Kongressen.com
Analyse

Nu vil Deval Patrick alligevel være præsidentkandidat

Han havde først sagt nej til at være en del af 2020-ræset. Men nu har den tidligere Massachusetts guvernør, Deval Patrick, ombestemt sig og giver præsidentdrømmen et skud alligevel. Spørgsmålet er nu om kandidaturet overhovedet kan flyve.

Tilbage i sommeren 2018 var jeg og vores tv-redaktør Lars Mathiasen i Massachusetts for at lave en række historier. Dels om det forestående midtvejsvalg, dels om nogle af de mulige 2020-kandidater med base i den berømte Kennedy-stat.
Især to navne stod på blokken hvad angik mulige demokratiske 2020-kandidater; den siddende senator Elizabeth Warren og den tidligere guvernør, Deval Patrick.
Det blev Patrick, der i første omgang meldte ud. Det skete senere det efterår, da han lod forstå, at han ikke var en del af ræset. Forlydenderne var ellers, at den tidligere præsident Obama havde udset sig sin gamle ven Patrick som oplagt 2020-kandidat. Og at der havde været møder med flere af de gamle Obama-folk og Patrick.
Men bejleriet og rygterne til trods, endte Deval Patrick med at melde fra. Han ville ikke igennem valgkampsvridemaskinen, lod han forstå.
Dermed havde Elizabeth Warren Massachusetts banen for sig selv, da hun et par måneder senere meldte sig som kandidat.
Men, men, men… Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Det gælder også for Deval Patrick, som i dag har meddelt i en video, at han alligevel stiller op som demokratisk præsidentkandidat.
1000 Dollar spørgsmålet er selvfølgelig, hvad er det, der har ændret sig? Hvorfor melder både Deval Patrick og Michael Bloomberg sig på banen her i den 11. time? Det gør de, fordi de ikke er imponeret over det, de indtil videre har set fra de øvrige kandidater. Og derfor mener, at de kan gøre det bedre og dermed også vinde nomineringen.
Kan de så det? Tja, hvad Bloomberg angår, så er han lidt et wildcard. I 2016 blev hans navn ofte nævnt som mulig uafhængig kandidat, hvis Bernie blev kandidaten mod Trump. Det kan potentielt set godt tænkes at ske igen, afhængig af, hvordan ræset udvikler sig.
Hvad Deval Patrick angår, så giver det mening at holde rigtig godt øje med ham i den kommende tid. For han er ikke bare en dygtig campaigner, han er samtidig en formidabel taler. Det taler afgjort til hans fordel. Samtidig er han et frisk pust til et kandidatfelt, som folk allerede har set længe på og som de måske ikke er helt oppe og ringe over. Det er ikke det samme som, at Deval Patrick med det samme får vind i kampagnesejlene. Men det er de elementer, han skal gå efter, hvis hans 2020-kandidatur overhovedet skal have nogen gang på jord.
En ubekendt ved Deval Patrick er samtidig om han og familien kan holde til det massive fokus, der kommer nu. Det er veldokumenteret, at Patricks hustru fik et sammenbrud mens han var guvernør, blandt andet fordi hun ikke brød sig om det offentlige søgelys. Derfor talte man allerede i 2018 om, at det ville være et centralt element, hvis Patrick endte med at sige nej.
Nu har han så sagt ja alligevel, hvilket hverken Warren, Biden eller de øvrige kandidater bryder sig ret godt om. For hverken Patrick eller Bloomberg er letvægtere. Tværtimod kan de begge gøre sig gældende i mere end et par uger. Hvor længe, ja, det må tiden vise.

I forbindelse med besøget i Massachusetts sidste sommer, var Lars og jeg forbi Boston Globes mangeårige delstatspolitiske redaktør, Frank Phillips. Han har dækket Massachusetts politik i fire årtier og kender således Deval Patrick særdeles godt. I videoen her, kan du høre, hvad han fortalte, da vi talte med ham om eks-guvernøren, som altså nu har meldt sig under de demokratiske 2020-faner.

Læs også

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Katrine Villarreal Villumsen

Vi har fået Afghanistan-krigens ”Pentagon Papers”

Philip Chr. Ulrich

Frygten for nyt Pearl Harbor lever videre i cyberspace

Philip Chr. Ulrich

Trump bruger rigsretshøringerne til at mobilisere vælgerne og drive donationer til sin kampagne

Katrine Villarreal Villumsen

De allieredes krisestyring faldt til jorden i London

Philip Chr. Ulrich

Michael Bloomberg har brugt over en million dollars på Facebook-annoncer på én uge – men han vinder ikke

Katrine Villarreal Villumsen