Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Mattis: USA’s demokrati er et eksperiment, som er truet

”Alle amerikanere er nødt til at erkende, at vores demokrati er et eksperiment – og det er et som kan rulles tilbage.” Sådan lyder det i et redigeret uddrag af James Mattis’ nye bog. Det er var ikke meget den nu tidligere forsvarsminister ytrede sig offentligt, da han i to år var i spidsen for Pentagon. Nu udkommer hans bog om 40 år i Marinekorpset og to år som præsident Trumps forsvarsminister. Det er IKKE en ”tell all” bog, og det bør ingen have forventet. I stedet er det en bog om ledelseserfaringer – og ud fra tidligt offentliggjorte uddrag at dømme, også en opsang til det amerikanske politiske system.

Allerede som forsvarsminister slog James Mattis en dyster tone an, når han talte om tilstanden af USA’s demokrati. Tilbage i slutningen af 2017 sagde han således til en gruppe soldater på øvelse i Jordan, at det amerikanske civilsamfund var præget af historisk splittelse. For ham var militærets opgave derfor klar: ”Hold the line”. Militæret måtte ikke lade denne splittelse sprede sig til militæret, og man måtte derfor holde sig fri af de politiske hundeslagsmål, som i høj grad præger Washington D.C.

Kritikken af den aktuelle politiske situation i USA fortsætter nu i en ny bog fra James Mattis og i en række uddrag og interviews han har givet i den anledning. En af de klareste meldinger kom i et uddrag bragt i Wall Street Journal: ”All Americans need to recognize that our democracy is an experiment — and one that can be reversed. We all know that we’re better than our current politics. Tribalism must not be allowed to destroy our experiment.

Den nye bog er ikke en ”tell all” bog om Mattis’ tid i Trump-administrationen, og det havde man heller ikke forventet af den tidligere fire-stjernede general fra Marinekorpset. I sit første tv-interview siden han forlod Pentagon, afviste Mattis da også klart at kritisere den siddende præsident. En sådan kritik passer ikke ind i generalens æreskodeks. Som han forklarer sin bevæggrund for at sige ja til posten som forsvarsminister for præsident Trump: ”When it comes to the defense of our experiment in democracy and our way of life, ideology should have nothing to do with it. Whether asked to serve by a Democratic or a Republican, you serve.” Generelt har Mattis lagt en meget huntingtonsk forståelse af civil-militære forhold for dagen – både som forsvarsminister og efter hans fyring. Militæret skal være apolitisk og tjene nationen. Det er også derfor, at han opfordrede de unge marinesoldater i Jordan til at ”hold the line”, for det var opgaven overfor nationen.

Dette ønske om at friholde militæret fra det politiske spil i Washington D.C. havde dog også en klar slagside. Der blev nemlig indført en klart mere begrænset åbenhed overfor pressen, og de ellers regelmæssige pressebriefinger i Pentagon blev sat på stand by. Det var faktisk først for en uge siden, at forsvarsminister Mark Esper og forsvarschef Joseph Dunford stillede sig bag podierne i presserummet til den første briefing i et år. En sådan udvikling er et demokratisk problem. Men for James Mattis var det tilsyneladende en pris, der var værd at betale for at minimere risici for at komme på præsidentens radar på en negativ måde. Denne politik er nu blevet ændret med Mark Espers tiltræden.

Men Pentagon har stadig stor opmærksomhed på, at militæret fremstår så apolitisk som muligt. Derfor er der udsendt et klart direktiv, som forbyder militærfolk at optræde i politiske sammenhænge i deres uniformer.
Senest er en major fra South Carolinas National Guard ved at blive undersøgt for ved et vælgermøde med Joe Biden at have fået mikrofonen og udtalt, at hun bad til Gud om at han blev valgt. Alt imens hun var iklædt sin uniform. Det må man ikke.

En klar modsætning til præsident Trump

James Mattis’ nye bog ”Call Sign Chaos: Learning to Lead” er seneste udgave af en genre af erindringsbøger, som flere generaler og ministre har skrevet i de seneste år. De sælges ikke som en erindringsbog, men som en bog om ledelseserfaringer baseret på den pågældendens mangeårige erfaring fra diverse jobs. Tidligere forsvarsminister Robert Gates, tidligere chef for NATO’s ISAF-mission i Afghanistan Stanley McChrystal og flere andre har udgivet sådanne bøger, og nu er det altså blevet James Mattis’ tur.

Men selvom det altså ikke er en ”tell all” bog, som bringer en bag de lukkede døre i Trump-administrationen, så må man heller ikke være i tvivl om, at den tidligere forsvarsminister langt hen ad vejen var uenig med sin chef i den helt grundlæggende opfattelse af USA’s rolle i verden. Det har vi sådan set allerede vidst i lang tid, men det udstilles endnu en gang i Mattis’ nye bog og uddrag fra bogen. I Wall Street Journal skriver han f.eks.: ”An oft-spoken admonition in the Marines is this: When you’re going to a gunfight, bring all your friends with guns. Having fought many times in coalitions, I believe that we need every ally we can bring to the fight.” Denne positive holdning til USA’s allierede understreges igen senere i uddraget, og der rettes en indirekte kritik af præsidenten: “Nations with allies thrive, and those without them wither. Alone, America cannot protect our people and our economy. At this time, we can see storm clouds gathering. A polemicist’s role is not sufficient for a leader.

Det ser altså ud til, at man ikke skal læse Mattis’ bog, hvis man håber at læse en sønderlemmende direkte kritik af præsident Trump og hans politik, men hvis man havde den forventning, så har man heller ikke forstået manden. Det er en af de tungeste stemmer i amerikansk sikkerhedspolitik i de seneste flere år, men det er også en mand med et klassisk æresbegreb, så et frontal angreb på præsidenten ville ikke passe med hans personlighed. Til gengæld vil det være et indblik i den tidligere forsvarsministers verdensbillede, og hvordan han er kommet frem til dette, både gennem sin omfattende læsning af bøger og erfaringer fra Marinekorpset.

Personligt glæder jeg mig meget til at sætte mig med ”Call Sign Chaos: Learning to Lead”, og mange vil helt sikkert finde bogen interessant.

Læs også

USA, Kina, Rusland, SoMe, sikkerhedspolitik, valgkamp…

Kongressen

Kan nogen stoppe Joe Biden?

Anders Agner Pedersen

Pence og Haley i republikansk positionskamp

Mads Høeg-Mikkelsen

John Bolton ude: En af de mindst overraskende Trump-fyringer

Philip Chr. Ulrich

Hvordan glemmer et land, at man er i krig?

Philip Chr. Ulrich

“America First” dagsordenen aflivede fredsmøde med Taleban

Philip Chr. Ulrich