Kampen om at blive Demokraternes næste præsidentkandidat er allerede i fuld gang. Men de Demokratiske kandidater har lang vej endnu inden de for alvor kan fokusere på at vippe præsident Trump af pinden. En lang række regler kommer nemlig til at forme de demokratiske primærvalg, samtidig med at de demokratiske kandidater står overfor en række udfordringer.
”Demokrater vil falde for deres kandidat, Republikanere falder bare ind på række.” Sådan karakteriserede Præsident Clinton i sin tid de to store partiers vælgerkorps, og beskrivelsen er da hellere ikke helt forkert. For når vælgerne i det nye år går til Demokratiske vælgermøder og primærvalg, så er de i høj grad på jagt efter en kandidat, der kan begejstre dem.
Denne dynamik giver udslag i en Demokratisk primærvalgsproces, der er mere langtrukken og mere uforudsigelig end den tilsvarende proces hos det Republikanske Parti. Demokratiske kandidater skal samtidig navigere i et regelsæt, der er langt mere ensartet på tværs af stater end det tilsvarende Republikanske regelsæt, hvilket betyder, at de Demokratiske kandidater i langt højere grad skal føre kampagne på tværs af alle delstater. Alle disse dynamikker er vigtige at holde sig for øje, når man ser på, hvem der skal blive Demokraternes præsidentkandidat.
Proportionel fordeling af delegerede holder primærvalgene åbne
Demokraterne ender ofte med at vælge en kandidat, der kommer fra baghjul. Det skyldes i høj grad Demokraternes regler for, hvordan man fordeler delegerede kandidaterne imellem ved primærvalg og vælgermøder, de såkaldte ”Caucuses.” I tidligere tider gjorde Demokraterne udbredt brug af enhedsregler, der bandt alle de delegerede fra en delstat til vinderen af primærvalget i deres delstat, sådan som man kender det med valgmænd fra præsidentvalget.
Disse enhedsregler kom sammen med Demokratiske partibossers ublu brug af magt under heftig kritik ved Demokraternes kaotiske konvent i 1968. Demokraterne har siden skrevet en proportionel fordeling af de delegerede, der afspejler valgresultatet, ind i deres regelsæt.
Det er åbent for fortolkning, hvorvidt den proportionelle fordeling foregår på delstatsplan eller i mindre valgdistrikter (Valgdistrikter til kongressen eller kommuner eksempelvis). Dette betyder, at man som kandidat potentielt godt kan få flest stemmer i en delstat, men stadig få færre delegerede end sine modstandere. Kandidaterne skal derfor holde et skarpt øje med, hvor præcist i en stat, de enkelte delegerede bliver fordelt, og der meget at vinde på at gå målrettet efter de ”rigtige” valgdistrikter.
Demokraternes primærvalgsproces er derfor langt venligere ved nr. 2, 3 og 4 osv. end den Republikanske primærvalgsproces, der er mere benhårdt tunet mod at sortere ”2’erne” fra. I den Republikanske Primærvalgsproces gør mange stater brug af såkaldte ”Winner-takes-all” eller ”Winner-takes-most” valg, hvor vinderen af et primærvalg får alle de delegerede eller en gruppe delegerede i bonus.
Dette er ikke tilfældet hos Demokraterne, og er der flere lige kandidater med tilnærmelsesvis samme opbakning, går der lang tid, inden man finder en vinder. Hillary Clinton har to gange oplevet dette: Mod Obama i 2008 og mod Sanders i 2016. I begge valg fordelte kandidaterne de delegerede imellem sig, og skiftedes til at vinde små sejre, og var ude af stand til at skabe sig en afgørende føring. Dermed blev afgørelsen konstant udskudt, og uenigheden i partiets vælgerkorps udstillet.
Det samme kan meget vel blive tilfældet i årets primærvalgkamp, hvor der potentielt kan være dødt løb mellem 2 eller flere kandidater helt frem til juni. Frygten hos de Demokratiske kandidater og deres politiske stabe er, at de skal bruge for lang tid på at slås med partikammerater fremfor Præsident Trump.
Demokraternes spærregrænse sorterer kun overfladisk i kandidaterne
For at imødegå det faktum, at Demokratiske primærvalgsprocesser som regel blive langtrukne affærer har partiet indført en spærregrænse på 15%, som er gældende i samtlige delstater. Selvom spærregrænsen på 15% kan lyde relativt høj, når man sammenligner dem med de 2% og 4% spærregrænser, vi kender fra Danmark og vores nabolande, så giver den Demokratiske spærregrænse på 15% stadig mulighed for at flere jævnbyrdige kandidater kan fordele de delegerede ligeligt imellem sig. Teoretisk set kan 5-6 kandidater være i spil mange måneder inde i et Demokratisk primærvalg, noget man sjældent ser hos Republikanerne.
Hvis vi kigger på meningsmålingerne fra de to første stater, Iowa og New Hampshire, står 4 kandidater (Warren, Buttigieg, Biden og Sanders) til at kunne sikre sig delegerede i Iowa og 3 kandidater (Warren, Biden og Sanders) står til at få delegerede med hjem fra New Hampshire.
Endeligt skal det siges om spærregrænsen, at selvom den fra det nationale Demokratiske Parti er fastsat til 15%, så er, hvordan den skal håndhæves, i praksis åbent for fortolkning. Er det på delstatsplan eller i de enkelte valgkredse internt i delstaten? Det betyder, at vi i visse delstater sagtens kan se kandidater vinde delegerede, selvom de ikke når over 15% af stemmerne i en delstat.
De superdelegeredes magt er begrænset
Et meget kontroversielt emne hos Demokraterne har i de seneste mange år været brugen af de såkaldte ”superdelegerede.” Da Demokraterne i slut 60’erne reformerede deres primærvalgsproces, var de efterfølgende Demokratiske konventer præget af mandefald, hvor partitoppen blev væk, og hvor partitoppen ingen hånd havde i processen med at finde partiets præsidentkandidat. Denne mangel på medbestemmelse hos partitoppen og deres rådgiver faldt sammen med nogle dårlige valgår for Demokraterne, der i 1972 tabte stort, i 1976 vandt knebent, og i 1980 igen tabte stort.
For at vende den dårlige stime og sikre at bedre kandidater blev valgt ved primærvalgene, og at partitoppen igen mødte op til konventerne, indførte Demokraterne i start 80’erne en gruppe af delegerede, som var automatisk inviteret, hvis de var blevet valgt ind i det Hvide Hus, sad i Kongressen eller boede Guvernørboligerne for Demokraterne eller hvis de sad i partiledelserne i Demokraternes delstatsafdelinger.
Disse delegerede var ikke bundet til at stemme i overensstemmelse med deres hjemstat, de skulle blot følge deres egen overbevisning, og dermed agere ”tie-breaker, hvis valget ikke umiddelbart kunne afgøres ved konventet. De superdelegerede har aldrig været direkte afgørende for et Demokratisk primærvalg, men er ofte blevet kritiseret for at være for elitære og for at frarøve de Demokratiske græsrødder deres stemme. Bernie Sanders angreb i 2016 institutionen, som han mente var udemokratisk og favoriserede Hillary Clinton. Dette har ført til en regelændring, der betyder, at superdelegerede ikke må stemme i første runde ved konventet medmindre der ingen tvivl om udfaldet er. Dette ændrer ikke ved de superdelegeredes rolle som tie-breakere, men giver vælgerne en større stemme og partitoppen en mindre stemme ved konventet i 2020. Regelændringen kommer formentlig til at trække den Demokratiske primærvalgkamp yderligere i langdrag, da ingen kandidat kan opbygge momentum ved hjælp af deres politiske allierede blandt de superdelegerede.
Demokraternes regler favoriserer blå stater
Demokraterne har i deres nationale regelsæt for primærvalg og vælgermøder i 2020 lagt op til brugen af nogle bestemte formler til udregningen af, hvor mange delegerede de enkelte stater skal have. Disse formler skal kigge på statens størrelse og hvor stærkt demokraterne står i staten. Det betyder, at de solide ”blå stater” og de større stater kommer til at stå med større indflydelse i det kommende primærvalg.
Variationer af denne fordelingsnøgle har været brugt af Demokraterne de sidste mange år, og er populær hos de solide Demokratiske stater. Den har dog en alvorlig slagside i forhold til svingstater, og særligt de svingstater, hvor Demokraterne står svagt på lokalt plan. Disse delstater får nemlig en mindre stemme i valget af Demokraternes præsidentkandidat, og derfor er sandsynligheden for, at Demokraterne vælger en præsidentkandidat, der også er populær i de altafgørende svingstater mindre.
Denne dynamik kommer også til at gøre sig gældende i den kommende primærvalgkamp. Trump vandt mange af svingstaterne ved det seneste valg, og Republikanerne sidder i flere af disse svingstater som eksempelvis Ohio og Florida tungt på det lokalpolitiske liv. Disse stater kommer til at være underrepræsenterede i sammenligning med Demokratiske bastioner på kysterne som New York og Californien, der sjældent er afgørende for selve præsidentvalget. Demokrater som Joe Biden og Amy Klobuchar, der brander sig på svingstater, skal derfor være ekstra stærke i disse svingstater for at kunne sikre sig sejren i primærvalgene.
”Den Store Enchillada” er tilbage på supertirsdag-menuen
De første delstater i primærvalgskalenderen er kun blevet mere og mere vigtige over de sidste mange år i takt med, at mediernes fokus på kandidaternes præstationer ved primærvalgene er blevet større og større. Man kan ikke, som mange kandidater gjorde i gamle dage, møde ind sent i primærvalgssæsonen og stadig regne med at vinde, den tid er forbi. Hvordan primærvalgskalenderen er skruet sammen er derfor enormt afgørende for, hvem der bliver Demokraternes præsidentkandidat, og i begge partier er primærvalgskalenderen en konstant kamp mellem delstaterne om at få den rigtige position.
Den formentlig væsentligste udvikling i kalenderen hos Demokraterne er, at Californien har rykket sit primærvalg fra først i juni frem til ”supertirsdag.” Supertirsdag startede i 1980’erne som et forsøg fra sydstatsdemokrater på at samle primærvalgene i sydstaterne på samme dag, og derfor skaffe større fokus på sydstatsinteresser. Siden har en række stater rundt om i landet tilsluttet sig supertirsdag, der som regel ligger første tirsdag i marts, og er den største enkeltstående valgdag.
Californien er USA’s største stat og er samtidig en af det Demokratiske Partis største støtter. Sidst staten lå på supertirsdag fik den kælenavnet ”The Big Enchillada,” med henvisning til, at den var en lækkerbisken for potentielle præsidentkandidater. Den store enchillada er tilbage, og der er enormt meget på spil i Californien, der sidder på godt 10% af Demokraternes delegerede. Californien har uden tvivl været omdrejningspunkt i samtlige Demokratiske kandidaters strategier. Kamala Harris, der i øjeblikket halter igennem meningsmålinger, skal formentligt håbe på et mirakel i hjemstaten for at kunne blive præsidentkandidat. Californien, der ved det seneste primærvalg lå alt for sent på kalenderen til at blive afgørende, kommer denne gang til at spille en helt central rolle.
Meningsmålinger og fundraising
Der bliver i øjeblikket foretaget et hav af meningsmålinger, der skal give et fingerpeg om, hvilken kandidat, der har momentum. Dette vil kun tiltage frem til vælgermødet i Iowa, der skyder primærvalgssæsonen i gang.
Den tidligere Vicepræsident, Joe Biden har længe ført klart i meningsmålingerne, men den seneste måneds tid har særligt Senator Elizabeth Warren fra Massachusetts halet ind på Biden. Ifølge RealClearPolitics.com står Warren til at vinde de første to stater, Iowa og New Hampshire, mens Biden står til at vinde Nevada og ”First in the South”-staten, South Carolina, der er en vigtig indikator på en kandidats styrke frem mod supertirsdag.
Kigger man på kandidaternes fundraising-indsats, forsætter Warrens momentum. Hun ligger dog ifølge en opgørelse fra New York Times, dog stadig lige efter Pete Buttigieg fra Indiana og et godt stykke fra Bernie Sanders, der har samlet klart flest penge ind.
Meningsmålingerne og fundraising giver dog ikke noget entydigt billede af, hvem der fører kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Og selv, hvis de gjorde, ville det ikke være ensbetydende med, at man kunne krone vinderen af primærvalgene endnu.
Hvor Republikanerne i nyere tid altid er endt med at nominere kandidaten med flest kampagnemidler og føringen i meningsmålingerne i slutningen af januar, er Demokraterne mere kendt for at ende med at nominere en ”underdog,” fordi fordelingen af delegerede, spærregrænse og superdelegerede alle er foranstaltninger, der udskyder finsorteringen af de Demokratiske kandidater. Så selvom det ligner et opgør mellem Biden, Warren og Sanders, kan Pete Buttigieg, Kamala Harris, Andrew Yang, Tulsi Gabbard og resten af det store felt ikke helt afskrives endnu.
