Kongressen.com
Feature

Negative kampagner: Fordi det virker, stupid!

2020-valget er, naturligvis, heller ikke sluppet for de negative kampagner. Både Trump og Biden bruger dem, på vidt forskellige måder.

Indtil det amerikanske præsidentvalg den 3. november, vil Dorte Rasmussen fokusere på negativ kampagneføring gennem en række artikler, der vil belyse dette fænomen i amerikanske valgkampe. I denne artikel beskrives, hvordan negative kampagner virker – og hvordan de to nuværende præsidentkandidater bruger negativitet i valgkampen.

Det er givet, at negative kampagner virker – ellers ville ingen benytte dem. Som nævnt i tidligere artikler, har dette fænomen altid været en del af amerikanske valgkampe, og man kan også argumentere for, at det kan være en vitaminindsprøjtning i et til tider meget demotiveret folkefærd, og fungere som oplysningsplatform for de amerikanere, der ikke følger politik til hverdag.

Men en af de ting, som mange bemærker, når snakken falder på amerikanske præsidentvalg er, at valgdeltagelsen er meget lav. Hvorfor er den det? Måske fordi Washington er så langt væk, måske fordi man ikke føler, at ens stemme betyder noget, måske fordi man mener, at det kan være lige meget, hvem der sidder i Det Hvide Hus. Eller måske er det fordi, valgkampene er designet til at frastøde vælgerne. 

Skærer man helt ind til kernen, bruges negative kampagner selvfølgelig for at vinde stemmer. De bruges i høj grad til at mobilisere de vælgere, der er partiloyale og som for det meste stemmer. Kandidaterne skal have basen til stemmeurnerne – det var blandt andet en af de ting, som Hillary Clinton ikke formåede at gøre godt nok i 2016. Der var simpelthen ikke nok demokrater, der stemte på hende. Troede de, at ”den var hjemme” på grund meningsmålingerne, eller var det simpelthen ikke lykkedes Clinton at motivere og begejstre sine partifæller nok? Det var nok en kombination, og noget man evigt kan debattere. Donald Trump var derimod eminent til at mobilisere sine republikanske vælgere, and the rest is history. 

Når det gælder om at mobilisere partiloyale, handler det om en smuk linedans, hvor en kandidat skal skabe eufori omkring sin egen kandidatur, samtidig med, at der skabes modstand, frygt og endda vrede mod modparten. Kandidaterne skal poste smukke storytelling-videoer og vise hvor awesome de har været, så bliver vælgerne bekræftet i, at deres stemme går til den helt rigtige. De aspirerende præsidenter skal lave kraftfulde bagslagsannoncer, der rammer modstanderen lige dér, hvor det gør mest ondt, og vælgerne bliver igen bekræftet i, at deres kryds bliver sat hos den bedste kandidat. De amerikanere, der er partiloyale, er netop det: loyale. Det er meget svært at få vælgere til at skifte side – og så er der ”kun” to grupper tilbage: de uafhængige og sofavælgerne. De udgør knap 100 millioner stemmer i USA. De er svære at begejstre, og de er med stor sandsynlighed også mere end trætte af al den mudderkastning, konspirationsteorier og korruption, som de konstant hører om gennem kandidaternes reklamer og Facebook-annoncer.

Trumps kampagnestrategi: I kan ikke slippe af med mig

Donald Trumps 2016-kampagne kører stadig. Fordi det virkede, stupid! Præsidenten kan som ingen anden begejstre sin base, og hver gang han holder rallies, formår han at gøre dem endnu mere entusiastiske. Men meget tyder på, at basen er skrumpet – og Trump er bagud i meningsmålingerne. Det var han også for fire år siden, og derfor har hans kampagne taget samme midler i brug, som fungerede dengang. Det handler om at frastøde vælgere. De uafhængige og tvivlerne skal blive hjemme. De skal gøres SÅ slukørede, at de simpelthen tuner ud. Hvis Trump kan afskrække tilpas mange i de helt rigtige svingstater, så vinder han igen. Taktikken er såre simpel, og det er den taktik som Trump har det allerbedst med: Angrib!

Trump forsøger ihærdigt at smøre Biden ind i mudder, og at knytte korruption og socialisme på Bidens kandidatur, samt at få ham til at fremstå som en senil dukke, der bliver styret af den ekstreme venstrefløj. Den slags elsker Trumps vælgere – de elsker når Trump går i flæsket på alt og alle, og viser sig fra sin mest brovtende og macho side. Han bliver en af dem. Folkets mand. Det virkede mod Hillary Clinton. Problemet for Trump er, at Biden ikke en person, der deler vandene på samme måde som Clinton. Biden kan de fleste godt leve med – han er den sikre hånd. Samtidig er Trump ikke selv den nye dreng i klassen længere. Han er ikke længere bulderbassen, der kommer ind fra højre med løfter om at ryste posen, og vende alting på hovedet. Hans base ser ham stadig sådan, ja, men der er rigtig mange vælgere, der i ren ABBA-stil ”took a chance on him” i 2016, simpelthen fordi de ikke følte, at de havde noget at tabe. Man vidste hvad man fik med Hillary (og det var der mange, der ikke ville have), men med Trump havde man muligheden for at drømme om et helt nyt og anderledes Washington, hvor politisk korrekthed og vennetjenester var fortid. Trumps primære kampagnestrategi er derfor ikke at overbevise demokrater om at stemme på ham – det er at holde dem, og de uafhængige, hjemme på valgdagen. Overskriften på Donald Trumps kampagne kunne meget vel være: I kan ikke slippe af med mig. Trump forsøger at så tvivl i den vælgergruppe, der overvejer at stemme på Biden. Tvivl om, om deres stemme overhovedet tæller. Tvivl om, om man egentlig kan slippe af med ham, uanset hvad. Det har hans kampagne gjort gennem talrige historier om fusk med brevstemmer, der bliver sendt ud i hobetal til katte og afdøde amerikanere, historier om brevstemmer, der bliver smidt i floder, historier om et ’aftalt spil’-valg, og Trumps egne udtalelser om, at han måske / måske ikke vil godtage et valgresultat, hvor han ikke går ud som sejrsherre. Der er enormt mange amerikanere, der ikke orker at høre om politik og smædekampagner, de bliver simpelthen tændt af og hopper af hele det politiske tog. De er mismodige, og hvad kan gøre en mere mismodig end en præsident, der bygger en fortælling op om, at uanset om I stemmer eller ej, så vinder jeg – på den ene eller anden måde. Det er en genial strategi, og selvom det ude fra set er et angreb på den demokratiske proces, må man bøje sig i støvet for brillant kampagneføring. Der er ikke meget der tyder på, at strategien virker, eftersom rigtig valgdeltagelsen ser ud til at stige i år. Men hvis det alligevel lykkedes Trump at frastøde og afskrække nok vælgere, er en sejr slet ikke utænkelig. Havde han valgt en anden kampagnestrategi, der kørte på meget mere positive toner om alle sine politiske bedrifter – en kampagne tilrettelagt for at samle befolkningen og sammen komme tilbage til de gode tider før Covid-19 – ja, så havde vi med al sandsynlighed haft et andet scenarie. Hertil må man nok bare indse, at Trump fører den kampagne som han bedst kan lide, ikke den der er den bedste for ham. 

Bidens kampagne strategi: Jeg er ikke Trump

USA’s demografiske udvikling har i mange år været til fordel for demokraterne. Der er bred enighed om, at hvis blot 70% af amerikanerne gik til stemmeurnerne, ville der ikke komme en republikansk præsident de næste mange årtier. Bidens helt store strategi bør derfor være at få vælgerne op af stolen. Jo flere der stemmer desto flere stemmer får han. Måden hvorpå Biden forsøger at begejstre nok amerikanerne til at stemme på ham er også simpel: De skal samles i begejstring over deres had til den siddende præsident. Næsten hele Bidens kampagne har været en omvendt kontaktannonce: Prøv at hør her, det kan godt være, at jeg er gammel og kedelig, og måske ikke kommer til at ryste dig i din grundvold med min personlighed og fremadrettede idéer – men jeg er IKKE Trump. Normalt tager den slags kampagnestrategi ikke kegler. Men hvis meningsmålinger har ret, har Biden alligevel formået at få det amerikanske folk til at se, at på trods af sine mangler har han en kæmpe fordel: Not Trump.

De seneste uger er Biden dog begyndt at fokusere mere på sin egen agenda – hvilket også var tiltrængt. Det er svært at forestille sig, at man kan begejstre nok vælgere ved at sidde i sin kælder og svine modstanderen til. Demokraterne skal også være varsomme med at angribe for meget. Dels afskrækker det rigtig mange tvivlere og uafhængige, dels er det netop Trumps angribende og upræsidentielle facon, som Biden-lejren forsøger at være et alternativ til. Biden nyder lige nu godt af den luksus det er at føre i de fleste svingstater, og han kan derfor køre en meget mere positiv kampagne, der potentielt kan motivere de modløse sofavælgere til at stemme på ham. Trump er derimod tvunget på kampagnesporet med en hagl af punchlines og frygtskabelse i delstater han klart vandt i 2016.

Man kan afslutningsvis stille sig selv det spørgsmål, om kampagneføring egentlig overhovedet har nogen virkning i år, positiv såvel som negativ. Har Trumps vælgere ikke allerede besluttede sig for at bakke deres præsident op? Har Bidens vælgere ikke for længst besluttet, at det skal være slut med Trump? Er sofavælgerne ikke stadigvæk og som altid, demotiveret over al det l*** de læser og hører om hver dag? Udligner Trumps ”bliv hjemme – jeg vinder uanset hvad” de vælgere, der netop i år har fået nok, og endelig beslutter sig for at stemme?

Time will tell …

Læs også

”Vi bliver nødt til at lære, hvordan vi rent faktisk snakker med hinanden”

Victoria Bogetoft

Manden, der aldrig blev gammel, fylder 60

Anders Agner Pedersen

Obama er godt, veloplagt og sjovt litterært selskab

Anders Agner Pedersen

Valget der satte nye standarder for negative kampagner

Dorte Rasmussen

Vejen til 270: Wisconsin

Otto Lykketoft

Trump forsøger at gøre olie til et valgtema for at vinde Texas

Christian Damgaard Qvist