Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Har USA helt glemt Libyen?

Libyen er gået i glemmebogen i USA. Selvom borgerkrigen er blevet intensiveret det sidste halve års tid, så har konflikten været overskygget af mere presserende problemer i regionen for USA. Samtidig er der ikke nogen klare amerikanske interesser på spil i Libyen udover den generelle bekæmpelse af terror. Mere fremtidig amerikansk involvering i Libyen er derfor usandsynlig. Men med en ny sikkerhedsrådgiver i det Hvide Hus kan man kun håbe, at USA igen får øjnene op for Libyen.   

Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com

Over de sidst mange år har den amerikanske opmærksomhed på krisen i Libyen været forsvindende lille. Ikke nok med at Trump har gjort det klart, at USA skal ud af de mellemøstlige krige, så anser Trump også Libyen som en af Obamas fejltagelser. Derudover har emner som krigen i Syrien, kampen mod Islamisk stat, Saudi Arabiens mord på Khashoggi, atomaftalen med Iran og iransk aggression i Hormuz alt sammen overskygget konflikten i Libyen.

Tyskland har derfor været nødt til at træde til. Senere i oktober/november afholdes fredsforhandlinger i Tyskland mellem de stridende parter. Men hvor USA har tabt ansigt i Syrien, så er Libyen stadig et uafsluttet kapitel. USA kan derfor stadig nå at påvirke udfaldet og gøre en forskel, både i Libyen og for det amerikanske omdømme i Mellemøsten. Men ikke meget tyder på, at det kommer til at ske.

Libyen – et splittet land
Libyen er stadig et land ramt af kaos og krig. Libyen har i lang tid været en geopolitisk slagmark, hvor internationale aktører har en finger med i spillet. Der gives våben og luftstøtte til ens fortrukne parter i konflikten. Man kan således tale om Libyen som en Syrien-lignende stedfortræderkrig, hvor mange udenlandske aktører er på spil, dog mindre i omfang og intensitet.

Tilbage i 2011 banede præsident Obama vejen for en NATO-intervention i Libyen. I dag er Libyen fortsat plaget af konflikter. Landet har været udsat for en række politiske kriser siden Gaddafis fald. Siden 2014 har Libyen været delt mellem forskellige fraktioner og ramt at borgerkrig. I 2015 etablerede man en regering i Tripoli igennem en international anerkendt proces. Regeringen i Tripoli er kendt som Government of National Accord (GNA) med Fayez al-Sarraj, som premierminister. Men i 2016 opstod der uenighed mellem regeringen i Tripoli og parlamentet i Tobruk, i det østlige Libyen. Parlamentet i Tobruk, Libyan House of Representatives (LNA), blev til en rivaliserende regering. Libyen har derfor siden dengang været splittet mellem regeringen i vest og øst.

I april oplevede Libyens stabilitet igen et tilbageskridt. General Khalifa Haftar påbegyndte nemlig en offensiv ved navn ”Operation Flood of Dignity” mod regeringen i Tripoli. Hafter bliver af nogle opfattet som en autokratisk strongman. Udover at Haftar repræsenterer den rivaliserende regering i Tobruk, så får han støtte af Rusland, Egypten, Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Frankrig. Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, er blevet beskyldt for ikke at se Haftar som en autokrat, men som et bolværk mod politisk islam. Frankrig anklages dog for at spille på begge sider i konflikten. Haftar har bl.a. tiltrukket sig støtte på grund af hans bekæmpelse af jihadistiske og islamiske grupperinger i Libyen, herunder det Muslimske Broderskab.

På den anden side støttes Fayez al-Sarraj og GNA af Qatar og Tyrkiet. Tyrkiet leverer militærudstyr og Qatar leverer penge. Der spekuleres omkring hvorfor Qatar og Tyrkiet støtter GNA, men en af forklaringer kan være deres ideologiske forbindelse til elementerne af det Muslimske Broderskab i GNA. Det kan dog også ses som en kamp mod deres mellemøstlige rivaler, Egypten og Golfstaterne.

Fælles for begge sider af konflikten er, at de regionale magter som støtter henholdsvis Haftar og al-Sarraj har været uforsonlige de seneste måneder. Nu, efter 6 måneder med krig, presses der på for nye fredsforhandlinger. Disse skal efter planen finde sted i oktober eller november i Tyskland. Tyskland anses som upartisk i konflikten, modsat Frankrig og Italien.

