Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Kaosset i Iowa øger spændingen i New Hampshire

Dette tætte valgresultat i Iowa øger spændingen primærspændingen forud for tirsdagens valg i New Hampshire, der lige nu ligner endnu en tæt dyst mellem Pete Buttigieg og Bernie Sanders

Det skulle have været det helt store startskud på en Demokratisk valgsæson, der skulle give os de første indikationer af, hvem der skal forsøge at fravriste Præsident Trump magten og kontrollen med Washington. I stedet endte vælgermøderne i Iowa som et uforløst kaos, der udstillede Demokraternes organisation, og som ikke blev den første udskilning, som de Demokrater, hvis største ønske er at slå Trump, havde håbet.

Spidskandidater som Joe Biden og Elizabeth Warren underperformede, mens Pete Buttigieg, der længe er blevet dømt ude, pludseligt overraskede. Samtidig kan man ikke udpege en åbenlys spidskandidat, for der er så tæt løb mellem Buttigieg og Bernie Sanders, at Iowa bedst kan betegnes som en uafgjort.

Mens 5 kandidater har skilt sig ud fra resten af det Demokratiske felt, så er der ikke sket en væsentlig udskiftning mellem disse 5 kandidater. De fem kandidater, der udover forhåndsfavoritterne Biden og Sanders også tæller Buttigieg, Warren og Minnesota-senatoren, Amy Klobuchar, ligger efter amerikanske primærvalgsstandarder, relativt tæt. 14% af stemmerne skiller nr. 5 fra nr. 1, og der var ingen kandidat der kunne samle mere end godt en fjerdedel af stemmerne.

Tættest i Toppen, men Buttigieg er løbet med momentet
Der er, hvis man kigger på de nøgne tal, ikke nogen klar vinder af Iowas caucuses. Pete Buttigieg har fået flest såkaldte ”State Delegates,” der skal repræsentere ham ved de kommende lokale konventer, der finder de endelige delegerede fra Iowa, mens Bernie Sanders har fået flest stemmer ved vælgermøderne (Forskellen skal formentlig findes i et lidt højere stemmespild hos Sanders).

Umiddelbart taler det, for at Buttigieg har vundet den smalleste sejr med 0,1% flere state delegates, mens Sanders blev en flot nummer to, men de to kandidaters antal delstatsdelegerede ligger så tæt, at de to nemt kan ende med en uafgjort, og derfor stå med lige mange delegerede fra Iowa ved det Demokratiske konvent til sommer.

Selvom de to kandidater er side om side, så er det Buttigieg, der er løbet med opmærksomheden, og som er blevet udnævnt som vinderen af Iowa af medier og eksperter verden over. Buttigieg var blevet dømt ude og leverede en gedigen overraskelse. Overraskelsen blev ikke mindre af, at Buttigieg erklærede sig som sejrherre, inden resultatet forelå, hvilket på baggrund af meningsmålinger virkede usandsynligt, men som viste sig at være sandt.

Fortælling fra Iowa har de seneste dage været, at Buttigieg overraskede, mens Bernie Sanders ”blot” leverede det, som var forventet af ham. Iowa blev dermed et bevis på en sejlivet idé i amerikansk politik om, at det ikke er resultatet i sig selv, men hvordan resultatet ræsonnerer med vælgere og mediers forventninger, der er afgørende for, hvem der kan kalde sig vinder. Spørgsmålet bliver nu, hvorvidt Buttigieg også kan levere sejre, når forventningerne til ham er skruet op.

Warren og Biden har tabt slaget, men ikke krigen
Iowas umiddelbare taber var tidligere vicepræsident, Joe Biden, der kun lige klarede sig over de ”magiske” 15% på delstatsplan. Joe Biden er i den seneste tid blevet udråbt, som den store favorit til at vinde nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat til trods for, at meningsmålingerne i Iowa ikke entydigt har været på hans side.

Biden blev således ramt af samme effekt som Buttigieg, bare med omvendt fortegn. Bidens kampagne har med hans egne ord, ”fået en mavepuster” i Iowa, men han er ikke knockoutet, og han står i meningsmålinger stadigt stærkt i kommende stater som Nevada og South Carolina.

Elizabeth Warrens kandidatur er mest af alt forsvundet i de andre kandidaters op- og nedture. Der har ikke været det store fokus fra medier og eksperter på, hvor Warren nu står, da fokusset har været andre steder. Warren havde, efter at være faldet efter Biden og Sanders i de seneste måneder op til Iowa, håbet på at kunne overraske positivt og ride på momentet derfra.

Det var derfor nok en lille skuffelse, at hun endte som nummer 3, et sted midt imellem Biden og Sanders, men det var heller ikke en katastrofe. Meningsmålingerne er dog ikke på Warrens side i New Hampshire, og hun skal nok håbe på en større overraskelse i hendes nabostat, hvis hun ikke skal blive fanget i dødvandet i midten af feltet.

Kaos i Iowa øger fokusset på New Hampshire
Ikke siden 1992 har vinderen af Iowa været en anden end Demokraternes endelige præsidentkandidat, dette taler for at Buttigieg eller Sanders også står til at skulle stå overfor Præsident Trump i efteråret. Men kaosset i Iowa kan ende med at rykke ved denne mekanisme, og de to kandidater kan naturligvis langt fra vide sig sikre.

Ikke alene har Iowas forsinkelse betydet, at der har været færre dage til at dvæle ved resultaterne inden det går løs næste gang. Den manglende grovsortering af kandidaterne i Iowa, får nu Demokratiske vælgere og kampagnefolk satser nu på, at New Hampshire kan alt det, som Iowa ikke kunne.

Det mudrede resultat i Iowa øger også kun presset på de fem topkandidater i New Hampshire, der alle stadig har noget, de skal bevise.Bernie Sanders og Elizabeth Warren skal begge levere i New Hampshire, der er begge de to New England-senatorers nabostat; Sanders skal forsætte med at bygge forspring inden sydstaterne på Super Tirsdag, hvor Sanders klarede sig dårligt i 2016, Warren skal holde sig relevant for Demokratiske vælgere.

Joe Biden skal bevise, at favoritværdigheden ikke var en fejl, og at Iowa var en undtagelse snarere end reglen. Når det så er sagt, kan Biden takket være hans føromtalte position i meningsmålinger i kommende delstater formentligt godt tåle et nederlag i New Hampshire, så længe det ikke er for stort.

Amy Klobuchar, der klarede sig bedre end mange havde spået, men stadig klarede sig dårligst af de ”5 store,” skal ligesom Warren bevise, at hun ikke blot er endnu en midtkandidat uden egentligt vinderpotentiale.

Endeligt skal Pete Buttigieg levere endnu en overraskelse i New Hampshire og bevise, at hans førerposition ikke var et one-hit wonder. Kun endnu et godt resultat kan cementere hans position som førsteudfordrer til Trump, og forhindre at vælgerne vender tilbage til de mere ”sikre” kort i Biden og Sanders.

Der er med andre ord meget på spil for de tilbageværende kandidater i det Demokratiske primærvalgsfelt, og kaosset i Iowa har ikke gjort kampen om Demokraternes nominering mindre spændende.  

Mads Høeg-Mikkelsen er cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet, hvor han har specialiseret sig i amerikansk politisk historie med særligt fokus på amerikanske politiske institutioner. Han har tidligere været udvekslingsstudent på Ohio University samt været ansat hos DR programmet ”Detektor.” Tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent. Mobil: 22 93 97 71 Mail: mads.hm1993@gmail.com

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen