Kongressen.com
Analyse Interview

“Jeg tror ikke, vi har set det værste fra White Power-bevægelsen endnu”

Sara Maria Glanowskis debutbog ‘Skyggebokser’ har fuldt fortjent høstet masser af anmelderros. I dette interview med Kongressen.com fortæller hun om nogle af USA’s skyggesider og bekymringen over den stigende splittelse i det amerikanske samfund

Man skulle ikke tro det, men ‘Skyggebokser’ er Sara Maria Glanowskis første bog. Når man ikke skulle tro, at der var tale om en litterær debutant, er det fordi den 39-årige journalist med et både sprogligt og fagligt overskud, på fornem vis formår at præsentere en række skæbner for læserne, man ellers ikke ville møde.
Siden 2012 har Sara Maria Glanowski boet, studeret og arbejdet i New York. Og det er da også i det område at to af bogens tre historier har deres udspring. At Sara Maria Glanowski kender sit by og kender sine hovedpersoner, er man ikke i tvivl om, efterhånden som man sluger siderne i ‘Skyggebokser’. Hun ved, hvor hun skal gå hen for at fortælle de usædvanlige men vigtige historier. De historier, som kræver mod og som kræver, at man tør sætte sig selv på spil. Det tør Sara Maria Glanowski og det kommer i den grad os læsere til gode.
Kongressen.com har mødt den anmelderroste forfatterdebutant til en samtale om de hovedpersoner, hun gennem flere år har levet og åndet for, og til en samtale om det Amerika, hun holder af, men samtidig er bekymret for.

Hvordan opstod ideen til at skrive ’Skyggebokser’?
”Jeg begyndte at træne i den legendariske bokseklub Gleason’s Gym, der ligger ved Brooklyns havnefront og har udklækket 134 verdensmestre. Boksning er en del af Amerikas DNA, og i bokseklubberne siger man, at den største modstander, du møder i ringen, er dig selv og dine dæmoner, din egen skygge. Jeg flyttede til New York i 2012 og landede i Amerika netop på et tidspunkt, hvor nationen tog livtag med sine dunkle sider, og landets grundkonflikter om race, køn, ulighed og ekstremisme blussede op. På det tidspunkt læste jeg en mastergrad i journalistik og amerikansk politik på Columbia University, der ligger på kanten af bydelen Harlem, og lige på den anden side af universitetsmurene spirede en kamp mod politivold og den arvesynd, der har hjemsøgt nationen lige siden, de første slaver ankom til Jamestown, Virginia i 1619. Det blev den første kamp, jeg fulgte. På bagsædet af byens patruljevogne, med unge sorte drenge på gaden, men især i hælene på copwatcheren Jose LaSalle, der overvåger politiet med sit videokamera og agerer vagtværn i byens fattige sorte kvarterer, hvor kriminaliteten er høj, og politiet går hårdhændet til værks. På det tidspunkt dækkede jeg problemerne omkring politi og race for amerikanske, arabiske og kinesiske medier, flere år før Black Lives Matter-bevægelsen foldede sig ud over nationen. Og det var først langt senere, da jeg også arbejdede på en historie om en racistisk skinhead, og samtidig begyndte at træne med den femdobbelte verdensmester og hendes klan af kvindelige boksere, der kæmper i en ultramaskulin sport, at jeg anede konturerne af et større portræt af en nation i kamp med sig selv og sin egen skygge. Ikke mindst fordi White Power-bevægelsen trådte frem i lyset, og kvinder vandt frem i arenaer, der traditionelt har været domineret af mænd.”

Hvad vil du gerne have, at folk skal forstå, når de læser bogen?
”Jeg vil først og fremmest gerne tage dem med på et hæsblæsende ridt gennem Amerikas skyggesider og bringe dem helt tæt på nogle af de kampe, Amerika har med sig selv om race, køn, ulighed og voldelighed ekstremisme, og som i bund og grund handler om, hvad Amerika er, og hvem Amerika er for. Når jeg skriver om boksning, hiver jeg læseren med ind i et af kønskampens mest brutale ringhjørner, og ved at komme under huden på en mand, der har haft en ledende rolle i Amerikas White Power-bevægelse, prøver jeg at dissekere hadets anatomi. Og så forsøger jeg at se verden gennem øjnene på både betjente, sorte teenagedrenge og copwatchere og via deres liv vise de systemer og strukturer, som racismen operer i.  Når man står på afstand, kan det være ubegribeligt at forstå, hvad der går galt, når en sort far bliver kvalt af en betjent for noget så ligegyldigt som at sælge ulovlige, toldfri cigaretter på gaden, eller når en ung, sort fyr bliver skudt for at køre rundt med en defekt baglygte. Min mission har været at bringe læserne helt tæt på konflikten og vise kompleksiteterne ved at bruge måneder og år i mine hovedpersonernes verden. Det er en bog, der er skrevet på både indignation og fascination, og man skal læse den på grund af alle de karakterer, der har blæst mig fuldstændig bagover, mens jeg skrev den. Alle dem, der kæmper på trods og mod alle odds, og hvis virkelighed overgår fiktionen.”

Hvordan har folk så taget imod bogen, synes du?
”Den har jo fået femstjernede og fremragende anmeldelser hele vejen rundt, og på de reaktioner, jeg har fået fra læsere, kan jeg mærke, at bogen har ramt noget, fordi den netop går helt tæt på nogle vigtige og aktuelle kampe, der handler om selve Amerikas sjæl. Jeg møder generelt den samme både indignation og fascination hos læserne, som jeg selv har haft, mens jeg skrev bogen. Og den ære skylder jeg især bogens hovedpersoner, som har åbnet sig for mig.”

Hvordan har det været at skrive den? Det er jo din første bog.
”Det har været et vildt ridt. Jeg har været en slags opdagelsesrejsende i Amerikas skyggesider gennem mange år efterhånden, og den måde, jeg arbejder på, er nærmest en livsstil, hvor jeg sætter dele af min egen tilværelse på pause i lange perioder og lever på mine hovedpersoners præmisser, så historierne bliver mit liv. Sammenlagt har jeg brugt flere tusind timer i Gleason’s Gym med de kvindelige boksere, og debuterede også selv som fighter på Times Square med den femdobbelte og regerende verdensmester i mit ringhjørne. Jeg har brugt mange hundrede timer gennem adskillige år i hælene på copwatcherne, siddet i retssale i ugevis og ventet et år på at besøge en af mine hovedpersoner, mens han sad i fængsel. Og så har jeg været helt inde i Amerikas mørke hjerte med det tidligere medlem af White Power-bevægelsen, hvis kamp for at slippe fri, jeg har fulgt gennem en årrække. Det har været både intenst og et langt, sejt træk, og heller ikke helt ufarligt, så lige nu har jeg det som om, jeg har gået 12 runder mod en meget større modstander. Men det var en god kamp.”

Jeg kan godt blive lidt bekymret, når jeg følger udviklingen i USA i øjeblikket. Blandt andet inden for de områder, du skriver om i bogen, både med racisme og white supremacy. Hvordan ser du på det?
”Fra 2014 til 2016 dominerede spørgsmålet om politi og race jo fuldstændig den nationale dagsorden i USA, men den fylder næsten ikke noget i mediebilledet mere, og det er bestemt ikke fordi, problemerne ikke findes længere, de er blot forsvundet fra den nationale debat under Trump. Mange af Obamas tiltag for at undersøge racisme i landets politikredse og holde betjente ansvarlige for overdreven brug af magt blev rullet tilbage, så snart Jeff Sessions blev justitsminister, så det er et skridt frem og to tilbage, og samtidig har nationen nu en præsident, der har givet hadet og racismen en megafon. Jeg tror ikke, vi har set det værste fra White Power-bevægelsen endnu. Mens jeg arbejdede på bogen, interviewede jeg adskillige tidligere medlemmer, der blandt andet fortæller, at Amerikas hvide terrorister ikke blot forsøger at overgå og opildne hinanden gennem deres manifester, de forsøger også at overgå Timothy McVeigh, den selverklærede tilhænger af hvidt overherredømme, der i 1995 kørte en lastbil forsynet med en bombe af gødning og dieselolie hen foran en national bygning i Oklahoma City og dræbte 168 mennesker, 19 af dem børn. Det var det største terrorangreb i Amerika før angrebene 11. september.”

Jeg tror desværre, du har ret. Jeg var i Charlottesville sidste år, og talte blandt andet med Heather Heyers mor om, hvad der sker. Hun rettede kritik af Trump for at gøre tingene værre, fordi White Power-bevægelsen følte sig støttet af præsidenten med hans udtalelser i kølvandet på urolighederne og Heather Heyers død?
”Den retorik, Trump benytter, lyder som et ekko af White Power-bevægelsen og den tidligere leder, jeg har fulgt i årevis, og som i sine yngre dage ræsede rundt over hele nationen for at så had og sprede racistisk propaganda. Trump taler jo om indvandring som en invasion, har kaldt mexicanske immigranter for voldtægtsforbrydere og omtalt afrikanske lande som ’shithole countries.’ Han citerer jævnligt falske statistikker, der konsekvent overdriver den kriminalitet, sorte begår mod hvide, og hele ideen om en mur mod Mexico var tilbage i 1970’erne Ku Klux Klans vådeste drøm. Under sin præsidentkampagne retweetede han ligefrem budskaber fra en Twitter-konto med navnet @WhiteGenocide, hvidt folkemord, og spredte dermed budskabet fra en racistisk konspirationsteori om, at der skulle være et folkemord i gang på hvide amerikanere. White Power-bevægelsen blev opildnet af Trumps præsidentkampagne og trådte frem i lyset hen over sommeren 2017 i en række demonstrationer over hele landet, hvor demonstranterne tapede hænderne op til kamp, og det kulminerede netop med Unite the Right-demonstrationen i Charlottesville, der endte med drabet på Heather Heyer, og hvor nynazister, racistiske skinheads, klanmedlemmer og militsfolk stillede sig skulder ved skulder som én samlet bevægelse, der viste tænder. Amerika har aldrig formået at tage livtag med bevægelsen, og en af grundene er, at man netop ikke har set den som en samlet bevægelse, der er forbundet af en fælles ideologi, men i stedet har anskuet dens angreb som enkeltstående tilfælde. Det var en helt bevidst strategi, at bevægelsen opererede som såkaldt ensomme ulve, og efter Timothy McVeigh blev dømt og henrettet, forsvandt bevægelsen fra amerikanernes bevidsthed og immigrerede til internettet, hvor den så har mobiliseret sig under Obama, dels som en reaktion på en sort mand i Det Hvide Hus og dels på grund af nyheden om, at hvide amerikanere i 2043 vil være en minoritet. Over halvdelen af hvide amerikanere føler faktisk, at der foregår diskrimination mod hvide i Amerika, hvilket er faktuelt forkert på alle tænkelige parametre, men den følelse har ikke desto mindre fået et talerør med Trump. Det er svært at spå om, hvordan det ender, men den grundlæggende præmis i min bog er jo, at Amerika ikke har formået at tage livtag med sine dæmoner. Og under Trump er de i dén grad trådt frem i lyset”

Læs også

Den større risiko ved at efterlade kurderne

Philip Chr. Ulrich

Thule beskytter stadig USA i det kolde nord

Morten Tastum

Højspændte højesteretsdramaer i vente

“America First” efterlader USA’s allierede på kamppladsen

Philip Chr. Ulrich

Trumps primærvalgsudfordringer

Mads Høeg-Mikkelsen

Iltmanglen mærkes nu i Washington

Philip Chr. Ulrich