Kongressen.com
Litteratur

Hvem vogter drømmen?

Amerikanerne er ofte pionerer når det handler om nyudvikling inden for journalistikken. Blandt andet var det amerikanerne, der i sin tid lancerede den i dag kendte genre ‘interview’. Læs uddrag af Andreas Marckmanns kapitel fra ‘Den Amerikanske Drøm’ her.

Af Andreas Marckmann

Da jeg studerede i Beirut, havde jeg en bitter, men begavet underviser i global politik. Han excellererede lige så meget i kynisme som i overgjorte egencitater, som han lirede af med selvtilfredshed, imens han slubrede maskinkaffe. En af de sætninger, han var særligt vild med at citere sig selv for, var:
“Anything new you see in politics started in the USA.”

Jeg syntes, at ordene var usædvanligt overgjorte selv for ham, så jeg skrev dem ned. Glemte dem. Men da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive et kapitel om USA’s rolle i journalistikken, kom jeg straks i tanke om ordene igen.
Når vi ser tilbage på journalistikken i det seneste århundrede, har ingen nation spillet en større rolle for journalistikken end USA. Punktum. Det er naturligvis ikke sådan, at alle nyskabelser i mit fag er opfundet i USA, men de vigtigste er.

Det var amerikanske kolleger, der i slutningen af 1800-tallet var førende med de nye og uglesete genrer som “interview” og “reportage”. Det var amerikanske kolleger, der opfandt den måske mest kontroversielle af alle genrer i journalistikken – den såkaldte “new journalism” i 1960’erne. Det var amerikanske kolleger, der gik forrest med den undersøgende genre i 1970’erne. Det er amerikanske CNN, som mere end noget andet medie kan tage æren for at opfinde 24-timers breaking news. Og i dag, når vi forsøger at forudse, hvad der vil ske i journalistikken, så kigger vi mod USA.

En nations journalistik er uadskillelig fra dens folkesjæl. Det er i høj grad fortællerne, der skaber landets fortælling over tid. På samme måde har de amerikanske medier lige siden det 19. århundrede været med til først at forme, og siden at forsvare, det vi i dag kender som “den amerikanske drøm”.

De amerikanske medier var ikke bedre end de europæiske, da de opstod i årene, efter USA erklærede sin uafhængighed. Gode folk som Benjamin Franklin kæmpede for at skabe en selvstændig amerikansk presse, som ikke var ejet af kolonimagterne. Men avisernes rolle blev i de første mange år nærmest den samme: Talerør for politikere og pengemænd. I næsten 100 år efter uafhængighedserklæringens fine ord om ytringsfrihed blev vedtaget i 1791, var de amerikanske aviser pauvre, de udkom en gang om ugen, havde stort set intet lokalt stof og var til gengæld fulde af afskrift fra renommerede London-aviser, som redaktionerne modtog med posten.

Men i slutningen af 1800-tallet skete flere nybrud i journalistikken, som i høj grad foruroligede kollegerne på de etablerede medier i Europa. De amerikanske medier lagde afstand til de mere konservative og traditionsrige kolleger på den anden side af Atlanten.

En af de kontroversielle metoder, der trivedes mere frit i USA end i Europa, var “interview”. I dag er det svært at forestille sig journalistik uden interview, men i slutningen af 1800-tallet var de fleste artikler snarere klummer eller politiske kampskrifter. Interviewet blev hurtigt meget populært blandt amerikanerne, ikke mindst fordi de var fascinerede af at høre hinandens historier om lidelser eller succes i “the promised land”.
“Interviewet var utvivlsomt en amerikansk opfindelse,” som den anerkendte britiske journalist William Stead skrev i en artikel i 1902.

I bogen ”The Power of News” beskriver Michael Schudson, hvordan de amerikanske aviser gik forrest med at introducere interviews med kilder.
Helt tilbage til 1869 var man på den britiske avis London Daily News bekymrede over den nye praksis, som nogle af dagbladene i New York havde taget til sig. De “bringer den journalistiske profession i unåde, så vidt muligt, med en oppustethed og falskhed som kaldes “at interviewe”,” skrev avisen ifølge Michael Schudson.
I årene, der fulgte, opstod også en ny genre: ”Reportagen”. Denne genre var mindst lige så kontroversiel som “interviewet”. Men hvor interviewet bragte kilden i centrum, var det journalistens oplevelse af begivenhederne, der kom i fokus i reportagen.
“Reportagen er i færd med at tage livet af journalistikken,” skrev en fransk journalist i 1886 og advarede, at “reportagen sniger sig også ind i de franske aviser”.
En skotsk redaktør satte trumf på i 1887:
“Den engelske presse tilhører lederskribenterne, og den amerikanske presse tilhører reporterne.”
Formuleringen har formentlig været ment nedladende om de amerikanske medier, men ligner i dag en hyldest.

Læs hele Andreas Marckmanns kapitel i ‘Den Amerikanske Drøm’, der udkommer på tirsdag den 30. juni på Forlaget Rosenkilde.

Læs også

Amerikanske boganbefalinger til sommerferien

Anders Agner Pedersen

Et kig bag tæppet til årtiers dansk-amerikanske relationer

Philip Chr. Ulrich

Da Danmark reddede Obamas kastanjer ud af ilden

Philip Chr. Ulrich

Hatten af for Lidegaards Kauffmann-bog

Anders Agner Pedersen

Litterære anbefalinger til påskedagene

Anders Agner Pedersen

‘Sprækker’ er bundsolid og yderst relevant

Anders Agner Pedersen