Det nye år starter ud med en voldsom eskalering af konflikten mellem USA og Iran. Irak har længe været en kampplads for denne konfrontation, og det er irakisk suverænitet der bliver krænket. Irak har i længere tid været presset af interne uroligheder, men disse uroligheder har nu også spredt sig til den amerikanske ambassade og med drabet på Qassem Suleimani advarer Iraks premierminister, Abu Mahdi al-Muhandis, at det kan være starten på en krig.
Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com
Over de sidste mange år har stedfortræderkrigen mellem USA og Iran foregået i Syrien. Det har været en arena for stormagterne. Men det ser nu ud til, at Irak igen kan blive den næste arena i kampen mellem USA og Iran. Irak har i mange år været splittet land – splittet mellem Iran og USA. Men igennem oktober, november og december har tusinder af irakere protesteret imod korruption, arbejdsløshed og iransk indblanding i Irak. Men selvom befolkningens utilfredshed i høj grad har handlet om Irans indflydelse i irakisk politik, er hadet og frustrationerne nu også vendt mod USA. Iran har formået at vende stemningen på gaderne i Irak mod USA. Nu råbes der “death to America”.
Men ikke nok med at stemningen hos demonstranterne har vendt sig imod USA, så har Iraks premierministeren også kritiseret USA. Den irakiske regering er utilfreds med det amerikanske luftangreb, som har tilføjet endnu en krise til Iraks store samling af problemer. Den irakiske premierminister fordømte således det amerikanske angreb på Suleimani i fredags. Ifølge premierministeren var angrebet et massivt brud på irakisk suverænitet og angrebet krænkede betingelserne for den amerikanske militære tilstedeværelse i Irak. Derfor opfordrede Abdul Mahdi også parlamentet til at indkalde til et ekstraordinært møde for at tage lovgivningsmæssige skridt, hvilket har medført at parlamentet har vedtaget en resolution, hvor man opfordrer til en udvisning af amerikanske tropper fra Irak.
Likvideringen af Qassem Suleimani har altså ikke kun været en eskalering i Iran-USA-konflikten, men det har også været et angreb på Iraks suverænitet og har gjort stor skade på Irak-USA-forholdet. Irak er nu frontlinjen mellem USA og Iran. Men den usikre tilstand mellem Washington og Baghdad var åbenbar allerede før USA dræbte Suleimani. Selvom USA havde skadet sit omdømme efter invasionen i 2003, kom det sig i 2007, da amerikanske styrker hjalp med at bringe Iraks borgerkrig til ophør. I 2009 var der således store forhåbninger for det amerikanske-irakiske forhold. Men ved valget i 2010 begyndte problemerne. USA og Iran støttede nemlig begge Nuri al-Maliki, som premierminister. Og Maliki forfulgte meget sekteriske politikker som netop skabte grobund for Islamisk Stat. Det var derfor først i 2014 efter anmodning af den nye premierminister, Haydar Abadi, at USA igen sendte tropper ind i Irak.
Men der var ikke kun amerikansk støtte mod Islamisk Stat, Iran støttede også op om kampen, men gjorde det via shia-militser, f.eks. Kataib Hezbollah, som var en del af de irakiske sikkerhedsstyrker under paraplyen Popular Mobilization Units (PMU). Men efter Islamisk Stat var bekæmpet vendte Kataib Hezbollah sig mod USA. F.eks. angreb de en amerikansk militærbase i Kirkuk den 27. december.Iran har således effektivt signaleret at Trumps ”maksimalt pres”-strategi går begge veje. Iran er sårbare over for afbrydelser i oliestrømme, men USA er sårbare over for angreb på deres ambassader, tropper og tankskibe. Angrebet på den amerikanske ambassade i Bagdad, selvom det var kortvarigt, var beregnet til at skræmme amerikanerne. Iranerne har dermed gjort det klart, at Trump skal genåbne forhandlingerne og droppe sanktionerne, som presser den iranske økonomi. Og som bekendt har Trump ikke lagt skjul på, at han ønsker at undgå, at USA komme ud i nye krige i Mellemøsten. Trump har dog bevist at han ikke er nogen papirtiger. Trump har andre udenrigspolitiske værktøjer end økonomiske sanktioner og twitter. Men alligevel står han nu med dette dilemma. Hvis USA forlader Irak, som det ser ud til at irakerne vil presse dem til, vil det være skadelig for amerikanernes antiterror indsats mod Islamisk Stat, men ligeledes vil en eskalering af urolighederne i Irak være til Islamisk Stats fordel.
Hvorfor er Irak blevet en arena?
