Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Putin udnytter konflikten mellem USA og Iran

I den seneste eskalering mellem USA og Iran ser Rusland nye muligheder. Putin udnytter den anspændte situation til at vinde indflydelse i Syrien, og selvom det går ud over Iran, er det ikke godt nyt for USA. Situationen er med til at cementere Ruslands position i Mellemøsten, hvor Rusland i stigende grad hævder sig selv som en dominerende stormagt. Men udviklingen er også med til at udstille USA som en upålidelig og aggressiv aktør, der kan svække regionale og internationale allieredes tillid til Washington.

Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com

Putin besøgte tirsdag den 7. januar Syrien. Putin og Assad drøftede den nylige udvikling i regionen og planer om at “eliminere terrorisme” i Idlib-regionen, hvilket er en af de sidste stykker af syrisk territorium, der er i besiddelse af anti-Assad oprørere. I danske medier har Putins besøg dog kun fået begrænset dækning. Overraskelsesbesøget i Syrien kom i kølvandet på den iranske general Suleimanis død og de efterfølgende, regionale spændinger mellem USA og Iran. Sidste gang Putin besøgte Syrien, var tilbage i 2017. Ved at besøge Syrien sender Putin et klart signal: Ruslands greb om Syrien er fortsat stærkt, og de dramatiske begivenheder, der finder sted i Irak, vil ikke svække Ruslands indflydelse i regionen.

Putins valg af destination og timing er næppe tilfældig. Fordi selvom Suleimanis død kunne forårsage mere ustabilitet i regionen, betyder det blot flere muligheder for Rusland. Kreml kan godt være bekymret for det langsigtede udfald, da Rusland ikke nødvendigvis har noget at vinde på en krig mellem USA og Iran. Men den aktuelle situation præsenterer imidlertid sit eget sæt af fordele. Rusland og Iran konkurrerer i øjeblikket i Syrien over landets fremtid, derfor vil Putin sandsynligvis forsøge at drage fordel af det vakuum, som Suleimanis død efterlader.

Besøget ser således ud til at være designet til at understrege Kremls budskab om, at Rusland er den afgørende aktør, ikke Iran – en besked rettet lige så meget mod Washington og Bruxelles, som det er til Teheran. Ud over at styrke Ruslands position bidrager Suleimani-angrebet til Ruslands mål om at køre en kile ned mellem USA og deres allierede og fremme en global opfattelse af USA, som upålidelig og krigerisk. Moskva har allerede haft succes med at undergrave de amerikanske forbindelser med mellemøstlige allierede. Det vigtigste eksempel herpå er Tyrkiet. Så det seneste besøg til Syrien er blot én i en lang række af tilfælde, hvor Putin vil udnytte USA’s fejltagelser i Mellemøsten og vinde indflydelse på bekostning af USA. 

Kampen om Syrien

USA har for længst skrevet sig ud af kampen om Syrien. Allerede under præsident Obama stod det klart, at man ikke var villig til at investere tid, ressourcer eller amerikanske soldaters liv i denne krig. Omvendt har Rusland og Iran investeret meget i kampen om Syrien. Russisk og iransk støtte har således hjulpet Assad med at genvinde næsten alle landområder, han mistede til oprørere, der forsøgte at vælte ham under borgerkrigen. Det syriske regime er dog svagere end nogensinde før. Syrien har været igennem næsten ni års borgerkrig. Spørgsmålet for dem, der er interesseret i Syriens fremtid, er ikke længere om regimet vil overleve, men hvordan regimet vil forsøge at konsolidere sin magt. Assad har muligvis håbet på, at hans regime kunne beholde den autoritet og magt, den havde før 2011, men i dag er hans mål sandsynligvis mere beskedne.

Selv hvis Assad realiserer målet om overlevelse og gendannelse af Syriens territorium, vil hans sejr være en pyrrhussejr. Hans regime er skrøbeligt og den lille smule magt, den har, hviler hos de eksterne aktører. Assad sidder på toppen af en hul stat med svage institutioner, overvældet med ukontrollerbare militser, og er underordnet eksterne magters vilje. Udviklingen i Syrien har derfor efterladt Rusland som krigens mest indflydelsesrige, eksterne aktør, og Iran har garanteret deres vedvarende indflydelse i Levanten. Assad-regimet er nu mere en klient end en partner. Så efter at have genindsat sig selv ved hjælp af russisk militær styrke vil Assad styre Syrien, ikke som en suveræn nation, men som én, hvis levedygtighed afhænger af Rusland.

Regimet i Syrien har allerede tildelt Iran og Rusland økonomiske og sikkerhedsrettigheder, såsom regeringsaftaler i oliesektoren og kontrol over flådebaserne, til gengæld for deres hjælp i konflikten. Især Rusland har udvidet sine interesser i Syrien kraftigt ved at presse regimet til at give økonomiske kontrakter til russiske virksomheder og placere russiske loyalister i høje positioner i den syriske hær. USA ser tilsyneladende ikke russisk kontrol over Syrien som en direkte trussel mod amerikanske interesser, så der er ingen begrænsninger på Ruslands evne til at påtvinge sig Assad-regimet.

Men selvom Iran og Rusland har samarbejdet for at besejre oprørene i Syrien, har der lejlighedsvis været spændinger mellem dem. På trods af det tætte samarbejde med Iran i den syriske krig tøvede Rusland for eksempel ikke med at vende det blinde øje mod, at Israel angreb iransk-støttede militser, som Suleimani dirigerede. Set fra Irans perspektiv kunne Rusland have forhindret angrebene, da Rusland påstod at beskytte det syriske luftrum. Iranerne udtrykte gentagne gange deres utilfredshed med den manglende russiske luftbeskyttelse, men gennem forskellige kanaler forklarede Moskva, at de ikke ønskede at gribe ind i konflikten mellem Iran og Israel i Syrien, og ikke ønsker at blive involveret i transit af våben til Libanon.

Så på trods af at man officielt set er på samme side, er Rusland og Iran ikke enig i alle aspekter af den syriske konflikt. Mens Moskva har været forpligtet til at styrke Syriens formelle sikkerheds- og militære institutioner, har Teheran forsøgt at opbygge og styrke Iran-støttede militser i de syriske statsstrukturer.

På jorden har der været vedvarende spændinger mellem iranske og russisk-støttede styrker. Der har været mord i begge lejre og hård konkurrence om territorium og æren for at bekæmpe ISIS. Uenighederne blev især synlig i Daraa-provinsen, hvor oprørere accepterede forsoning med Assad-regimet under russisk pres. Det var også her, russiske styrker uddrev nogle enheder, som vides at have tætte bånd til Iran for at bevare russisk indflydelse i området. I mellemtiden har Iran forsøgt at styrke sit greb om hovedstaden, Damaskus, ved at skabe en sikkerhedszone omkring den.

Suleimani havde spillet en særlig rolle i disse spændinger. Ved at kultivere forbindelserne med pro-Iran-militser forsøgte Suleimani at udvide sin indflydelse og sikre opbakning fra de regionale eliter. Indtil hans død optrådte Suleimani som en de facto garant for stabile forbindelser mellem den iranske regering og deres proxies, herunder syriske militser. Efter hans død er det endnu uklart, om Iran vil være i stand til at opretholde det samme niveau af tæt koordinering med disse styrker eller styre deres aktiviteter i Syrien og andre lande. Hvis det iranske greb om disse styrker brister, kunne Moskva udnytte det til at øge sin indflydelse i Damaskus. Så imens iranerne er forvirrede og optaget af situationen omkring Suleimanis død, kan det syriske regime blive endnu mere afhængig af Ruslands støtte.

Putins besøg i Damaskus skal derfor ses i denne sammenhæng – det var beregnet til at demonstrere Ruslands dominans i Syrien. Det eneste positive USA kan håbe på, er, hvis Rusland kan holde Iran i skak i Syrien og dermed undgå, at Iran etablere en stærk militær tilstedeværelse der, der kan true Israel.

Hvad betyder udviklingen i Syrien for USA?

I de tidlige 2000’ere havde USA i høj grad frit spil i Mellemøsten. Rusland blev opfattet som en svag nation, én der alvorligt manglede den internationale styrke og indflydelse for at påvirke Mellemøsten. I det seneste årti har Rusland genvundet den fremtrædende rolle, russerne engang har haft i Mellemøsten, hvilket giver Rusland mulighed for at påvirke regionen. Men dette har i høj grad kun været mulig på grund af USA’s fejltagelser.

Som omstændighederne ville have det, hjalp USA indirekte Rusland med at etablere sig i Syrien. Først inviterede Washington Moskva til at være en del af bestræbelserne på at få Syrien til at opgive sit arsenal af kemiske våben. Senere undlod USA at ty til handling i borgerkrigen i Syrien. Ligeledes i slutningen af 2019 besluttede den amerikanske præsident, Donald Trump, at trække sine tropper tilbage fra det nordøstlige Syrien. Rusland var hurtig til at træde ind for at fylde det vakuum, som dens rivaliserende supermagt havde efterladt, og var i stand til at hjælpe Assad med at tage store dele af Syrien tilbage.

Ruslands opbakning til Assad begyndte som en søgen efter at undergrave amerikanske interesser og få indflydelse i Mellemøsten. Mere end fire år senere har Rusland via denne konflikt formået at trække Tyrkiet væk fra deres NATO-allierede, opbygge et ry som en værdifuld udenlandsk støtte og fremstå som en magtmægler – alt sammen på USA’s bekostning.

Putins diplomati står i skarp kontrast til Trump, der tilbragte de første par dage efter droneangrebet ved at undvige Kongressen, undvige pressen og tweete om ødelæggelse af Irans kulturelle steder, hvis konflikten eskalerede yderligere, hvilket ville være en krigsforbrydelse. Foreløbig kan der ikke være nogen tvivl om, at når det gælder USA-Iran konflikten, er USA’s tab Ruslands gevinst.

Hovedbudskabet er, at Moskva fortsat demonstrerer sin evne til at konvertere Washingtons fejltagelser i regionen til politiske og diplomatiske gevinster. Suleimanis død var et hårdt slag mod Iran, og udfaldet vil medføre nye udfordringer for Trump-administrationen. For Rusland betyder Suleimanis død imidlertid et nyt sæt muligheder i Syrien og muligvis Irak.

Læs også

Rygterne om Cuomos 2020-kandidatur er stærkt overdrevne

Mads Høeg-Mikkelsen

POTUS – podcast til hele påsken

Kongressen

Peter Navarro skal være præsident Trumps ”One Dollar Man”

Philip Chr. Ulrich

Har corona definitivt spændt ben for Sanders præsidentdrømme?

Katrine Villarreal Villumsen

NFL er klar til at overtage sportsstrømmen i corona-krisen

Kongressen

Rusland udnytter Corona-krisen i sikkerhedspolitisk spil

Philip Chr. Ulrich