Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Meningen med USA’s tilbagetrækning fra Tyskland

Siden forsvarsminister Mark Esper annoncerede, at USA ville trække næsten 12.000 soldater ud af Tyskland har den gængse analyse lydt, at dette var præsidentens straf af Tyskland for ikke at bruge 2% af BNP på deres forsvarsbudgetter. Men der er faktisk en strategisk mening med beslutningen, og vi bør snarere se præsidentens udtalelser som hans forsøg på at gøre en strategisk beslutning til sin egen og score point i et valgår.

Det er mange år siden, at de amerikanske styrker i Tyskland har fungeret som besættelsesstyrker. I stedet har de fungeret som afskrækkelse mod først Sovjetunionen og senere set som en garanti for at USA fortsat så en relevans med NATO. Den amerikanske tilstedeværelse i Europa ses stadig som udtryk for USA’s engagement i NATO, og igen som en afskrækkelse mod øst. Derfor har det vakt opsigt, at den amerikanske forsvarsminister Mark Esper den 29. juli fortalte, at man ville trække 11.900 soldater ud af Tyskland. Af disse vil næsten 5.600 blive sendt til andre europæiske lande, mens de sidste ca. 6.400 vil blive flyttet hjem til USA.

Den efterfølgende debat har været meget fokuseret på, at dette var en beslutning af præsident Trump som straf af Tyskland for ikke at bruge 2% af BNP på sit forsvarsbudget. Forargelsen over dette tilsyneladende personlige vendetta har taget fokus fra, at der faktisk ligger strategisk mening bag beslutningen. Præsidenten har da heller ikke afhjulpet mistankernemed sit tweet om tilbagetrækningen. Her skal man blot huske på, at vi befinder os i et valgår, og præsident Trump har en klar interesse i at få denne beslutning til at fremstå som en udenrigspolitisk sejr for ham.

Flere ting er værd at bemærke: beslutningen kommer efter næsten et års analyse i Pentagon af USA’s militære tilstedeværelse over hele verden, de 6.400 soldater som formelt trækkes hjem til USA vil komme tilbage til Europa på rotationsbasis, og sidst så er der selvfølgelig også en grad af politisk signal i beslutningen.

Den strategiske analyse

Allerede under forsvarsminister James Mattis var det en målsætning, at man ville søge større strategisk uforudsigelighed og fleksibilitet. Der er ikke meget uforudsigelighed over at have tusinder af amerikanske soldater på baser i Europa eller andre steder i verden. Man skulle bedre kunne flytte dem rundt, for at kunne reagere og agere proaktivt overfor strategisk konkurrenter som Kina og Rusland.

 Derfor indledte man for lidt over et år siden en større analyse af USA’s globale militære fodaftryk.

I arbejdet med analysen har man vurderet hver af USA’s regionale militære kommandoer, som er ansvarlige for hver deres område af verden. Man har set på hvilke udfordringer der er i regionen, hvordan regionen passede ind i USA’s overordnede strategiske prioriteter og hvilket militært fodaftryk man havde i regionen.
Undervejs har man stillet nogle svære spørgsmål, f.eks. blev det på et tidspunkt overvejet, om USA reelt behøvede at have militære styrker i Afrika, eller om man kunne trække dem alle ud. Konklusionen blev, at ja man havde brug for styrker i Afrika, og der var da også massivt pres fra folkevalgte politikere i Kongressen for at fastholde en militær tilstedeværelse i Afrika for at modvirke kinesisk og russisk indflydelse. På samme måde har man diskuteret, hvor stort aftryk USA skal have i Syd- og Mellemamerika, hvor især Rusland har rykket på sig i Venezuela.

Resultatet af analysen for Europa var, at man ønskede større fleksibilitet og at man ville rykke flere styrker mod øst – altså tættere på den trussel som de europæiske allierede ønsker beskyttelse imod.

Tropperne kommer faktisk tilbage

En af de mest oversete pointer i den amerikanske beslutning har været, at de 6.400 soldater som siges at blive trukket hjem til USA faktisk vil fastholde tilknytningen til Europa ved at komme tilbage på rotationsbasis. Ved at de kommer tilbage på denne måde, så har man bedre mulighed for at sende tropper andre steder hen i verden hvis behovet skulle opstå og dermed opnå noget af den strategiske uforudsigelighed som Mattis i sin tid efterlyste.

I første omgang nævntes Belgien og Italien som nye destinationer, mens andre også vil komme til østeuropæiske lande som Polen på rotationsbasis. For eksempel har man netop oprettet det amerikanske V Corps, hvor man fast vil stationere omkring 200 soldater til hovedkvarteret, mens omkring 600 vil komme på rotationsbasis. Forsvarsminister Mark Esper har efterfølgende også talt om at placere soldater i Rumænien.

Dermed er der altså ikke tale om en svækkelse af NATO, men blot en omstrukturering af det amerikanske bidrag til alliancen, hvor tropperne faktisk rykkes tættere på den aktør, som NATO er fokuseret på at afskrække.

Bag ved hele denne disposition må vi også fra europæisk side erkende, at vi altså ikke er en særlig høj prioritet i amerikansk strategi. Derfor giver det også rigtig god mening, at man prioriterer anderledes for eksempelvis at kunne flytte fokus mod Asien eller Mellemøsten, som er højere prioriteret. Fra amerikansk perspektiv har man også svært ved at acceptere, at man skal løfte så stor en del af europæisk sikkerhed, når der er tale om nogle af verdens rigeste lande. Det hænger bare ikke sammen.

Det politiske signal

Derfor er det da også naivt, hvis man tror, at der ikke er et politisk signal i dette træk fra amerikanerne. Signalet er klart: Alliancens medlemslande skal bruge 2% af deres BNP på forsvarsbudgetterne, ligesom det er aftalt i NATO. Ellers vil der være en konsekvens. Risikoen er et A- og et B-hold i NATO, hvor den helt store frygt er, at præsident Trump erklærer, at USA ikke vil beskytte B-holdet. Der er vi dog ikke på nuværende tidspunkt, men det ville være en klar underminering af Artikel 5, og uden den fælles sikkerhedsgaranti er NATO svækket til ugenkendelighed. Selvfølgelig er der altså et signal til Tyskland om at det er uacceptabelt, at landets forsvarsbudget fortsat ikke svarer til 2% af BNP.

Samtidig er det værd at huske på, at det er et valgår. Netop derfor har præsident Trump også en interesse i at få dette til at fremstå som en udenrigspolitisk sejr for ham.

Man skal altså have politiske motiver med i sin analyse af den amerikanske beslutning om at trække næsten 12.000 soldater ud af Tyskland. Men man skal også have amerikanske interesser i tankerne, når man vurderer beslutningen. Og her er der altså klare gevinster i et strategisk perspektiv for amerikanerne ved at opnå større strategisk fleksibilitet, hvor de ikke er fastlåst på samme måde som tidligere i en region, som reelt må siges at være tredje eller fjerdeprioritet over USA’s geopolitiske udfordringer.

Læs også

Kampen om Amerika: Ginsburgs død genopliver striden om abort

Kongressen

Topmøde: Tommy Ahlers

Anders Agner Pedersen

Trump hamrer på den blå mur

Mads Høeg-Mikkelsen

Jon Stewart kaster sig ind i veteraners kamp for hjælp

Philip Chr. Ulrich

Senatorer i svingstater under pres efter RBG’s død

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen

Prisen for støtten til Trump er et misset genvalg

Simon Fjordvang Brenøe-Jensen