Irak har efter Saddam Hussein blev afsat i 2003 været delvist kontrolleret af Iran, fordi amerikanerne ikke formåede at vinde kontrollen over Irak i det lange løb. Generelt kan det siges, at den daværende Bush-administration formåede at vinde krigen over Saddam, men formåede ikke at vinde den efterfølgende besættelse af Irak. Iran kunne derfor vinde indflydelse i Irak.Siden 2003 har den irakiske regering således været støttet af Iran. Og Iran har mange grunde til at kæmpe for kontrol over Irak.
Iran har geopolitiske, økonomiskeog religiøse grunde til at se Irak som en værdifuld proxy efter 2003. Under Saddam var Irak og Iran i en 8-årige krig fra 1980-1988. Ved at have kontrol over og indflydelse i Irak kan Iran undgå endnu en sådan krig. Samtidig er Irak døren til Mellemøsten for Iran. Vejen igennem Irak er måden hvorpå, at Iran kan udøve sin indflydelse i f.eks. Syrien og Libanon. Ligeledes er Irak, præcis som Iran, et shiamuslimsk land og mange af de shiamulimske helligdomme findes i Irak, f.eks. Najaf og Kerbala. Derfor har Iran gode grunde til at have en stærk tilstedeværelse i Irak. Og samtidig er deres indflydelse i Irak med til at spænde ben for de amerikanske bestræbelser på at skabe et pro-amerikansk regime i Irak. Økonomisk er Irak også vigtig for Iran, fordi det er en måde hvorpå Iran kan lindre skaden af sanktionerne og en afgørende logistisk forsyningsforbindelse til det syriske regime og den libanesiske Hizbollah.
Fanget i midten risikerer Irak altså at blive en ’failed state’. Irak er allerede begravet af problemer, alt fra folkelige protester, politisk lammelse og fornyet terrorisme i form af Islamisk Stat, som nu benytter sig af guerilla-krigsførelse. Uroen har yderligere svækket en allerede skrøbelig økonomi og har udløst et politisk sammenbrud. Ligeledes vides det endnu ikke hvem der skal overtage magten efter premierminister, Mahdi. Kort sagt er den irakiske politiske elite svækket, hvilket gør den endnu mindre i stand til at håndtere den tiltagende stedfortræderkrig mellem Teheran og Washington. Demonstranternes evne til at bryde ind i ambassaden antyder også en grad af samtykke fra de irakiske sikkerhedsstyrker, som ikke formåede at stoppe denne udvikling. En stedfortræderkrig mellem amerikanske styrker og pro-iranske grupper, der er bundet i det irakiske militær, vil også gøre terrorbekæmpelsesoperationer – hvilket er grunden til at USA har 5000 tropper i Irak – endnu vanskeligere.
USA må dog som udgangspunkt kunne forvente, at shiamuslimske militser vil gå efter amerikanske styrker, diplomater og civile i Irak. Irak var der hvor konflikten eskalerede og det følger derfor naturligt, at det også bliver her, Iran svare igen. Ligeledes kan det også påpeges, at militserne i Irak er et af de steder, hvor Iran især har eskalereret deres aktiviteter i de sidste seks måneder. Militserne i Irak er blandt de mest agtpågivende proxies Iran har, og de er nok også særlig motiveret nu efter at Abu Mahdi al-Muhandis, en af deres øverste ledere, døde i angrebet mod Suleimani. Kataib Hizbollah i Irak advarer f.eks. de irakiske sikkerhedsstyrker om, at de fra søndag aften skal holde sig fra amerikanske baser, hvilket kunne indikere et forstående angreb.
Men det er dog heller ikke sikkert at et iransk modsvar kun kommer via militser i Irak. Det kan også ske gennem proxies i Yemen, Syrien, Afghanistan og Libanon. Iran kunne også angribe amerikanske baser i Saudi Arabien og andre steder i regionen, men dette risikere at starte en direkte krig med USA. Og hvis man antager at Iran stadig er en rational aktør, noget som Mossads tidligere direktør, Dagan Meir, i hvert fald mente, så vil Iran formentligt gerne undgå dette scenario. En af de mest provokatoriske tiltag fra iransk side er også, hvis Iran ville forsøge at lave et tilsvarende angreb på USA med en person af tilsvarende vigtighed, som Suleimani. Men igen, dette vil formentligt være for risikabelt for Iran.
Irak er fanget i midten af konflikten mellem Iran og USA Ergo er støtte til diverse irakiske, syriske og libanesiske proxies mere sandsynligt. Det vil betyde, at Iran stadig er i stand til at benægte at være involveret (omend hvor utroværdigt dette måtte være) i angreb på amerikanske mål. Altså er en stedfortræderkrig i Irak mere sandsynligt. Så mens Iran sandsynligvis vælger sine mål omhyggeligt med et øje for troværdig benægtelse, er der ingen tvivl om, at repressalier vil komme på et tidspunkt for mordet på Qassem Suleimani.
