Kongressen.com
Litteratur

Fremragende Woodward spidder systemet igen

Den rutinerede Watergate-forfatter har rettet blikket på de økonomiske kontroverser i Washington D.C. Og det gør han godt

ANMELDELSE: Det er sjældent nogen dårlig oplevelse at læse en bog, Bob Woodward har forfattet. Tværtimod er det vanskeligt ikke at være imponeret over det høje niveau, den 69-årige journalist og forfatter gang på gang demonstrerer, når han sætter sig til tasterne. ’The Price of Politics’ er ingen undtagelse.

I de senere år af sit forfatterskab har Woodward primært beskæftiget sig med krige, senest i bogen ’Obama’s Wars’ om præsidentens håndtering af krigene i Irak og Afghanistan. Nøjagtig som han under George W. Bushs tid ved magten skrev i alt fire bøger samlet i serien ’Bush At War’ om Bush administrationen og krigen mod terror.

Kold luft på Capitol Hill
Den er en anden type af krig, Woodward denne gang har kastet sig over i sin nye bog ’The Price Of Politics’. Denne gang er det nemlig den politiske kamp mellem Demokraterne og Republikanerne gennem Obamas første periode som præsident, Woodward med vanlig sans for detalje minutiøst skildrer.
Man kunne tro, at 448 sider, om hvordan to partier med en præsident i midten diskuterer økonomisk politik, bliver lidt tørt i det lange løb, men det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod evner Woodward med sin dygtige evne for sceneskildring at få fortsat historien på en måde, så det fænger hele vejen igennem.
Det er samtidig også en til tider næsten grotesk historie, Woodward præsenterer læserne for i bogen. Det iskolde forhold, der hersker mellem Demokraterne og Republikanerne, kommer tydeligt til udtryk i bogen, og den nærmest kontraproduktive stemning, der har præget Capitol Hill især siden Demokraterne tabte flertallet i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget i 2010, gør at man som læser flere gange tager sig selv i at ryste på hovedet over situationen.

Det politiske maskinrum
På mange måder minder ’The Price of Politics’ om den første af de to bøger, Woodward i sin tid skrev om præsident Clinton, nemlig ’The Agenda’ fra 1994. Det er bestemt positivt. For selv om ’The Agenda’, modsat ‘The Price of Politics’ kun beskæftigede sig med Clintons første år ved magten, så tager begge bøger læserne med helt ind i det politiske maskinrum, hvor der bliver diskuteret og forhandlet økonomi på højeste plan. Derfor er det også en fornøjelse som læser, at man med Woodward som fortæller får en solid kombination af substans, analyse og sceneskildring så detaljeret, at det næsten minder om en reportage.

Woodward er stadig aktiv som journalist på Washington Post, hvor han for cirka 40 år siden sammen med Carl Bernstein skrev de mange artikler om Watergate, der til sidst var med til at gøre en ende på Richard Nixons tid i Det Hvide Hus. Et forløb, Woodward og Bernstein skildrede i bøgerne ’All The President’s Men’ og ’The Final Days’. Siden hen er det blevet til yderligere 15 bøger. Og efter at have læst ’The Price of Politics’, må man lette på hatten for Woodward og håbe, at han har flere bøger i ærmet de kommende år.

Titel: The Price of Politics
Forfatter: Bob Woodward

Læs også

Amerikansk litteratur under juletræet

Anders Agner Pedersen

“Forholdet til USA er mere komplekst end det opfattes”

Anders Agner Pedersen

Amerikanske anbefalinger til årets BogForum

Kongressen

Fremragende biografi om ‘glemt’ dansker i amerikansk historie

Håbets præsident

Anders Agner Pedersen

‘Obama – Håbets Præsident’ på gaden den 17. januar

Kongressen