Udenrigsminister Mike Pompeo har annonceret, at man ikke længere fra amerikansk side mener, at israelske bosættelser på Vestbredden er i strid med international lov. Det har ellers været en mangeårig amerikansk holdning, men skiftet er ifølge Pompeo blot en erkendelse af ”fakta på jorden”. Det seneste træk ligner dog endnu et led i en bredere tendens til at gå med på israelske og saudise præmisser for at facilitere en amerikansk tilbagetrækning og allierede arvtagere til fortsat at sikre amerikanske interesser i regionen.
Det er ingen hemmelighed, at USA gerne så sig selv have en mindre rolle i Mellemøsten. Det har været en strategisk målsætning i flere år nu. Det er bl.a. i dette lys, at vi skal se den seneste udmelding fra Trump-administrationen om israelske bosættelser på Vestbredden.
Udenrigsminister Mike Pompeo har ved et pressemøde i det amerikanske udenrigsministerium annonceret, at USA ikke længere anser de israelske bosættelser for at være i strid med international lov. Dette er seneste pro-israelske tiltag, som administrationen har taget i sine snart tre år ved magten.
To ting forklarer denne seneste politiske udmelding:
Valgkampen frem mod november 2020 er i gang og administrationen er klar på at præsentere
sig som Israels gode ven i modsætning til de otte år under præsident Obama,
hvor forholdet mellem de to landes ledere var isfrossent. En pro-israelsk kurs
vil være populær blandt de konservative vælgere, som ser Israel som en
demokratisk oase i Mellemøsten.
Det andet er et bredere strategisk ønske om i videre omfang at kunne trække sig
ud af Mellemøsten for at fokusere på det man har udset sig som sin langsigtede
strategiske udfordrer og konkurrent: Kina. Til det formål virker strategien til
at gå ud på, at Israel og Saudi Arabien skal agere arvtagere og overtage efter
en amerikansk tilbagetrækning – og sikre stabilitet og USA’s interesser i regionen
med en mindre amerikansk tilstedeværelse. Derfor har USA under
Trump-administrationen strukket sig langt for at tilgodese både israelske og
saudiske interesser i regionen, og støtte dem i regionale kampe og især overfor
Iran.
Seneste pro-israelske tiltag
Trump-administrationen har tidligere taget en række pro-israelske initiativer, såsom da man i 2017 trak sig fra UNESCO, fordi man mente, at organisationen havde en anti-israelsk tendens. Mere markant blev det dog, da man valgte at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og israelsk kontrol med Golan-højderne. Nu har man så altså fulgt op med ikke længere at anse israelske bosættelser for at være imod international lov.
Dette virker som nævnt til at være seneste skridt i en tendens, hvor man støtter Israel og Saudi Arabien i regionen med henblik på at sikre dem som arvtagere for at kunne facilitere en længe ønsket amerikansk tilbagetrækning.
Men i sidste ende har dette selvfølgelig også en betydning for fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere. Her er det præsident Trumps svigersøn Jared Kushner, som er sat i spidsen for den amerikanske indsats.
Den klare pro-israelske tendens i amerikansk mellemøstpolitik
er et klart problem for palæstinenserne. Men ikke nok med flere anerkendelser
af israelske mærkesager, så har Trump-administrationen også flere gange drejet
skruetvingen på palæstinenserne.
I februar i år stoppede udviklingsbistand på $60 mio. til de palæstinensiske
myndigheder som konsekvens af amerikansk lovgivning. Denne ville betyde, at
fordi de palæstinensiske myndigheder modtog amerikansk udviklingsbistand, så
ville palæstinensere kunne sagsøges og udkræves erstatning for tab ved
terrorhandlinger mod amerikanere. De palæstinensiske myndigheder ønskede ikke
at udsætte deres befolkning for amerikansk jurisdiktion, og blev derfor reelt
presset til at opgive støtten. I august sidste år meddelte det amerikanske
udenrigsministerium, at man ville stoppe al økonomisk støtte til FN-programmer
for palæstinensiske flygtninge i både de besatte områder, men også i omkringliggende
lande.
Denne udvikling kan meget vel ses som et amerikansk signal til palæstinenserne, om at man vil skrue op for presset på alle fronter, og det er op til palæstinenserne selv at standse presset, ved at acceptere amerikansk dikterede betingelser. Det er selvsagt ikke erklæret amerikansk politik, men tegnene er der.
