Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Krisen mellem USA og Iran når nyt niveau

Med drabet på den iranske general Suleimani har USA bragt krisen med Iran op på et nyt niveau. Generalen var et af de øverste medlemmer af det iranske styre, og sådanne mål plejer at være off-limit. Med drabet har Trump-administrationen søgt at trække en streg i sandet, og med de efterfølgende trusler søger præsident Trump at begrænse Irans svarmuligheder. I sidste ende er præsident Trumps håndtering af situationen præget af hans forgængeres skygger, nemlig at han ikke vil fremstå svag som præsident Obama, men heller ikke ende i en ny storkrig som præsident Bush.

Natten til fredag affyrede en amerikansk drone af typen Reaper missiler mod en konvoj, som var ved at forlade lufthavnen i Bagdad. I den konvoj var general Qassem Suleimani, lederen af Qud-styrken i den iranske Revolutionsgarde. Han stod i spidsen for Irans støtte til militser og terrorgrupper rundt om i Mellemøsten, og altså reelt manden bag det Trump-administrationen kalder ”Irans destabiliserende adfærd” rundt om i Mellemøsten. Men med denne rolle var han også et højtstående medlem af det iranske styre, og det var altså langt fra hvem som helst, som amerikanerne dræbte ved bombeangrebet natten til fredag.

Motivet har tilsyneladende været at trække en streg i sandet og sende et signal til Iran om, at landets adfærd har været uacceptabel, og at der ville være hårde konsekvenser ved yderligere aktioner. Den for USA uacceptable adfærd inkluderer drabet på en amerikansk ”contractor” ved et missilangreb i Kirkuk for nylig, og omfattende demonstrationer og angreb mod den amerikanske ambassade i Bagdad.

Det er dog et voldsomt træk, som USA har foretaget ved at drabet et så højtstående medlem af et andet lands ledelse. Efterfølgende har de to parter truet hinanden med voldsomme reaktioner, og USA har sendt 3.500 soldater til regionen i kølvandet på drabet.

Her er det dog vigtigt at holde sig et par ting for øje: USA anså general Suleimani for at være en terrorleder, og derfor et legitimt mål for et droneangreb. Man har søgt at sende et kraftigt signal til Iran, og med den kraftige eskalation som drabet repræsenterer samtidig begrænse Irans handlemuligheder, da det også er i iransk interesse at undgå at det ender i en storkrig.
Samtidig er det vigtigt at se på, hvilken type tropper det er, som USA har sendt til regionen. Der er nemlig ikke tale om den type styrke, som ville blive sendt afsted, hvis præsident Trump søgte en landkrig mod Iran.

Præsident Trump ønsker nemlig ikke en stor landkrig med Iran, men samtidig har han også gjort det til en central del af sin politiske karakter, at han skal fremstå stærkere og mere beslutsom end sin forgænger, præsident Obama. Dermed bliver præsident Trump fanget af sit ønske om at distancere sig fra, hvad han ser som, præsident Obamas svaghed, men uden at ende som præsident Bush og engagere USA i nye krige i Mellemøsten. Udfordringen bliver at håndtere en højrisiko strategi baseret på magtdemonstrationer fra pludseligt at eskalere ud af aktørernes kontrol.

Hvordan endte vi med et drab på en iransk general?

Drabet på general Suleimani er som sagt en bemærkelsesværdig eskalation af situationen mellem USA og Iran, da det er ret unormalt at gå efter personer på det niveau i modpartens ledelse. At gå så højt op i hierarkiet gør det nemlig svært at holde konflikten på et acceptabelt niveau – og aller helst på et stedfortræderniveau.

Den nye udvikling kommer efter en amerikansk ”contractor” blev dræbt i Kirkuk for nyligt, hvilket efterfølgende gav anledning til amerikanske angreb på den iransk-støttede militsgruppe Kata’ib Hezbollah. Det var disse angreb, som gav anledning til omfattende demonstrationer og angreb på den amerikanske ambassade i Bagdad.

I sidste ende er det denne udvikling, som har ført til beslutningen om at sende et kraftigt signal til det iranske styre. Ved at dræbe general Suleimani springer amerikanerne op af den såkaldte eskalationsstige, og bringer konflikten op på et nyt niveau. Med sine trulser på Twitter søger præsident Trump at vise en villighed til at søge højere op i eskalationsniveau. Pointen med dette er, at Iran ikke er villige til at eskalere konflikten til et meget højere niveau, og derfor er formålet med udmeldingerne at begrænse Irans muligheder for at svare, da det nu er gjort klart, at det vil føre til yderligere eskalation fra amerikansk side.

Hvem var general Suleimani – set med amerikanske øjne?

I den igangværende situation og diskussioner om jura for angrebet, er det vigtigt at forstå, hvordan amerikanerne så på general Sulaimani. For her ligger jo argumentet for, hvorfor han skulle dræbes ved et droneangreb. I amerikansk optik var general Suleimani nemlig ikke blot et højstående medlem af det iranske styre.

General Suleimani var chef for Qud-styrken i den iranske Revolutionsgarde. Den styrke er ansvarlig for Irans ikke-konventionelle aktioner udenfor iransk territorium og støtte til diverse milits og terrorgrupper. I april i år blev Revolutionsgarden sat på USA’s terrorliste, og Suleimani er derfor i amerikansk optik ikke at se som en embedsmand men en terrorleder.
Dette forstærkes af det faktum at Iran menes at være ansvarlige for op til 17% af alle dræbte amerikanske soldater i Irak fra 2003-2011. Disse soldater er blevet dræbt at våben leveret til militser fra Iran, og denne støtte har været styret i sidste ende af Suleimani. Så ved drabet natten til fredag fik amerikanerne også hævn for drabet på over 600 amerikanske soldater.

I juridisk sammenhæng er betegnelsen, som sættes på Suleimani også afgørende. Trump-administationen har nemlig ved flere lejligheder påstået, at der eksisterer koblinger mellem det iranske styre og bagmændene bag terrorangrebene 11.september 2001. Med en sådan påstået kobling i hånden mener administrationen at kunne henvise til den Authorization for the Use of Military Force, som Kongressen vedtog i 2001 til bekæmpelsen af al Qaeda – og deres samarbejdspartnere. På denne måde vil administrationen argumentere for, at Suleimani i kraft af sin rolle som i en organisation på USA’s terrorliste, og påståede koblinger til al Qaeda, var dækket af 2001 AUMF’en, og præsidenten havde derfor lov til at dræbe ham. Det er det ene argument som flyder rundt i øjeblikket. Et andet er, at præsidenten ganske simpelt i sin kapacitet af Commander-in-Chief har ret til at angribe mål, som er til umiddelbar fare for USA, hvilket generalen siges at have været ved planlægning af nye angreb på amerikanere og amerikanske interesser.

Amerikanske styrker til regionen

Kort tid efter drabet på Suleimani blev det annonceret, at USA ville sende yderligere 3.500 soldater til Mellemøsten. Dette skal lægges oven i de ca. 14.000 soldater, som Trump-administrationen allerede har sendt til regionen for at afskrække iranske aggressioner.

Denne nyhed fik straks alarmklokkerne til at ringe rundt omkring, for var USA ved at geare op til en krig med Iran? De soldater som er sendt afsted, er faldskærmssoldater fra 82nd Airborne Division, som er del af den såkaldte “Immediate Response Force”, som for nyligt blev oprettet. Dette er en reaktionsstyrke, som man kan trække fra, hvis der opstår en krisesituation rundt om i verden. Styrken skal kunne sende tropper afsted til et hvilket som helst sted i verden indenfor 18 timer.

Det er altså styrker, som skal være med til at øge sikkerheden for amerikanske interesser og faciliteter (som f.eks. ambassaden hvis den igen kommer under angreb). Af samme grund var spekulationerne om at sende de 3.500 soldater afsted allerede var i gang, inden angrebet på general Suleimani natten til fredag. Denne overvejelse kom efter angrebet på den amerikanske ambassade i Bagdad, som i første omgang havde fordret deployeringen af 100 marinesoldater til ambassaden og 750 soldater fra 82nd Airborne Division til Saudi Arabien.

Læs også

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen

Her lurer nogle af overraskelserne ved kongresvalget i november

Lars Græsborg Mathiasen

Russisk dusør for drab i Afghanistan bekymrer på flere niveauer

Philip Chr. Ulrich

Præsidentvalgkamp set gennem en græsrods øjne

Camilla Sebelius Winther