Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Obama holder første virtuelle fundraising for Biden

Mens Corona-pandemien har stået på, har de to præsidentkandidater været henvist til at føre valgkampe online. Men Trumps konstante digitale tilstedeværelse har også i den grad været med til at definere Biden som kandidat, ligesom Trump har formået at skrabe oceaner af kampagne-penge ind. Biden må derfor ud af sit ”shelter-in-place” kælderlokale og definere sig selv, hvis han skal slå Trump til november. Og lidt hjælp fra Obama er første skridt på vejen.

I dag er tidligere præsident Barack Obama vært for et virtuelt fundraising-event for Biden. 

Eventet har til formål at indsamle donationer til Bidens valgkamp forud for præsidentvalget d. 3. november.

Selvom Obama officielt ’endorsede’ Joe Biden som kandidat tilbage i april, er det Donald Trump, der indtil nu i det store hele har haft succes med at definere Biden som kandidat og ikke Biden-kampagnen selv.

Samtidigt har Biden brug for alle de donationer, han kan få, hvis han skal kunne måle sig med Trumps kampagne.

Det bliver der altså nu arbejdet på, og derfor har Biden-teamet altså nu sat gang i et online fundraising-event med den tidligere præsident i spidsen.

Eventet er målrettet såkaldte ’small dollar-donors’ i titusindvis, skriver Axios.

Og det er der brug for.

Trumps digitale budskaber brænder stærkere igennem
Det er ikke gået stille for sig i USA de seneste uger.

Lad os tage en hurtig opsummering:

Mange amerikanske stater har været i lockdown på grund af Covid19-pandemien.

 Amerikanerne har været på gaden for at protestere mod drabet på den sorte George Floyd.

Og Twitter har faktatjekket præsidentens tweets, og præsidenten har underskrevet et præsidentielt dekret, der skal få bugt med, hvad han mener er det sociale medies ”indblanding i hans ytringsfrihed”.

Alle tre historier har de seneste måneder trukket store overskrifter i de traditionelle medier, ligesom de har været en konstant del af de indhold, der bliver delt på alles sociale medier.

Og på alle tre historier har Trump ligget og luret.

Trump har sågar formået at spinne historierne til egen vinding på sine sociale medier – netop på Twitter – så de er nået hans base og de ’persuadable voters’, der skal stemme på ham til november.

Han har således forlanget staterne genåbnet, så økonomien kan komme på ret køl igen. Han har taget kampen op mod de elitære medier, herunder Twitter, og fake news, der vil have ham afsat som præsident, og han har skabt ”law and order”, som det nærmest dagligt fremgår af hans tweets i disse dage, mens demonstrationerne for Black Lives Matter har spredt sig til alle 50 stater.

På den måde har Trump altså også formået at skabe en konstant, digital tilstedeværelse via sin foretrukne digitale megafon Twitter, og det er ligeledes smittet af i de traditionelle medier, der også har skrevet om Trumps mange handlinger i nogle af disse ugers største historier.

Og Biden? Han har sagt lidt om økonomi her og lidt om genoprettelse der fra kælderlokalet i sit hus, hvorfra han fører digital valgkamp i disse uger. Men alt det drukner i støjen fra Trump på Twitter.

Selv den ellers meget pro-Biden tv-kanal MSNBC ”glemte” at omtale et townhall-meeting, som Biden afholdt.

Med andre ord: i alle de historier, der ellers har sat dagsorden i USA de seneste uger, og hvor Trump i alle historier via sin digitale tilstedeværelse har formået at spille en afgørende brik i historierne, er Biden ganske enkelt ikke brændt igennem.

Trump har defineret Biden – og indsamlet mange flere penge
Trump derimod har formået at definere Biden som kandidat.

På netop Twitter går der heller ikke mange dage imellem, at Trump sætter sit evige mærkat på Biden: ”Sleepy Joe”, som han har omdøbt Joe Biden til, og som han ofte tweeter om til sin base.

Et hurtigt kig på Trumps Facebook-side viser samtidigt et kæmpe digitalt forspring.

Over 28 millioner har således liket Trump på Facebook. Han får altså god rækkevidde på sine budskaber på platformen sammenlignet med Joe Biden, der kun kan diske op med lidt over 2 millioner fans.

Og det smitter af på de to respektive kandidaters online-valgkampagner i disse uger.

Mens Trump-kampagnens live-broadcasts, hvor netop Biden ofte bliver omtalt og defineret som kandidat af netop Trump-lejren, får over 951.000 views, opnår Biden-kampagnen kun langt under det halve.

Det har indtil videre givet godt i Trumps kampagne-donationskasse. Ifølge Washington Post havde Trump således i maj indsamlet 255 millioner dollars til sin kampagne.

Biden-kampagnen havde opnået et beløb på 104,5 millioner dollars.

Biden har altså brug for al den star-quality, han kan få, hvis han både skal definere sig selv som kandidat, og hvis han skal nå at indsamle donationer nok.

Og nu er de tunge skyts i form af tidligere præsident Barack Obama altså kørt i stilling.

Katrine Villarreal Villumsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og cand.mag. i Amerikanske Studier fra samme sted. Hun har tidligere boet, studeret og arbejdet i Californien, været ansat på Berlingske og i DR Nyheder, og er nu selvstændig og specialiserer sig i at rådgive medier, organisationer og virksomheder i at præstere bedre på sociale medier. Hun underviser desuden i sociale medier i både Danmark og i Norge, ligesom hun har deltaget i en lang række foredrag, oplæg og konferencer om emnet. Tilknyttet Kongressen.com som SoMe-analytiker. Tlf. 3160 5020 E-mail: katrinevillumsen@gmail.com

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen