Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Kampen om Atlanten er i gang igen

I mange år har Atlanterhavet haft en perifer og fredelig rolle i vestlig sikkerhedspolitik. Den status ændrer sig i disse år. USA har genoprettet en flådekommando med ansvar for Atlanten, og Rusland har for nyligt afholdt den største flådeøvelse af sin art siden afslutningen af Den Kolde Krig. Chefen for den amerikanske flåde i Europa kalder det for ”The Fourth Battle of the Atlantic”.

Det er nu klart, at det fjerde slag om Atlanten ikke lurer i horisonten, men udkæmpes lige nu, på tværs af og under havene omkring Europa.” Sådan skrev viceadmiral James Foggo III i en artikel i 2016. Han er i dag chef for den amerikanske flåde i Europa, og i et amerikansk og NATO-perspektiv er der ingen tvivl om, at Atlanterhavet igen anses som et problemområde. Dette sker efter et par årtier, hvor fokus ellers generelt har været på samarbejde og civilt-militært samarbejde om f.eks. krisestyring og redningsaktioner til søs. Nu følger man igen russiske ubåde, som man gjorde det under Den Kolde Krig, og frygter bl.a. for de undersøiske kabler, som bringer data på tværs af Atlanten. Fra russisk side ser man et øget fokus på styrkelse af ubådsværnet og en stigende øvelsesaktivitet, hvor man i slutningen af oktober begyndte den største ubådsøvelse siden afslutningen af Den Kolde Krig med deltagelse af ti ubåde – heraf otte atomdrevne.

Det fornyede fokus på Atlanterhavet betyder også, at man igen hører begreber som ellers blev tænkt som hørende til terminologien fra Den Kolde Krig. Det gælder især begrebet ”GIUK Gap”, som dækker stræderne mellem ”Greenland, Iceland, United Kingdom”, som er af stor strategisk vigtighed, da stræderne udgør flaskehalse for den russiske flådes adgang til Atlanten.
Ligeledes har den amerikanske flåde set sig nødsaget til at genaktivere US Second Fleet, som ellers var blevet afviklet i 2011, da man ikke så et behov for en flådestyrke udelukkende dedikeret til fokus på Atlanterhavet.

Fortidens begreber og problematikker dukker op igen

Den store flådeøvelse som den russiske flåde har indledt i slutningen af oktober er et udmærket billede på, hvordan gammelkendte problematikker igen må prioriteres af amerikanske og NATO-styrker.

Øvelsens formål antages at være test af nye våbensystemer men også de russiske ubådes evne til at komme igennem GIUK Gap uden at vestlige styrker kan opdage og følge dem – samme type udfordringer som man stod overfor under Den Kolde Krig.
At russerne er begyndt igen at fokusere på ubådsværnet har ledt til yderligere ønske om fokus på anti-ubådsoperationer og kapabiliteter i NATO-alliancen.

Under Den Kolde Krig var ubåde en våbenart, som gav Sovjetunionen mulighed for at udfordre den amerikanske (og generelt vestlige) dominans til søs. Dette var også udtryk for en mangeårig russisk udfordring, som også gør sig gældende i dag. Rusland (og også Sovjetunionen) er hæmmet af begrænset adgang til verdenshavene fra isfri havne. Det var en ambition om adgang til en isfri havn, som bl.a. var medvirkende til Peter den Stores byggeri af Skt. Petersborg. De havne som Rusland har at gøre godt med ligger således, at man skal gennem diverse stræder for at komme ud.

Fra Sortehavet skal den russiske flåde fra Sevastapol (fra den russisk-annekterede Krim-halvø) gennem Bosperus-Stræde for at komme til Middelhavet, hvor f.eks. den russiske flåde har spillet en rolle i den syriske borgerkrig.

Fra Skt. Petersborg går vejen gennem de danske stræder, inden man når Nordsøen, hvorfra udgangene til Atlanterhavet går gennem Den Engelske Kanal eller den samme vej som fartøjer fra den nordlige havn i Murmansk må igennem: GIUK Gap.

De øgede russiske aktiviteter rammer dog også ned i en moderne problematik og svaghed for de vestlige lande. Vigtige kommunikationskabler løber langs havbunden på tværs af Atlanten, som er helt centrale i vores moderne forbundne systemer og samfund. Gennem de seneste år har man observeret en øget russisk aktivitet i nærheden af de store kabler, som bringer data på tværs af Atlanten. Dette kunne betyde, at i tilfælde af en konflikt kunne Rusland enten overvåge og få data fra eller ødelægge disse kabler. En sådan handling ville have omfattende konsekvenser for de vestlige samfund, og sammenhængskraften og kommunikationen mellem de allierede. NATO har bl.a. som konsekvens af disse aktiviteter øget sit fokus på anti-ubåds operationer i Atlanterhavet, og et fokus på lettere samarbejde mellem de transatlantiske allierede.

Et behov for vestlig reaktion

De fornyede udfordringer fra Rusland udstiller dog også manglerne hos de europæiske lande. Man har siden Den Kolde Krigs afslutning skåret i sine forsvarsbudgetter, og mange landes flådestyrker har stået for skud – eller er i hvert fald markant omstruktureret til at passe til en ny verdensorden efter Sovjetunionens opløsning.

I mange år efter at den sovjetiske modstander forsvandt var fokus på fredeligt samarbejde i Atlanten både blandt de vestlige allierede men også med den russiske flåde. Det gjaldt f.eks. redningsoperationer og miljøoperationer, som parterne kunne blive enige om. Denne udvikling kombineret med et fokus på operationer i Mellemøsten betød i mange år, at kapabiliteter forsvandt i de vestlige forsvar, og det er disse kapabiliteter, som man nu forsøger at genopbygge.

Dette er især gældende på anti-ubådskapabiliteter, som altså igen er kommet i fokus som konsekvens af de omfattende russiske operationer, men en sådan genopbygning af kapabiliteter tager mange år at gennemføre.
En ganske glimrende gennemgang af denne problematik kan findes i bogen ”The Decline of European Naval Forces: Challenges to Sea Power in an Age of Fiscal Austerity and Political Uncertainty“ af Jeremy Stöhs.

Samtidig er det værd at bemærke, at det forhøjede spændingsniveau i Atlanterhavet foregår i en amerikansk kontekst, hvor fokus fortsat primært ønskes på Stillehavet. Siden 2012 har det været amerikansk politik, at man fordeler sin flåde 60/40 mellem Atlanterhavet og Stillehavet med størst fokus på sidstnævnte. Dette sker i den større geopolitiske konkurrence, som man befinder sig i med Kina. Dette stiller også store krav til de europæiske allierede, som USA klart vil forvente løfter deres del af ansvaret for sikkerheden i Atlanterhavet. På denne måde bliver de fornyede spændinger i Atlanten også del af den igangværende debat om byrdedeling i NATO-alliancen.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen