Kongressen.com
Perspektiv

Iowa – den jævne stat med den store indflydelse

Iowa er hvert år den første delstat i primærvalgskalenderen, hvor præsidentkandidaters drømme for alvor kan få vinger eller blive knust før de rigtigt får fat. Der er med andre ord meget på spil, når Iowas vælgere går til vælgermøder, og der er derfor trængsel i forsamlingshusene i månederne op til Iowas caucus, hvor præsidentkandidater gør deres hoser grønne i håbet om at blive USA’s næste præsident.

Hvis de da ikke lige selv kommer fra ”the Hawkeye state,” tænker den almindelige amerikaner sjældent på delstaten, Iowa, der i Danmark nok oftest forbindes med danskerbyen, Elk Horn. Men i nogle få måneder hvert fjerde år rettes amerikanernes øjne mod den lille delstat i USA’s kornbælte, når Iowa ved primærvalgene indtager rollen som ”First in the Nation.”

Iowa har siden 1970’erne stået for den første valghandling i den amerikanske primærvalgskalender. I 1972 blev vælgermødet i Iowa det første i den Demokratiske primærvalgsproces, der efter et kaotisk konvent i 1968 var blevet kraftigt revideret og gjort mere vælgervenligt. I 1976 fulgte Republikanerne trop og lagde også Iowa først ind i kalenderen.

Den tidlige position i primærvalgene er i dag en del af Iowas ”claim to fame,” og er med til at give den lille delstat, der både befolkningsmæssigt og økonomisk er til at overse, en proportionelt større indflydelse på det amerikanske præsidentvalg end Iowas størrelse ellers ville berettige til.

Det er dog mere resultatet af en tilfældighed end hård politisk kalkule, at Iowa ligger først. Fordi valgprocessen ved Iowas vælgermøder er kompliceret og ikke mindst tidskrævende, blev Iowa i sin tid placeret i ultimo januar/primo februar for at sikre, at vælgerne i Iowa kunne nå at blive færdige med at vælge delegerede inden konventet i sommeren.    

The Iowa Caucus – en valghandling i mange akter
Iowas caucus består af en række processer, hvor feltet af delegerede hele tiden mindskes. De vælgermøder, som finder sted den 3. februar næste år, og som i medierne og daglig tale oftest omtales som Iowas caucus er virkeligheden blot første del. Der er ikke nogen præsidentkandidater, der får delegerede ved vælgermøderne i februar.

Når Iowas vælgere d. 3. februar går til vælgermøder, mødes registrerede Demokratiske vælgere til Demokratiske vælgermøder og registrerede Republikanske vælgere til Republikanske vælgermøder i deres lokalområde.

Her stemmer vælgerne om præsidentkandidaterne, helt lavpraktisk, ved håndsoprækning, ved at stille sig et bestemt sted i valglokalet eller ved hjælp af såkaldte ”præsidentielle præference kort.” Herefter må vælgerne godt skifte mening inden en endelig optælling foretages. En kandidat skal altid have mindst 15% opbakning (og i visse tilfælde mere) ved et vælgermøde for at kunne vinde delegerede ved et vælgermøde.

På baggrund af vælgernes præferencer ved vælgermøderne i februar udpeges en række delegerede, der skal deltage ved et kommunalt (County) konvent, der hos Republikanerne bliver afholdt 14. marts og en uge senere hos Demokraterne. Disse delegerede er ikke de samme som de delegerede Iowa sender til det nationale konvent, disse bliver først valgt senere.

Ved hvert af de 99 kommunale konventer vælger de delegerede fra de lokale vælgermøder så delegerede til et delstatskonvent i juni, hvor lige under en femtedel af Iowas delegerede ved det nationale konvent skal vælges. 25. marts mødes de Demokratiske valgdistriktskonventer igen, mens Republikanernes valgdistriktskonventer mødes igen 11. april, og her vælges så størstedelen af Iowas delegerede til de nationale konventer.

Denne proces er langtrukken og kompleks, og da amerikanske vælgere og politikere hurtigt skal flytte fokus videre til de næste valghandlinger, så foregår de kommunale konventer, valgdistriktskonventer og delstatskonventer ofte i relativ stilhed uden megen medieopmærksomhed omkring, hvem der bliver delegerede.

De ”resultater,” som medierne derfor præsenterer 3. og 4. februar er baseret på estimater og beregninger baseret på vælgernes tilkendegivelse ved vælgermøderne, men bør ikke forveksles med egentlige resultater, disse forelægger først efter valgdistriktskonventerne i marts/april og delstatskonventerne i juni.

Iowa sætter tonen for en kandidats kampagne
En del af forklaringen på, at Iowa alligevel bliver betragtet som en af de væsentligste valghandlinger i primærvalget, på trods af at resultaterne først kommer senere, skal man formentlig finde i de dynamikker, der driver moderne primærvalg, hvor medieomtale og kampagnemidler spiller en enorm rolle.

Primærvalgene er som udgangspunkt uafhængige og enkeltstående begivenheder. Men dette gælder kun i teorien for blandt vælgere og medier foregår ingen af primærvalgene eller vælgermøderne i et vakuum. De første valghandlinger og de historier og konklusioner, som bliver draget ud fra resultaterne, vil uvægerligt påvirke de følgende valghandlinger.

Iowa er den delstat, der kommer tættest på at afholde et valg i vakuum, og de præliminære resultater i Iowa sætter tonen for, hvordan medierne, de politiske donorer og endeligt vælgerne tolker de efterfølgende valg i New Hampshire, South Carolina og Nevada. Kandidater, der ser ud til at vinde stort eller overrasker forventningerne i Iowa, vil kunne trække momentum med til de kommende valg og vil samtidig modtage en masse positiv omtale og medietid, der kan påvirke politiske donorer og vælgerne i de næstkommende stater.

Kandidater, der skuffer i Iowa, vil gå ind til New Hampshire, South Carolina og Nevada med et negativt momentum, der kan afskrække vælgere fra at stemme på dem af frygt for at spilde sin stemme eller afskrække donorer fra at spilde deres penge, hvilket langsomt vil kvæle kandidatens evne til at forsætte sin kampagne. Et glimrende eksempel på dette er Jeb Bush, der i 2016 skuffede fælt i Iowa, og som efterfølgende måtte kæmpe med et mediebillede i New Hampshire og South Carolina, der portrætterede ham som desperat. En fortælling, der ikke blev nemmere at slippe af med efter Bush-kampagnen, der havde penge nok, sendte valg-dvd’er og dertilhørende dvd-afspillere til samtlige husstande i New Hampshire.

En af de sidste rigtige ”lilla” stater
En anden forklaring på Iowas store betydning for præsidentkandidaternes forhåbninger og mediernes fokus, er Iowas politiske landskab og klima. Iowa er nemlig en af de sidste reelt ”lilla” stater, hvor begge de to store partier lever i bedste velgående.

Hvor andre af de klassiske svingstater som Colorado, Florida og Ohio i de seneste år er blevet domineret lokalpolitisk af den ene eller det andet parti, deler Iowa stemmerne og embederne relativt ligeligt imellem de to store partier på alle politiske niveauer.

Iowa har ved de seneste 4 præsidentvalg stemt to gange på Demokratiske kandidater (Obama i 2008 og 2012) og to gange på Republikanske kandidater (Bush i 2004 og Trump i 2016). Ved præsidentvalgene er det særligt kommunerne i den østlige del af delstaten, der er afgørende for, hvem der vinder.

Samme billede tegner sig ved valg til kongressen. Her sidder Republikanerne Chuck Grassley og Joni Ernst på senatspladserne igen takket være gode valgresultater i Iowas tættere befolkede østlige del. De samme områder i det østlige og sydlige Iowa har dog været med til at sikre, at Demokraterne har tre af Iowas fire medlemmer i Repræsentanternes Hus.