Der er uden tvivl mange interesser på spil for de udenlandske aktører i Libyen. Men en af de mere officielle forklaringer på deres involvering er, at man frygter at Islamisk Stat (IS) og andre salafistiske grupperinger igen har muligheden for at genvinde fodfæste i Libyen. I takt med at Libyen har været tiltagende ustabil henover 2019, har der været spekulationer omkring mere IS-tilstedeværelse.

Tvivl om den amerikanske kurs
Bekæmpelse af terror er fortsat på amerikanernes prioritetsliste. Af den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi fremgår kampen mod jihadister som: ”… the most dangerous terrorist threat to the Nation.”. USA har derfor inden for den sidste måneds tid også udført luftangreb i Libyen mod IS. Dette virker dog til at være det eneste mål for amerikanerne i Libyen. Tidligere har Trump også givet udtryk for, at hans eneste interesse i Libyen er terrorbekæmpelse.

Problemet er dog den amerikanske tvetydighed i deres støtte. Trump-administrationen har sendt forvirrende udmeldinger. Tilbage i april gav Trump i en telefonsamtale udtryk for sin støtte til Haftar. Dette skete angiveligt på anmodning fra Trumps daværende nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton. Men hvis terrorbekæmpelse er Trumps eneste mål i Libyen, er det også nemt at forstå, at Trump er fristet til at støtte Haftar. Haftar bliver nemlig fremstillet som manden der kan bekæmpe de islamiske grupperinger af USA’s arabiske allierede.

Men dette er til trods for at GNA-regeringen i Tripoli stadig er officielt anerkendt af USA. Embedsfolk i det amerikanske stats- og forsvarsdepartement har konsekvent udtrykt støtte til GNA. Sidenhen har Trump-administrationen dog også givet Haftar en kold skulder. Angiveligt skal telefonsamtalen derfor ikke ses som et skift i den amerikanske kurs over for Libyen.

Men selvom Trump tilsyneladende kun har få interesser i Libyen, så er Libyen stadig strategisk vigtig. Krig og uroligheder i Libyen åbner både op for flere migranter til Europa og udsigten til Syrien-lignede tilstande, hvilket kan være en potentiel ny sikker havn for IS-tilhængere. Dermed er det også en sikkerhedspolitisk trussel for USA.

Udsigterne for amerikansk involvering
Libyen er blevet mere kompliceret siden dengang, man kun havde Gaddafi som fjende. Libyen er ikke længere et spørgsmål om opbygningen af et fredeligt og demokratisk land, men er blevet en magtkamp om interesser og sikkerhedspolitik. For USA er stabilitet i Libyen ikke et mål i sig selv, men kun et middel i kampen mod terror.

Historisk set er det efterhånden velkendt, at når USA efterlader et magtvakuum, så bliver det udfyldt af andre aktører. Både Irak og Syrien er eksempel herpå. I kølvandet på Irak-invasionen i 2003, var Iran hurtigt ude for at få indflydelse i Irak på amerikansk bekostning. Ligeledes med Syrien, her har både Rusland og Iran spillet en stor rolle i at bevare Assad-regimet. De kunne udnytte, at Obama ikke havde viljen til at stå ved hans ’red line’. Desuden har Trumps seneste håndtering af de amerikanske allierede, kurderne, understreget at Trump er villig til at give køb på amerikanske allierede. Det rejser derfor også tvivl om USA’s egentlige støtte til GNA.   

Under alle omstændigheder er det svært at se en løsning på den libyske krise i den nærmeste fremtid, hvilket er det bedste miljø for radikalisering og terrorisme. Hvis USA overlader Libyen til deres skæbne, betyder det at man overlader initiativet til andre aktører. Dette vil højst sandsynligt være med til at undergrave amerikanske og europæiske interesser. Men mindre amerikansk involvering i udenlandske krige synes dog at være en konsekvent udenrigspolitisk kurs under Trumps ledelse. Også selvom europæiske regeringer formentligt gerne ser, at USA spiller en mere aktiv rolle i at løse konflikten i Libyen.

Mere amerikansk involvering i Libyen ligger derfor ikke umiddelbart i kortene. Men med Trumps sikkerhedspolitiske rådgiver, John Bolton, ude af billedet kan man kun håbe at den nye sikkerhedsrådgiver, Robert O’Brien, ikke har glemt Libyen.  

Læs også

Trumps Mellemøst-kurs giver Putin frit spil

Kongressen

Langvarigt primærdrama venter for Demokraterne

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s nyeste hangarskib plaget af problemer

Philip Chr. Ulrich

Er Tyskland og USA stadigvæk ”Wunderbar together”?

Kongressen

Begyndelsen på slutningen for USA i Mellemøsten?

Kongressen

Kampen om Atlanten er i gang igen

Philip Chr. Ulrich