det mest effektive er hvis man kan få følelser frem i salen, som også kan mærkes af dem der ser med foran TVet derhjemme, som f.eks. et latterudbrud. Det lykkedes i den grad for Ronald Reagan i TV-debatten mellem ham selv og Walter Mondale i 1984. Før Donald Trump var Reagan den ældste kandidater, der havde vundet præsidentvalget. Og i 1984 blev vælgerne igen bedt om at stemme på den ældste kandidat til posten nogensinde. Reagan havde tidligere lavet sjov med dette faktum, som f.eks. med denne kommentar fra sin 73-års fødselsdag samme år: “Thomas Jefferson once said, ‘We should never judge a president by his age, only by his works.’ And ever since he told me that, I stopped worrying.” Samme tilgang til emnet benyttede Reagan også i debatten mod Mondale, hvor Reagan proklamerede med ærlighed i stemmen, at han ikke ville gøre alder til et emne under valget og derved udnytte sin modstanders ungdom og manglende erfaring. Selv den 56-årige Mondale måtte trække på smilebåndet over denne komiske fortolkning af situationen. 

Ronald Reagan får vendt sin svaghed som kandidat til en styrke via humor under en TV-debat i 1984 med Walter Mondale.

Vis, at du vil vinde – Romney v Obama

Det var i den anden debat mod Mondale, at Reagan leverede ovenstående bemærkning. Det gjorde han bl.a. på baggrund af en første runde mellem de to kandidater, der faldt ud til Mondales fordel pga. Reagans sløve tempo. Det er et forløb, der er set flere gange, når siddende præsidenter har indledt debatrunderne mod deres modstandere. De forliger sig lidt for meget på deres magtposition – mens udfordreren er mere sulten efter en sejr eller bare et ordentligt slag mod den præsidentielle aura, der hviler omkring indehaveren af posten. Det samme var tilfældet i den seneste udgave af dette scenarie i 2012, hvor Obama efter fire år som præsident stod overfor udfordreren Mitt Romney. 

Allerede fra start viste der sig en forskel på de to kandidaters energi og tilstedeværelse. Måske skyldtes det også, at Obama hellere ville have været et helt andet sted. Han forsøgte sig i hvert fald med en lidt påtaget hilsen til sin kone pga. deres bryllupsdag, mens Romney formåede at udnytte situationen til at levere en humoristisk kommentar, der ikke gik over stregen. Igennem det meste af debatten leverede Obama en søvngænger-præstation, hvor han f.eks. talte mere til værten end mod Romney, der fra sin side af debatscenen ikke havde problem med at se direkte på Obama, mens han talte kritisk om de sidste fire år. 

I deres første debat mod hinanden i 2012 påpegede både Obama og Romney, at aftenen også markerede ’The Obamas’ bryllupsdag – men det var Romney, der fik mest ud af denne markering i åbningsreplikkerne for debatten.  

Sprogbøffer er sjældent guld værd – for kandidaterne

Og så er der de berømte sprogbøffer, ”gaffes”, som måske ikke koster kandidaten valget på egen hånd, men de kan til gengæld sørge for at vedkommende kommer med på historiske lister over øjeblikke, der har defineret kandidaterne/præsidenternes tid i det nationale spotlys. Det gælder f.eks. Gerald Ford der i sin TV-debat med Jimmy Carter i 1976 udtalte ”at Sovjetunionen ikke havde en dominerende tilstedeværelse i Østeuropa”. Vicepræsidentkandidaten Dan Quayle ville nok ønske, at han ikke havde sammenlignet sig selv med John F. Kennedy i TV-debatten med Lloyd Bentsen i 1988, hvor Bentsen med iskold ro svarede igen med replikken: ” Senator, I served with Jack Kennedy. I knew Jack Kennedy. Jack Kennedy was a friend of mine. Senator, you’re no Jack Kennedy.” En tre-trins-raket og så et knockout, der er endt med at stå som det måske mest berømte øjeblik i Quayles politiske karriere. Selv de mest veltilrettelagte replikker kan for åben skærm vise sig at blive til fatale øjeblikke for kandidaterne.

Et af de mest berømte ”Mic Drop Moments” under en TV-debat fandt sted mellem vicepræsidentkandidaterne Dan Quayle og Lloyd Bentsen i 1988, hvor en sammenligning med John F. Kennedy går helt galt for Quayle.

Årets to kandidater vil uden tvivl være ligeså fokuseret på at få modstanderen på glatis som på deres egne kampagneløfter. De er begge kendt for sprogbøffer og for at miste deres besindelse, hvis en situation går dem imod. Med to debattører af denne type kan TV-duellerne dog også gå hen og blive nervepirrende begivenheder for resten af os, og ikke kun kandidaterne, der har ordet.

Se også Valgmandskollegiet, hvis du vil vide mere om de historiske valgkampe:

Læs også

Kampen Om Amerika – Demokraternes facade smuldrer

Kongressen

Grønland kan give Biden, hvad Trump ikke fik

Torsten Jansen

Demonstranter vil tage pengene fra politiet men Demokraterne tøver

Nina Emilie Bechmann

Stor stimuluspakke på vej

Otto Lykketoft

Cuomo-skandalen tager til i styrke

Anders Agner Pedersen

Link til MasterClass i aften

Kongressen