Delstatsregeringens syv valgte embeder er ligeledes delt mellem 4 Republikanerne (Guvernøren, viceguvernøren, indenrigsministeren og landbrugsministeren) og 3 Demokrater (finansministeren, statsrevisoren og justitsministeren). Ligeledes var Iowas delstatsforsamling fra 2010 til 2016 delt mellem Demokraterne og Republikanerne.

Iowa er således en glimrende indikator for, hvordan den amerikanske befolkning politisk set rykker sig. Derfor er Iowa da også en god prøvesten for kandidater, der vil vinde amerikanernes gunst, for Iowa kommer til at repræsentere den almindelige amerikaner, og kan man ikke overbevise vælgerne i Iowa, kan det også blive svært at overbevise vælgerne i andre af de svingstater, der er så afgørende for, hvem der vinder præsidentembedet.

Kandidaternes adfærd i Iowa
Fordi Iowa er så vigtig en prøvesten, bruger mange af de Demokratiske præsidentkandidater i øjeblikket masser af tid og penge på at overtale vælgerne i Iowa med mere eller mindre held.

Mens mange af de andre kandidater har ført en ikkebemærkelsesværdig og sikker kampagne i Iowa ved utallige vælgermøder, blev Iowa for nylig genstand for en ophedet diskussion mellem den tidligere vicepræsident, Joe Biden og en lokal vælger, der kan blive giftig for Joe Bidens kampagne.

Ved et vælgermøde beskyldte landmanden, Merle Gorman, Joe Biden for at have placeret sin søn, Hunter Biden i et ukrainsk gasselskab for at sælge adgang til det Hvide Hus. Dette fik Joe Biden op i det røde felt, og han svarede igen med blandt andet at angribe Merle Gormans fysiske fremtoning. Bidens angreb viste en sårbar side, og kan gøre det svært for ham at komme tæt på Iowas vælgere, der ellers normalt ville passe godt til Joe Bidens moderate politik.

Mens de andre kandidater i øjeblikket kæmper om stemmer i Iowa, har den sent ankomne Demokratiske kandidat Michael Bloomberg valgt at droppe Iowa og den efterfølgende stat, New Hampshire, og valgt at fokusere på Super Tirsdag staterne, hvor særligt Californiens store antal delegerede er blevet mål for Bloombergs fokus.

Bloombergs strategi giver ud fra et rent matematisk synspunkt meget god mening, hvis han ved at droppe Iowa og New Hampshire i stedet kan vinde stort på Super Tuesday, vil han pludseligt stå med mange flere delegerede. Problemet ved denne strategi er, at Michael Bloomberg går glip af en masse potentiel gratis medietid og momentum ved ikke at være en del af Iowa og New Hampshire. Bloomberg kan også havne i den situation, at de tidligste stater sorterer så meget ud i det øvrige felt, så to eller tre kandidater står tilbage, så vil vælgerne søge mod en af disse kandidater på Super Tuesday. Omvendt kan Bloomberg, der ikke mangler kampagnemidler også undgå at falde igennem for tidligt.

Bloombergs strategi er dog svær at udføre i praksis for historikken viser, at vil man være præsidentkandidat i nyere tid, så skal man vise sig frem i Iowa. For skønt den lille præriestat, hverken er den største, den mest befolkningstætte eller den mest rige stat i den amerikanske union, er det netop Iowas jævne image og dets position i primærvalget, som giver staten muligheden for at blive kongemager i amerikansk politik.

Læs også

“Et dårligt New Hampshire valg kan smadre din kampagne”

Anders Agner Pedersen

Næste stop New Hampshire

Mads Høeg-Mikkelsen

Et bibliotek uden bøger bygger bro i San Antonio

Kongressen

POTUS Special: Impeachment

Kongressen

Alright, Alright, Alright, Austin

Kongressen

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen