Ved en pressekonference i Det Hvide Hus, med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu ved sin side, præsenterede præsident Trump sin store plan for fred mellem israelerne og palæstinenserne. Planen fremlægges som en gevinst for begge parter, men i realiteten lader det budskabet til palæstinenserne at være: “Tag den her aftale ellers får Israel frit spil, og så bliver det kun værre for jer.“
Præsident Trumps svigersøn Jared Kushner har i næsten tre år stået i spidsen for en indsats for at skabe en plan for en fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne. Det er langt fra den første amerikanske administration, som har begivet sig ud i projektet med at prøve at skabe fred mellem de stridende parter.
Men sideløbende med udarbejdelsen af planen har Trump-administrationen også igen og igen skruet op for presset på palæstinenserne. Dette har skabt nogle omstændigheder, hvor det står klart, at Trump-administrationen går med på Israels præmisser, og at mulighederne for palæstinenserne er meget begrænsede, hvis ikke eksisterende.
At Trump-administrationen har kørt tæt parløb med israelerne blev visuelt markeret ved præsentationen af planen, hvor premierminister Netanyahu stod ved siden af præsident Trump i Det Hvide Hus. Palæstinenserne var ikke repræsenteret, og har allerede afvist planen.
Det der er værd at bemærke ved planen, er hvordan den
tydeligt tager udgangspunkt i israelske interesser, pakket ind i at være til
gavn for palæstinenserne også.
Planen fremstiller det som om, at palæstinenserne gives de bedste chancer for
en selvstændig stat, men samtidig står det klart, at denne stat ligger i
skyggen af israelske interesser og behov. Israel vil være ansvarlig for
grænsekontrol til de palæstinensiske områder, og sikkerhed ved infrastrukturen
ligeledes. Dette er med i aftalen,
fordi: “The United States cannot ask any country, let alone the State of
Israel, a close ally, to make compromises that would exacerbate an already
precarious security situation.” I sidste ende kan man godt
forestille sig en palæstinensisk stat, men den må ikke have ”the powers to
threaten Israel.” For
at opnå dette er man nødt til at acceptere ”the limitations of certain
sovereign powers in the Palestinian areas.” Det må altså siges
at være en meget betinget selvstændig stat, som præsident Trumps aftale lægger
op til – hvis man overhovedet kan tale om andet end en israelsk lydstat. Og her
er det jo klart, hvor kimen til den palæstinensiske modvilje mod udkastet
ligger.
I forlængelse af talen om en selvstændig stat kommer spørgsmålet om hovedstaden også. Noget af det der fik megen opmærksomhed i også danske medier var, at der blev talt om, at Østjerusalem skulle være hovedstad i den nye palæstinensiske stat. Men som seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Erslev Andersen kommenterer, så er der tale om områder ”langt uden for Østjerusalem.” Dette gøres fordi ”A division of Jerusalem would be inconsistent with the policy statements of the Jerusalem Embassy Act of 1995 of the United States.” Det var netop Jerusalem Embassy Act, som præsident Trump fulgte, da han i december 2017 anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og flyttede den amerikanske ambassade til byen. I det nye oplæg skal grænsen følge allerede eksisterende ”sikkerhedsbarrierer”.
Og her når vi så til kernen af, hvad det egentlig er, som Trump-administrationen har fremlagt som en vision for en fredelig aftale mellem israelerne og palæstinenserne.
Oplægget lyder på, at palæstinenserne skal acceptere situationen, som den er i området med israelsk dominans og bosættelser mod ekstra jord mod Ægypten.
Efter flere års stigende distance fra Trump-administrationen lader det amerikanske budskab mellem linjerne til palæstinenserne at være: ”Dette er den bedste aftale vi vil tilbyde jer. Tag imod den og ellers får israelerne frit spil.” Man har allerede sat scenen for mere frie tøjler til israelerne ved anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad, standsning af finansiel støtte til palæstinenserne og en ændring af amerikansk politik i forhold til israelske bosættelser, så disse ikke længere anses for at være imod international lov. Dermed har man allerede anerkendt centrale israelske præmisser, og budskabet er, at man sagtens kan give Israel endnu friere tøjler, for nu anser man alligevel Jerusalem som israelsk hovedstad, og bosættelserne som ikke værende ulovlige.
Palæstinenserne har allerede afvist præsident Trumps aftale. Fra palæstinensisk side kan man håbe på en demokratisk sejr til november, og se om det kunne føre til en anden amerikansk kurs. Men en Trump-sejr i november vil være afgørende dårligt nyt for deres sag, og på ingen måde har de tiden på deres side. Presset vil vokse på palæstinenserne jo længere situationen varer med en gradvis svækkelse af deres position overfor Israel.
Det er altså måske mere rimeligt at se planen, ”Peace to Prosperity. A Vision to Improve the Lives of the Palestinian and Israeli People” som et udkast til et diktat til palæstinenserne. Og hvis ikke de accepterer dette er budskabet, at så vil et andet diktat møde dem som et fait accompli på landjorden med israelske bosættelser og fortsat militær dominans.
