Palin-land

Hun sælger sig selv som den rene Alaska-vare. Men de lokale i ‘The Last Frontier’ er alt andet end begejstrede for deres tidligere guvernør, den evigt kontroversielle Sarah Palin. Efter aftale med Forlaget Rosenkilde bringer Kongressen.com her et uddrag fra Anders Agner Pedersens Alaska-kapitel fra ‘Glimt Af Amerika’

En tidlig morgen i slutningen af august stod jeg på banegården i Anchorage. Dagens eneste tog til Wasilla kørte kl. 8.15 og så var man fremme cirka 9.35.
’When are you going back, Sir?’ spurgte kvinden, der solgte billetter.
’I dag. Hvad tid kører det sidste tog?’
’Der er kun et. Det kører klokken 18.10 fra Wasilla.’
’Og hvis man ikke tager det…?’
’Så kører det igen i morgen klokken 18.10.’
’Okay. Nå, men jeg snupper det, der kører tilbage i dag,’ svarede jeg.
Hun nikkede og skrev mit navn ned i systemet.
’Du skal være på banegården mindst et kvarter før toget kører. Nogen gange kan det godt være der lidt før. Vil du betale med kort eller kontant?’

Jeg fandt nogle kontanter frem fra min jakkelomme og betalte de 116 Dollar, en returbillet kostede. Det viste sig nemlig, at det eneste tog, der kørte til Wasilla, ikke var et almindeligt Amtrak tog, men et særlig eventyrtog, der kørte rundt i flere områder af delstaten, heriblandt til flere store parker, hvor man kunne se bjørne og elge. Men eftersom Wasilla var en trinbræts station på vejen, var der mulighed for at stå af, hvis man ville. Dog skulle man give besked til togføreren inden afgang, for ellers ville toget ikke gøre holdt. På samme måde fungerede det, hvis man gerne ville med den anden vej, hvilket var grunden til, at mit navn var blevet skrevet ind i systemet. På den måde viste togføreren nu, at han skulle stoppe i Wasilla på vej hjem for at samle en høj dansk gut, på udkig efter meningen med Palins politiske embede, op på tilbagevejen.

Toget satte sig i bevægelse og arbejdede sig stille og roligt gennem det naturskønne landskab nordpå mod Wasilla. Der var ikke andre end mig, der skulle af, da vi nåede den lille by med de cirka 8000 indbyggere og den verdensberømte eks-borgmester.
Og efter toget var kørt videre, krydsede jeg sporet og gik i retning af det, der lignede byens centrum. Eller centrum er nok så meget sagt, for det var bare en stor parkeringsplads, hvor en række forretninger lå rundt om. Jeg fik øje på en forretning, hvor jeg havde mulighed for at leje et våben. Jeg kunne formentlig også købe et, hvis jeg havde lyst. Men skiltet fremhævede muligheden for våbenleje. Og såfremt det måtte knibe med finansieringen, var løsningen lige for. Med budskabet om, at jeg da bare kunne sælge en diamantring, hvis jeg manglede dollars, var stilen for alvor lagt. Jeg var for alvor kommet til Palin-land.

Jeg gik ind på Starbucks og købte mig en stor kop kaffe til at tage med. Jeg havde hjemmefra fundet Palins adresse og med en frisk kaffe i pap koppen, satte jeg kursen mod Lake Lucille, som Palins hus ligger ned til.
Det blev dog hurtigt klart, at det ikke var ret ofte, at folk i Wasilla gik rundt til deres forskellige gøremål. Tværtimod var det kun dele af den store vej, der førte i retning af Casa Palin, der havde et rigtigt fortov. Resten af tiden måtte jeg gå på en lille, hullet sti, der gik midt mellem vejen og togskinnerne. Men trods et par undrende blikke fra både bilister og motorcyklister, fandt jeg til slut frem til Lake Lucille.

Ikke en vind rørte sig, og kombineret med høj sol fra en klar blå himmel, viste området sig fra sin absolut smukkeste side. Eneste larm, der afbrød idyllen var, når et vandfly enten startede eller landede på søen. Ellers åndede alt ro og fred. Jeg gik det sidste stykke hen mod den stikvej, der ifølge GPS’en på min telefon førte hen til Palins hus. Men nåede ikke mange skridt videre, før jeg så et stort skilt med ordene: ’Smile, you are being videotaped!’
Jeg stoppede op for en stund og gik så lidt videre hen af vejen. Et af nabohusene var til salg, kunne jeg se, inden jeg til slut nåede hen til et stort hegn. Tættere på kunne jeg ikke komme, så jeg vendte om og gik tilbage med kursen mod en badebro, jeg havde set et øjeblik forinden. Fra den kunne jeg se hen mod Palins hus, hvor et par vandflyvere lå ved bådebroen. En større gruppe mennesker stod forsamlet i haven og et kort øjeblik efter kunne jeg se, hvad jeg gik ud fra måtte være Palin selv. I hvert fald lød stemmen grangiveligt som hendes og set i lyset af, at tilhørerne klappede flere gange undervejs, nåede jeg frem til, at det med stor sandsynlighed var McCains running mate fra 2008-valgkampen, der holdt hof for de sidste trofaste disciple.
Det var en mærkelig, kontrastfyldt oplevelse at sidde der ved bredden af Lake Lucille. Det var præcis seks år siden, Palin første gang havde gjort sin entre i min politiske bevidsthed. I seks år havde jeg undret mig over, hvad der i første omgang havde fået McCain til at vælge hende som vicepræsidentkandidat. Ligesom jeg i de seks år havde undret mig over, hvordan et flertal af borgere i Alaska kunne finde på at gøre hende til guvernør og endda være af den opfattelse, at hun gjorde et godt stykke arbejde. Og nu, seks år efter, sad jeg så i den by, Palin havde refereret til et hav af gange, både som guvernør, vicepræsidentkandidat og politisk celebrity siden hen.

Ingen tvivl om, at jeg forstod visse ting bedre nu, end da jeg nogle dage forinden var kommet til Alaska. Jeg begyndte at forstå, hvilke værdier, mange af de lokale havde. Nøjagtig som jeg begyndte at forstå, at deres stolthed over Alaska var stor og dybfølt. Og at de ikke havde meget fidus til Washington D.C. og den føderale regering. Det var med det som udgangspunkt, at Palin havde vundet først borgmesterposten og siden hen guvernørvalget. Men hvordan McCain havde tænkt, at hun var den rigtige running mate i 2008, var mig fortsat en gåde. Fra ’Game Change’ viste jeg, at flere af McCains nærmeste rådgivere, heriblandt kampagnechef Steve Schmidt, var nået frem til, at de havde begået en fejl ved at bringe Palin ind som kandidat. Men hvordan de ikke kunne se det, før de traf beslutningen, forblev også fortsat en gåde.

Jeg begyndte at gå tilbage mod trinbrættet. Solen var ved at forsvinde ind bag et større skydække, og det blev hurtigt halvkøligt, mens jeg sad og ventede på toget. Men der kom ikke noget tog. Klokken blev både seks, kvart over seks, halv syv og kvart i syv, uden at toget dukkede op. Min telefon havde næsten ikke mere batteri tilbage, men inden den gik ud, nåede jeg lige at ringe til togselskabets hotline, som imidlertid var lukket klokken fem denne dag.

Situationen var ikke just optimal. Jeg havde ikke ret mange kontanter på mig, min telefon var løbet tør for strøm, det var ved at blive koldt og der var ikke et eneste tog i miles omkreds. Pludselig spottede jeg en taxa – hvilket der ellers ikke havde været mange af i Wasilla. Jeg satte mig ind på bagsædet.
’Hey. Hvor meget skal du have for at køre mig til Anchorage?’ spurgte jeg chaufføren.
’Anchorage? Det er cirka en times kørsel herfra. Hmm… 80 Dollar.’
’Top,’ svarede jeg, mens jeg tog sele på.
Vi kørte ud på hovedvejen, forbi byskiltet, jeg samme morgen havde set for første gang, da jeg kom med toget.
’Where are you from?’ spurgte chaufføren.
’Denmark,’ svarede jeg.
’Denmark?’ lød det med undren i stemmen. ’What brings you to Alaska? And what are you doing in Wasilla of all places?’
Jeg forklarede ham, hvad der var formålet med rejsen og hvordan Palin fortsat kunne finde vej til de danske spalter.
Det kom tydeligvis bag på ham.
’Siger du virkelig, at folk i Danmark forbinder Alaska med Sarah Palin? Man, that’s just sad….’
Han sukkede.
’Ja, jeg kan forstå, at hun ikke længere er den stjerne hun engang var her…’
Han rystede på hovedet.
’Langt fra. Og alt det der med, at hun hele tiden fremhæver, hvor Alaska hun er… Hun er ikke særlig god til at repræsentere vores værdier og traditioner. Jeg ved ikke om du har hørt historien om, da hun var på elgejagt?’
’Jo, der hvor hun brugte seks skud?’
’Præcis! Du bruger altså ikke seks skud på at skyde en elg. Men sådan er der så mange eksempler…’
Vi nærmede os Anchorage og jeg begyndte at se frem til få skoene af efter en lang dag i Palin-land.
’Gad vide, hvad der mon var grunden til, at dit tog ikke kom?’
’Ja, det er et godt spørgsmål,’ svarede jeg. ’Det må jeg have opklaret i morgen. Du skal i hvert fald have tak for, at du gad køre mig tilbage til Anchorage. Ellers havde jeg sgu sikkert stadig siddet på en kølig bænk i Wasilla og ventet på et tog, der ikke kom.’
’No problem, man. Make sure to tell your readers that Palin is not the real Alaska. She just wants to be, but she’s not.’

Læs hele Anders Agner Pedersens Alaska-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkommer fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde.