Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Langt væk hjemmefra – Kinas store ambitioner i Arktis

Det virker til at der er blevet meget varmt i Kina– de søger i hvert fald hastigt op mod kulden i Arktis med alt hvad investeringer og fartøj kan holde. De får dog ikke kun kulde fra naturen, men også isende blikke fra de arktiske nationer der helst ser de holder sig væk.

Den ”nær-arktiske stat”, hvilket Kina har valgt at kalde sig for tiden, har løftet nogle øjenbryn hos de faktisk arktiske stater. I teorien passer udsagnet vel også, hvis man ser bort fra at de befinder sig 8000 km fra Beringstrædet, den tætteste indgang til den arktiske region. Det har dog på ingen måde afholdt Kina fra at tilkendegive deres absolutte interesse i området, særligt på grund af den påvirkning ændringer i Arktis har på Kina, og på deres betydelige økonomiske interesser i alt fra landbrug, fiskeri, marineindustrien, skovbrug, og andre sektorer. Siden 2013 har de derfor haft observatørstatus i det Arktiske Råd, og udgav i 2018 et white paper, China’s Arctic Policy, der signalerede deres hensigt til at have en større rolle i regionen – det var her de begyndte at kalde sig ”nær-arktisk”.

Fra Kinas perspektiv repræsenterer Arktis en af mange regioner som de forsøger at få større indflydelse over og cementere deres status som global stormagt. Det ses gennem etableringen af Polar Silk Road, deres arktiske version af Belt and Road Initiative, der har til formål at skabe rammer for udviklingen af arktiske shipping ruter og transporten af olie og gas til Kina. I 2019 åbnede en arktisk olie- og gasrørledning mellem Rusland og Kina fra den nye russiske naturgasfabrik i Yamal, hvor Kina forventes at modtage mindst 3 millioner tons LNG per år. Fabriksprojektet startede i 2013 og blev finansieret kraftigt af kinesiske penge, som Rusland blev afhængige af efter at Krimannekteringen i 2014 stoppede deres samarbejde med vestlige firmaer som ExxonMobil og Eni. Kina har derudover indgået handelsaftaler med Rusland til en værdi på mere end 20 milliarder USD for at styrke deres fælles økonomiske bånd. Det er Kinas mål at gøre brug af den russiske Nordøstpassage for at have flere muligheder for shipping, samt at skære transporttiden betragteligt ned på deres ruter til Europa. Begge lande har store interesser i at udvikle passagen, men det er klart en større økonomisk prioritet for Rusland, hvilket har givet Kina gode forhandlingsmuligheder. Det står klart at Kinas hunger efter energiressourcer kun ser ud til at stige, og at Arktis her spiller en vigtig rolle – det betyder dog ikke at de vil være afhængige af Rusland.

Indtil videre har USA affundet sig med den interesse og udvikling som Kina bringer til Arktis – og det er ikke så lidt endda. Kina har gjort meget for at sætte sit forsknings- og industriaftryk på regionen, med to forskningsstationer og en tredje på vej.  Netop disse projekter er det amerikanske Forsvarsministerie, Department of Defense (DoD), dog betænkelige ved. I deres 2018 årsrapport til den amerikanske Kongres advarer de om at Kina kan, under dække af forskning bruge dual-use teknologi som satellitter i et militært- og sikkerhedsøjemed. USA kan sammensætte sikkerhedspolitikker mod Ruslands militære udvikling, og de kan skabe specifikke politikker mod Kinas økonomiske- og forskningspostering i Arktis. Hvad USA ikke er klar til, er at adressere konvergensen mellem Kinas og Ruslands økonomiske og militære interesser i regionen. Det stigende samarbejde mellem de to nationer er noget som DoD ser på med bekymrede øjne – Kina tog del i den russiske militære Vostok-18 øvelse med flere tusinde soldater, og de have i 2019 den første flypatrulje sammen med Rusland over den koreanske halvø. Hvis lignede samarbejde skulle ske i Arktis, ville det være problematisk for USA. I modsætning til USA har både Rusland og Kina langsigtede strategier for regionen og har dedikeret store budgetter til at nå disse mål – hvis ikke USA snart ændrer politik og sætter større budgetter af, bliver det de to andre stormagter der former regionens fremtid.

Heller ikke Danmark ser afslappet på de seneste års udvikling i Kina. Med Kinas indtræden er stormagtskonkurrencen for alvor kommet til Arktis, og mellem de store spillere der puster sig op og viser muskler, findes det danske kongerige. Grundet vores begrænsede enheder i området har vi kun en sporadisk tilstedeværelse, og sammenholdt med manglende overvågningssystemer er det vanskeligt at opdage fremmed aktivitet på og tæt ved vores territorier. Der findes reelt et magttomrum nær Grønland og Færøerne som andre stater kan udnytte. Det betyder at USA kan føle sig tvunget til at have en større militær tilstedeværelse i regionen, hvilket vil højne konkurrence mellem de store stater. Kina har før kommet tæt på de danske territorier med forskerskibe, og deres nye flådestrategi betyder at vi ikke er langt fra at se militære fartøjer også. Kinesiske flådeenheder tæt på vores områder er ikke en udvikling i dansk interesse.

Under de seneste år har Kina omstruktureret kraftigt inden for staten. I 2018 opløste de tre statslige organer og skabte Ministeriet for Naturressourcer (Ministry of Natural Resources) for at strømline styringen af landet ressourcer. Af særlig interesse blev to departementer indlemmet i ministeriet: den Kinesiske Arktis og Antarktisadministration (CAA – The Chinese Arctic and Antarctic Administration) og det Første Institut for Oceanografi (FIO – the First Institute of Oceanography). CAA har til formål at udvikle den nationale polarforskningsstrategi og politik, støtte polarforskningsekspeditioner, og koordinere polarsamarbejde med andre lande og institutioner. I samme bane er FIO’s opgave bl.a. at understøtte marineforskning og teknologi, sikkerhed og udvikling. Sidste år ledte FIO koordineringen af Kinas niende arktiske ekspedition, hvor en række sensorer blev installeret flere steder i Arktis. Sidste år påbegyndte Kinas nye forskerskib Xuelong 2 dets første rejse til Antarktis. Skibet er udstyret med avancerede oceanografi- og ressourceovervågningssystemer, og det forventes at det inden længe vil sejle i Arktis. Det er åbenlyst at Kina vil have fat i de naturlige ressourcer i regionen, og at det vil lede til stigende konkurrence mellem Kina og de andre arktiske nationer.

Kina er en af de første til at omtale problemer omkring Arktis som værende globale anliggender; uden tvivl for at kunne legitimere deres deltagelse i diskussionerne. Det står i hvert fald klart at Kina fysisk gerne vil være mere til stede i fremtiden. Udover Xuelong 2 forskningsskibet, der inden alt for længe nok vil tage et sving forbi Arktis, er der lagt store planer for Kinas flådekapaciteter. I 2018 begyndte de at udarbejde planer for deres første atomare isbryder. Det 30.000 tonstunge skib ville gøre dem til det eneste andet land foruden Rusland til at have atomdrevne isbrydere, og det første atomare overfladeskib i Kinas flåde. Der spekuleres i at skibet kan være en trædesten mod udviklingen af deres Type 003 atomdrevne hangarskibe der er under konstruktion. Hangarskibe har ikke stor værdi tæt på det kinesiske fastland og bruges bedst som force projection, som man ser USA gøre. Og ligesom med USA kunne Kina potentielt i fremtiden forsøge at retfærdiggøre tilstedeværelsen af kinesiske hangarskibe i andre farvande for at beskytte de globale shippingruter. Åbningen af Arktis og den stigende skibstransport gennem Nordøstpassagen giver derfor, i Kinas øjne, en acceptabel grund at vise sig som en flådemagt og spille med musklerne – i direkte modsætning til den nuværende lavspænding som de arktiske stater forsøger at holde regionen i.

Det undrer ikke at Rusland er meget imod Kinas interesse i de arktiske egne, noget Rusland ser som deres sø, og som andre, ud over de arktiske naboer, ikke skal blande sig i. Det er dog ikke svært for Rusland at finde andre med samme mening, for Danmark og USA er af samme holdning. Der eksisterer en hårfin balance i området, som man har brugt lang tid på at opbygge, og den skal der ikke rykkes på. Som det er nu, så har Kina legitime økonomiske og politiske interesser i regionen, ligesom de fleste andre nationer. Så længe de forholder sig til de eksisterende internationaler normer og regler inden for miljø, arbejde, og handelslove, så skal deres økonomiske interesse ses som en mulighed og ikke en trussel. Det kræver dog som sagt at de overholder områdets regler.

På samme måde er de alt større økonomiske bånd mellem Kina og Grønland problematiske for Danmark. Kinesiske firmaer har de seneste år investeret tungt i en række projekter fra minedrift til konstruktionen af infrastruktur, inklusive et forsøg på at opkøbe en gammel militærbase, som dog blev afvist med henvisning til nationalt sikkerhedsgrundlag. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udtrykker bekymring over den indflydelse Kina kan få over Grønland: ” Som følge af tætte forbindelser mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina, er der særlige risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grønland. Det skyldes den indvirkning, som større investeringer vil have på et samfund af Grønlands størrelse.” Disse bekymringer førte tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen til at stoppe kinesiske investeringer i en række grønlandske lufthavne, som der i stedet blev investeret i af den danske stat. FE advarer om at den kinesiske regering tænker langt ud i fremtiden og at de sandsynligvis vil fortsætte med investeringer som på kort sigt ikke er rentable. Det samme gælder de dual-use forskningsstationer som Kina i større grad over de seneste år har etableret og som vil se større aktivitet i fremtiden. Det er det lange spil der gælder.

Læs også

Murdoch, Pecker og Sinclair: Her er Trumps medie-venner

Lars Græsborg Mathiasen

Amerikanske Twitter-brugere vil genåbne USA – eller er det bots?

Katrine Villarreal Villumsen

Da Danmark reddede Obamas kastanjer ud af ilden

Philip Chr. Ulrich

USA trækker sig fra endnu en international aftale

Philip Chr. Ulrich

Joe Biden – One Term President?

Mads Høeg-Mikkelsen

Dyster udvikling for USA-Kina forholdet

Philip Chr. Ulrich