Kongressen.com
Analyse BRIK-panel

Magtens mænd på første date

Xi Jinping og Barack Obama mødtes for at pleje nyt et venskab med alvorlige konsekvenser for den fremtidige stabilitet i verden. Udadtil var det dog vigtigt at signalere en både god og afslappet stemning

BRIK-PANEL: Der var ingen slips, da præsidenterne Xi Jinping og Barack Obama mødtes på den smukke ranch, Sunnylands i Californien den 7. og 8. juni, og det var nok ikke helt tilfældigt.

Der blev diskuteret Kinas og USA’s stigende rivalisering i Stillehavet, Nordkoreas atomtrussel og internetspionage, men det var ikke det, der var formålet med mødet, og derfor var der ingen slips, men i stedet smukke grønne omgivelser, en golfbane og en dosis Sunny California.

Det her møde handlede om, at sikre verdensfreden. Det handlede om, at den absolut største trussel mod den globale sikkerhed de næste mange år, hænger tæt sammen med, hvordan forholdet er mellem Beijing og Washington. Derfor handlede det her møde om, at give Xi og Obama, de bedst mulige vilkår for at komme godt ind på hinanden og give deres forhold den blidest mulige start.

Militære provokationer
Både Xi og Obama står i spidsen for henholdsvis nye og nyvalgte administrationer, og begge sider har på det seneste kraftigt strammet retorikken og den politiske linje. Obama provokerer i den grad med sin Asien pivot, hvis klare formål er at lægge isolere Kina indenfor en ring af USA-venlige lande og militært isenkram.

Modsat opruster Kina også kraftigt og har siden 2006 fordoblet sit militære budget. Iagttagere som Liu Mingfu, der er ekspert på det kinesisk militær, gør det klart, at Kina forbereder sig på en eventuel militærkonfrontation i Stillehavsregionen.

I en hvidbog udgivet af det kinesiske forsvar i april, hedder det også, at ét land har oprustet kraftigt i asiatiske-stillehavsregion og at situationen ofte skabte spændinger. Selv om dette land i hvidbogen forblev unavngivet, skal man vist ikke være George Washington for at regne ud, at der var tale om USA.

Xis drøm – verdens mareridt
Siden Xi Jinping blev indsat som Kinas nye leder i marts har det været tydeligt, at Kina har foretaget et politisk paradigmeskifte. Eller sagt på en anden måde, så er Hu Jintaos ansigtsløse bureaukrat styre med fokus på harmoni og fredelig udvikling blevet aflyst af et nyt Kina.

Xi Jinping har politisk swagger i spandevis og fører sig smilende frem med sin berømte folkesanger kone, og hans mål handler ikke kun om væksttal og økonomisk udvikling. Xi Jinping har en drøm, og den drøm kan vise sig at være verdens mareridt. 

Kommunistparti søger ny legitimering
Kinas Drøm har afløst Hu Jintaos Harmoniske Samfund som officielt slogan. Xi drøm handler om et stærkt Kina. Et Kina der ikke lader kue, men er stærkt militært og kan spille med musklerne, når det bliver nødvendigt.

Kinas ungdom er allerede lige så pumpet med nationalistisk propaganda, som landevejenes helte var pumpet med doping halvfemserne.  Og i en tid, hvor optimismen omkring den fortsatte himmelfart for Kinas økonomi ikke stærkt for nedadgående, har Xi Jinping brug for nye argumenter, der kan legitimere, at kommunistpartiet fortsætter som rigets absolutte hersker. Det svar er nationalisme, og derfor kan Xis drøm hurtigt blive synonym med Vestens mareridt. 

Nationalisme eller politisk reform
Den økonomiske udvikling i Kina er blæst af sted som et løbsk lyntog. Landets er blevet rigere og rigere, men kommunistpartiet har holdt sig fra den krudttønde, der hedder politiske reformer. Derfor blomstrer korruptionen i Kina, og derfor har Kina i dag udviklet sig til et lettere forvirret forbrugercirkus, der ikke har kunne følge med sin egen udvikling, og som er gennemsyret af sygdomme og behov for reform.

Det er den bombe, der hviler under Xis Kina. Derfor skal hans drøm sikre, at fokus bliver holdt på ydre fjender, så han ikke risikerer, at hans Kina lider sammen skæbne, som det kinesisk højhastighedstog, der sidste år kørte galt, fordi det var bygget til at blive hurtigt færdigt og ikke til at kunne holde.

Kina vil respekteres
Kinas voksne indflydelse er tydelig for alle og i flere år, har Kina krævet større international respekt. Men selvom, der ikke er nogen tvivl om, at verden og for så vidt også USA frygter Kina, så er det et andet spørgsmål, hvorvidt de respekterer Kina, som en ligeværdig aktør i det verdenspolitiske spil – det gør de næppe.

Det hænger sammen med, at Kina under Hu Jintao holdt sig væk fra alt, der mindede om at tage ansvar i internationale konflikter. Hu Jintao luskede væk hver gang, der skulle tages ansvar. Hans Kina var kynisk og velovervejet. Man respekterede andre staters nationale anliggender og forventede, at andre lande blandede sig uden om Kinas nationale anliggender, læs: Tibet, Taiwan, Xinjiang, menneskerettigheder og så videre.

Med Xis nye drøm for Kina, kan vi godt regne med, at riget langsomt vil genindtage sin plads i midten. Kina har ikke historie for at blande sig i, hvad andre lande gør, det vil formentligt ikke ændre sig, men i takt med at landet står overfor nogle store strukturelle udfordringer og den latente ustabilitet vækkes, er der ingen tvivl om, at risikoen for Kinesisk aggressivitet stiger.

Farlig situation
Under Xi er det allerede blevet klart, at Kina vil reagere hårdere på konfrontationer idenfor Kinas erklærede territorier. Det er blevet klart efter sammenstød, med indiske tropper i Himalaya og vietnamesiske og filippinske skibe ud for Kinas kyst.

Det er en farlig leg at kaste sig ud i, og derfor er det også vigtigt, at Obama og Xi har så godt et forhold som muligt, så situationer ikke eskalerer mere end højst nødvendigt. Derfor er mødet i Sunnylands vigtigt og derfor er det måske vigtigere med en gåtur i solen, end en diskussion om spionage på internettet og andre ellers presserende emner.

Læs også

“Jeg tror ikke, vi har set det værste fra White Power-bevægelsen endnu”

Anders Agner Pedersen

Den større risiko ved at efterlade kurderne

Philip Chr. Ulrich

Thule beskytter stadig USA i det kolde nord

Morten Tastum

Højspændte højesteretsdramaer i vente

“America First” efterlader USA’s allierede på kamppladsen

Philip Chr. Ulrich

Trumps primærvalgsudfordringer

Mads Høeg-Mikkelsen