Kongressen.com
Analyse

Joe Biden – One Term President?

Spekulationerne om hvorvidt Joe Biden vil afgive et løfte om kun at sidde en enkelt periode, skulle han blive valgt som præsident er mange. Der er flere gode argumenter for, hvorfor såkaldt ”one-term”-løfte kunne passe godt til en kandidat som Biden, men det er ikke heller helt ufarligt, som kandidat kun at ville binde sig til en periode. ”One-term pledge” har nemlig en lang og broget historie i amerikansk politik som Joe Biden vil skulle forholde sig til, inden han eventuelt afgiver sådan et løfte.

Joe Bidens alder og den manglende begejstring omkring hans kandidatur i vælgerkorpset har ført til spekulation om, hvordan man kan gøre Joe Bidens kandidatur mere spiseligt. En af de foreslåede løsninger er, at Joe Biden lover kun at sidde en enkelt periode, og derefter giver faklen videre til en vicepræsident, der skal overtage lederskabet i det Demokratiske Parti og forhindre en gentagelse af 2016 og 2020-fløjkrigene ved valget i 2024.

Biden har indtil videre selv afvist rygter om kun at gå efter en enkelt periode. Alligevel forsætter spekulationerne. Blandt de medier, som har spekuleret i og advokeret for et sådant løfte, er klummeskribenter i USA Today og New York Times, mens Politico og the Hill begge har viderebragt rygter fra anonyme Biden-rådgivere om, at Biden overvejer at gå til valg på kun én embedsperiode.

”One-term”-løftet er dybt forankret i amerikansk politisk kultur
Skulle Joe Biden vælge at gå til valg på kun at sidde en enkelt periode, bliver han langt fra den første kandidat, der afgiver et sådant løfte. William H. Harrison afgav et sådant et løfte, men hvorvidt han ville holde det, fandt man aldrig ud af, da Harrison døde efter blot en måned i embedet. James Polk, der var præsident fra 1845-49 og Rutherford B. Hayes, der var præsident fra 1877-81, gik begge til valg på og holdte begge deres løfte om kun at sidde en enkelt periode.

Når løftet har en særlig tiltrækningskraft i amerikansk politisk kultur skyldes det den grundlæggende mistro mange amerikanere har overfor politikere. Løftet om at forlade embedet frivilligt, kan være med til at berolige mistroen. I den forstand er ”one term”-løftet blot en udvidet udgave af den sædvane, som fra George Washington helt frem til Franklin Roosevelt, dikterede, at præsidenter selv valgte at gå efter to embedsperioder, og dermed undgik at virke for magtfuldkommende.

Sædvanen blev i 1951 skrevet ind i den amerikanske forfatning, hvilket forstærkede standarden for, at et succesfuldt præsidentembede skulle vare mindst to perioder. Siden forfatningsændringen i 1951 er fire præsidenter ikke blevet genvalgt til embedet (Lyndon B. Johnson i 1968, Gerald Ford i 1976, Jimmy Carter i 1980, og George H. W. Bush i 1992), og fælles for disse præsidenters eftermæler er det, at nederlaget står som en beskæmmende plet.

Bob Dole til skræk
Det kun at sidde en periode er i nyere amerikansk historie blevet associeret med nederlag, og derfor har det at brande sig som en ”one term-president” mistet noget af den effekt det engang havde. Det blev tydeligt, da Republikanernes præsidentkandidat i 1996, Bob Dole blev den seneste til at forsøge med et ”one term-pledge.” Et løfte, der ikke gjorde noget godt for Bob Doles kampagne.

Bob Dole, der sad i Senatet sammen med Joe Biden i 23 år, kan meget vel stå som skræk og advarsel for Biden. Ligesom Biden blev Doles alder et emne i valgkampen, og løftet kan være med til at sætte yderligere fokus på dette.

Udover at sætte fokus på en fremskreden alder, kan et løfte om kun at sidde en periode for så at overlade tøjlerne til en vicepræsidentkandidat potentielt fra en anden fløj i partiet afføde spørgsmål som, hvis Joe Bidens politiske linje er den rigtige for USA, hvorfor så kun følge den i fire år? og hvorfor skal man som vælger, vælge en kandidat, der blot skal holde sædet varmt de næste fire år? Disse kan komme til at hjemsøge Biden-kampagnen, hvis han offentligt frasiger sig to perioder.

Joe Biden som ”one-term president” er en lappeløsning
Ideen om, at Joe Biden bare sidder fire år til en afløser er klar er måske på et teoretisk plan en god ide, men vil i virkeligheden være svært at få vælgerne til at købe. Det er og bliver en lappeløsning på det problem, at Joe Biden har svært ved at begejstre dele af det Demokratiske Parti og dele af det amerikanske vælgerkorps.

Håbet er måske, at man så kan få en vicepræsident, der kan ændre dette om fire år, og at Joe Biden kan holde skansen for Demokraterne i de næste fire år og holde Republikanerne fra fadet indtil den næste kandidat er klar til at begejstre amerikanerne og Demokraterne. Problemet med denne plan er, at flere af favoritterne til vicepræsidentkandidaturet herunder Kamala Harris, Elizabeth Warren og Amy Klobuchar allerede har vist i den forgangne primærvalgkamp, at de var endnu dårligere end Biden til at begejstre de demokratiske vælgere.

I praksis kan det nemt vise sig, at Joe Biden ikke vælger at søge genvalg om fire år, skulle han blive præsident, og det er ikke umuligt, at det om fire år vil være den bedste løsning for alle parter. Ideen kan sikkert også bruges til at overbevise potentielle vicepræsidentkandidater, og det er heller ikke umuligt, at det internt i det Demokratiske Parti kan skabe noget ro. Men den ro eksisterer kun så længe, at en sådan overenskomst er hemmelig eller som minimum en offentlig hemmelighed.

Konsekvenserne ved at gøre en sådan ordning officiel er, at Bidens potentielle præsidentperiode kan blive en såkaldt ”lame-duck” periode, hvor Joe Bidens præsidentembede blot handler om, hvem der skal afløse ham. Dette er Joe Biden næppe heller interesseret i, og det er nok også derfor, at Joe Biden i øjeblikket afviser rygterne om et ”one-term presidency.”

Ideen om en Joe Biden, som en ”one-term president,” der kan agere løfteraket for Demokraternes næste store præsidenthåb forbliver derfor med al sandsynlighed et tankeeksperiment og et eksperiment, der kun på papiret kan fungere, men som kan blive en alvorlig hæmsko for Bidens chancer for at afløse Præsident Trump i det Hvide Hus. Netop derfor forbliver ideen nok ved rygter og opfordringer i mediernes debatsider eller som et tankeeksperiment hos Demokrater, der frygter splittelsen i det Demokratiske Parti.        

Læs også

Meningen med USA’s tilbagetrækning fra Tyskland

Philip Chr. Ulrich

Det betyder en VP-kandidat for præsidentkampagnen

Camilla Sebelius Winther

Kampen om Amerika: Bidens VP-hovedpine og Trumps fejl

Kongressen

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen