I øjeblikket knokler tusindvis af kampagnefolk, både ansatte og frivillige, rundt om i USA for at hjælpe enten Trump eller Biden. Men hvordan ser hverdagen ud for en ægte kampagne græsrod?
New Englands efterår er varmt og dagene var fortsat ganske lune, da jeg gik op ad trappen i den anonyme opgang i Canal Street. I mit hoved har jeg allerede afspillet en million scenarier af, hvad der skal ske om lidt. Mit hjerte tikker som en bombe, da jeg første gang træder ind i de simple rum, hvorfra John Kerry for President Inc. blev ledet. Klapstole og foldeborde udgjorde kontorlandskabet sammen med nogle små kontorer.
Var det sådan en præsidentkampagne så ud? Min første forestilling om kampagnelivet bliver parkeret, inden jeg er kommet i gang. Jeg fortæller lidt famlende, at jeg vil være frivillig for kampagnen, og har lavet en aftale om at møde op på kontoret, via en bekendt. Senatoren fra Massachusetts havde annonceret sit kandidatur et par uger forinden, men var ikke på kontoret, hvilket jeg – i min naivitet – egentlig havde regnet med. I stedet bliver jeg mødt af Amy, Lynda, Sharon, Joe og Noel. De er på vej ud ad døren, men møder mig med venlighed og John Kerry for President skilte i armene. Håndmalede. Hvad laver man helt præcis på en kampagne? ”Vi er på vej til Harvard University, hvor JK skal tale. Du kan jo tage med?”
Jeg mødte JK. Høj på adrenalin og præsidentkandidat. Solgt.
Som Joe Biden, der nærmest snublede ind i de første primærvalg i januar, så var det ingen selvfølge, at John Kerry skulle være demokraternes kandidat i efteråret 2003. Spidskandidaten hed Howard Dean og havde været i gang med sin kampagne siden juni. Selvom JK havde været senator for Massachusetts siden 1985, var han ikke den mest kendte. Af den simple årsag, at den anden senator fra staten hed Ted Kennedy.
Dobbelt underdog
Måske er netop de to mænd, Howard Dean og Ted Kennedy årsag til, at John Kerry efter sejrene ved primærvalget i Iowa og New Hampshire omtalte sig selv som ’Comeback Kerry’. Intet i de indledende og uendelig vigtige polls havde antydet, at den ranglede aristokratisk udseende senator fra Boston havde skyggen af en chance.
Han var underdog og kampagnen var ikke rigtig flyvende. Selvom jeg sad langt fra toppen af kampagnen, så mærkede jeg alligevel skiftet i momentum efter kampagnechefen Jim Jordan i november blev skiftet ud med den erfarne Mary Beth Cahill. Jeg husker hende som smilende og venlig, når hun kom gennem kontoret. Det er samme kvinde, der nu er Chief Executive i DNC og som skal bistå Joe Biden frem mod november.
Hvorfor bruge så mange timer på at hjælpe en kandidat, der ikke ligner en vinder og hvilken interesse har en dansker overhovedet i det amerikanske præsidentvalg? Spørgsmål, jeg forsøgte at besvare med tålmodighed – selv JK spurgte mig. Vi var nogle få ikke-amerikanere på kampagnen; Mike fra England og senere Renata fra Brasilien, og der har ganske givet været flere rundt i de andre stater i de sidste måneder op mod DNCC. Det gav mening for os.
Rollen som underdog for John Kerry havde nu også en mere finansiel karakter. Howard Dean havde, som den første kandidat i historien taget internettet i brug til enhver præsidentkampagnes hjørnesten: Fundraising.
Dean havde et gigantisk momentum og fundraisede langt mere end John Kerry og den tidligere rekordholder, Bill Clinton, men blot en brøkdel af hvad George Bush formåede. Hans følgerskare blev døbt Deaniacs, og beskrev ret præcist den medvind, Guvernøren fra Vermont havde i ryggen. Tænk på Bernie Sanders tilhængere, så ved du præcis, hvad Dean havde skabt. Movement.
I dag virker det næsten skørt, at internettet ikke var en selvfølge for en kampagne. Dean ledte vejen, men John Kerry anvendte også sine hjemmesider til fundraising, der virkede meget moderne – dengang. Det var et step væk fra store donationer og hen mod flere mindre donationer, men på en større klinge også starten til et digitalt skifte i en præsidentkampagne. Ingen let øvelse skulle det vise sig.
En fatal game changer
Træerne og den digitale strategi groede ikke ind i himlen for Howard Dean, for primærvalgene i januar og februar skulle vise, at online mobilisering ikke nødvendigvis materialiserer sig i egentlige stemmer. En sandhed Obama sidenhen også indså. Men Howard Deans endelige blev mediedækningen af en hel tale, han tilsyneladende skreg sig igennem. Årsagen til fejlen var simpel: Han forsøgte at overdøve sine tilhængere, mens lyden fra hans mikrofon gik direkte igennem på TV. Spidskandidaten var faldet med et brag. Talen gik viralt – så viralt det nu kan gå før Facebook, Twitter og YouTube, hvis du altså kan huske det.
Udover talerne, er der mange klassiske kommunikative greb i en amerikansk valgkamp, men kommunikationsnørder bør nærstudere både fundraising og bestemt også GOTV-indsatsen (Get Out the Vote). Der er så meget på spil og processen så professionaliseret, at den politiske kommunikation under de amerikanske valgperioder på visse fronter viser kommende trends.
Ærligt? Det er ikke ligefrem helikopterblikket, der præger, når man sidder midt i suppedasen som en lillebitte brik – vi knoklede bare på og jeg brugte samtlige vågne timer på at mobilisere grupper af frivillige og vælgere, samt fundraise, deltage i arrangementer, hvor JK skulle tale. Her var opgaven simpel, men alligevel vigtig. Vi stod med JK skilte, når han ankom og kameraerne rullede. Som statister i en film iscenesatte vi succesen. Det virkede pudsigt i øjeblikket, men det hele gav ligesom bare mening. Når jeg ser masserne omkring en præsidentkandidat på tv i dag, er jeg ikke i tvivl om effekten. Præcis som i amerikansk fodbold skal man aldrig undervurdere effekten af momentum.
Money og massekommunikation
En amerikansk valgkampagne handler basalt set om at skaffe penge indtil DNC eller RNC tager over. Finansfolkene på en kampagne sidder ofte med rynkede pander. Alle muligheder bliver vendt og selv tog John Kerry et kæmpe lån i sit hus for at finansiere kampagnen. Det var mange bække små og blandt andet var jeg med til de første automatiserede fundraising-opkald, som gik ud til dem, der havde registreret sig som demokrater. Det startede med en stemme, der fortalte, at modtageren nu ville få John Kerry i røret. Derfra skulle de taste 1 nogle gange, hvilket resulterede i, at det blevet stillet igennem til vores kontor. Der sad vi hver aften to timer og talte med donorer, modtog beløbene og mindede folk om at stemme. Inden du nu tænker, at det må være forældede metoder, så vil jeg skynde mig at tilføje; phone banking virker skam stadig.
De mange penge, kampagnefolk som mig, trak ind, blev også hurtig brugt igen. Blandt andet til TV-spots med mildest talt enkle politiske statements, blød underlægningsmusik og bombastisk voice over, der lige så vel kunne være traileren til en actionfilm, bortset fra billederne. Og som mest af alt virker små-komiske. Det tog mig lidt tid forstå værdien af dem.
TV-optrædener blev aldrig John Kerrys bedste aktiv, og debatterne mod den joviale George Bush blev en kamp om dagsordenen, hvor både 11. september og Irak fyldte meget. Han fungerede aldrig rigtig godt på tv og hans pragmatiske holdning til politik fremstillede ham som vægelsindet, hvilket blev særligt tydeligt mod Bush’ ”straight talk”. Måske kommer til at kunne vi drage en generel parallel til debatterne mellem Biden og Trump efter sommeren?
Get Out The Vote
Hverken John Kerry eller Joe Biden har eller havde ingen muligheder for at opnå tilstrækkelig mobilisering og fysisk synlighed. Derfor er pressedækningen og det hold af journalister, der følger med kandidaternes tourbus også meget vigtige for iscenesættelsen og udbredelsen af de politiske budskaber, men underneden ligger en uhyggelig stor indsats.
Ground work er ikke så synligt i medierne, men kontakten til potentielle vælgere er vigtig opgave. Ingen tager for givet, at amerikanerne stemmer ved føderale valg. Der skal kæmpes for alle stemmer på Election day og Bidens team knokler med garanti på højtryk lige nu for at mobilisere vælgere.
Historisk set har et lavere vælgerfremmøde ofte været til Republikanernes fordel, mens genvalg (2. periodevalg) typisk også ligger på med en lavere stemmeprocent. Det var egentlig ikke tilfældet i 2004 med en vælgerdeltagelse på over 55%, hvilket skyldtes en imponerende indsats fra nogle af de mest fremtrædende profiler indenfor GOTV, som var en af styrkerne i Kerrys kampagne. Blandt dem var Ayanna Pressley, der i dag er valgt til Kongressen som den første sorte kvinde i Massachusetts, og som havde fulgt John Kerry fra hans senatskontor.
USA’s kommende præsident
Frem mod DNCC gik kampagnen fra kun at være Boston kontoret og New Hampshire til have lokale kontorer i alle de stater, man anså som de allervigtigste. Nu blev det hverdag med bombehunde, hemmelige kodeord, mænd i sorte jakkesæt med emblem på reverset, der talte i mikrofonen gemt i jakkeærmet. Han blev også meget mere formel i den sidste periode, presset var stort.
Vi hørte historier internt om, at JK stak af fra sikkerhedsfolkene tidligt morgenen for at cykle en tur på sin mountainbike, og om at han strittede imod de fuldt bookede og lange dage rundt i landet som stod på hen over sommeren 2004. Selv en præsidentkandidat er bare et menneske.
Hvordan var han? Det er virkelig svært at beskrive ham som person, men der var noget særligt over den måde, han lænede sig ind i selv de korteste samtaler, lyttende som var man den eneste i rummet. Hans energi kunne fylde et rum. Hver eneste gang, jeg hørte ham tale om hans vision for fremtiden, var jeg overbevist om, at jeg stod foran USAs kommende præsident.
Tømmermænd
Men det var ikke nok. Jeg var taget tilbage til Danmark, lige inden det demokratiske parti tog over, og på valgaftenen fulgte jeg med på storskærme til et stort arrangement. Jeg kunne ikke nyde det, for allerhelst ville jeg være i Boston frem for et hotel i København.
Meldinger om lange køer og ødelagte stemmemaskiner lå i indbakken fra kollegaerne på kampagnen, da jeg vågnede. Frustrationen var ikke til at tage fejl af, og selvom jeg gik i seng sent den nat med en god fornemmelse, vågnede jeg op til tømmermænd. JK havde tabt. Vi havde tabt. Det tabte valg sad i kroppen i uger efter som tømmermænd, der ikke ville slippe.
Oplevelsen vil jeg aldrig være foruden og hvert 4. år, når vi igen nærmer os et præsidentvalg, så trækker det i mig – som duften af savsmuld vækker en gammel cirkushest. Den måde, en politisk kampagne er nødt til at gå op i en højere enhed, er imponerende.
Men mere imponerende er evnen til at rejse sig efter en præsidentkampagne og fortsætte sin politiske karriere ufortrødent. Som bekendt blev John Kerry udenrigsminister under Barack Obamas embede og holder rekorden for flest rejste dage i jobbet. John Forbes Kerry kan se tilbage på et helt liv dedikeret til amerikansk politik. En antihelt, der har holdt næsen i sporet siden 1972.
