Kongressen.com
Kultur

Rambo – en ideologisk krigsmaskine

Anmeldelserne af den femte film om Rambo med 73-årige Sylvester Stallone i hovedrollen har været noget lunkne. Det ændrer imidlertid ikke på, at filmen er et gensyn med et filmikon, hvis kulturelle påvirkning er stor, og som siger overraskende meget om det amerikanske samfund, hvis man ser bort fra det overdøvende maskingevær.   

Rambo-franchisen står som et synonym og symbol på 80’ernes action genre, der sammen med Rocky-franchisen gjorde Sylvester Stallone til en Hollywood-stjerne. Med det sagt, så blev ‘Rambo: First Blood’ haglet ned af kritiske anmeldelser, som gjorde grin med hans mumlende dialog, body-builder fysik og tegneserie-agtige dræber instinkt. Latterliggørelsen blegner dog i lyset af Rambo-seriens økonomiske og kulturelle succes, og 80’ernes action storhedstid, som cementerede muskelpumpende helte som Stallone og Arnold Schwarzenegger.

Rambo-filmene er mere end eksplosioner, hævntørst og meningsløs action; filmene opfordrer til refleksion af USA’s politiske forhold til krig. Rambos krigspolitiske repertoire berører blandt andet Vietnam krigen, koldkrigspolitik, krigsfanger, veteraners trauma, udenrigspolitik, amerikansk exceptionalisme og patriotisme.

Vietnam Syndromet
Vietnamkrigen var skelsættende for USA; den nationale identitet og exceptionalisme led et gevaldigt nederlag som følge af tabet i Vietnam. Opfattelsen af militæret var så ilde set på, at Nixon måtte afskaffe værnepligten. Watergateskandalen gjorde kun samfundsproblematikkerne værre ved at plante en dyb mistro til staten. Nationen led et kollektivt trauma, det såkaldte Vietnam syndrom.

‘Rambo: First Blood’ tager afsæt i det humanistiske aspekt af Vietnam veteranen og hjemmefrontens sår i folkesjælden. John Rambo personificerer Vietnam syndromet på flere centrale måder. Syndromet fik udfoldelse i 1980, hvor den amerikanske psykiaterforening offentliggjorde belæg for soldaternes psykiske lidelser med den videnskabelige betegnelse, posttraumatisk stresslidelse. Senere i 80’erne forlod begrebet til dels sin medicinske afstamning og blev politisk ladet, da Præsident Ronald Reagan populariserede udtrykket. Reagan anså samfundet som at lide af et Vietnam syndrom, fordi der lå en dyb offentlig modvilje i at indsætte amerikanske tropper i oversøiske forhold af frygt for et nyt Vietnam.

I 1982 møder publikum for første gang Stallones grønne baret (elitesoldat), som en hærget Vietnam veteran, der hjemvender til et uvelkomment samfund. Når man kigger på ‘Rambo: First Blood’ er det nødvendigt at huske på, at protagonisten såvel som handlingsforløbet endnu ikke er udformet til den alt dræbende maskine, som USA’s fjender møder i de resterende filmatiseringer.

Filmatiseringen er baseret på David Morrells roman ‘First Blood’ fra 1972. Bogen og filmen afviger substantielt fra hinanden, idet at bogens Rambo ikke er nogen helt, men derimod nærmere portrætteret som antagonisten, der dræber uskyldige civile. Sheriffen Will Teasle, som selv er en traumatiseret krigsveterans fra Koreakrigen, har en prominent rolle i romanen, hvilket er skrottet i filmen for at gøre Rambo til en sympatisk og heroisk figur.

I sheriffens øjne fremstår Rambo som en hippie-vagabond på grund af hans strejfen, lange hår og ubarberede ansigt; han bliver dermed ideologisk identificeret med venstrefløjens modkultur. Sheriffen kan heller ikke dy kombinationen af hans usendende og det amerikanske flag på skjorten, det virker som en diskret reference til fremmedgørelsen og foragten til de ‘tabende’ hjemvendte. ‘First Blood’ var en af de første film, som taklede Vietnam veteranens posttraumatiske stresslidelse. Udløsningen af hans krigsangst er mest påfaldende i tortur-scenen på politi stationen, visualiseret som traumatiserede flashbacks, hvor Rambo holdes nede i betjentenes forsøg på at barbere ‘hippien.’

Rambos krigstrauma finder sit klimaks i dialogen mod slutningen, da action-helten usædvanligt bryder sammen i gråd og viser sin sårbare side, hvilket står i skarp konkrast til det ellers maskuline action brag. Men her vender filmens ideologiske forståelse 180 grader efter, at han udlader et verbalt korstog imod modkulturens Vietnam protester og behandling af de hjemvendte tropper. Rambo spyer, at krigen ikke er ovre for ham, og at ‘nogen’ ikke ville lade soldaterne vinde:

“Somebody wouldn’t let us win. And I come back to the world and I see all those maggots at the airport, protesting me, spitting. Calling me baby killer.”

Monologen er associeret med højrefløjens begrundelse for, hvorfor USA tabte krigen. Underforstået er den konservative ideologi, der lyder, at demonstranterne, den liberale presse og fjernsynets påvirkning pressede ‘papirnusserne’ i regeringen til et tilbagetog på trods af militærets teknologiske og økonomiske overlegenhed – slaget blev tabt på hjemmefronten.

Højrefløjsmaskotten John Rambo
I 80’erne rullede der en højrefløjs bølge ind over nationen med ‘den store kommunikator’ i forsædet. Reagans politiske mål var til dels at helbrede nationens Vietnam syndrom samt at genvinde amerikanernes tro på deres fædreland, exceptionalisme og militæret.

Reagan fandt inspiration i Rambo-franchisen i sådan en grad, at han nærmest benyttede action karakteren til en slags maskot for sin politik. Under gidseltagningen i Beirut i 1985 jokede Reagan efterfølgende: “After seeing Rambo last night I know what do to next time that happens.” Han har også udtalt: “I saw Rambo, and he’s a Republican.” Forbindelsen mellem Reagans politikker og Rambos militære patriotisme resulterede i, at Reagans udenrigspolitik fik øgenavnet ‘Rambo foreign policy.’

Reagans udenrigspolitiske standpunkt er eksemplificeret af Reagan Doktrinen. Doktrinen var en geopolitisk strategi, der blandt andet gik ud på at holde ‘det onde’ Sovjetunionen i skak, primært med bidragelse af våben og økonomi til antikommunistiske oprørere. Frihedskæmpere i Afghanistan var en af de bevægelser, der blev forsynet med amerikanske våben i kampen mod kommunismens indflydelse, som bliver italesat i ‘Rambo III.’

Den ideologiske hævnspænding fra krigstilhængere og neokonservatismens uopfyldte ‘pligt’ i Vietnam kommer til udtryk fra starten i ‘First Blood II,’ da Rambos fundament for deltagelse i endnu et Vietnam er: ”Do we get to win this time?” Denne gang er det op til enmandshæren selv at renvaske nationens og militærets skam. I både ‘Rambo: First Blood II’ (1985) og i ‘Rambo III’ (1988) finder man ovenstående antikommunistiske motiv og omskrivningen af ‘taberrollen.’

Rambos redningskompleks
Fra anden filmatisering begynder Rambos redningskompleks, hvor han er tilbage Vietnam for at redde krigsfanger. I 3’eren må han redde sin faderskikkelse i et kold- og proxy-krigs betonet Afghanistan, i 4’eren er det kristne missionærer, og nu i ‘Last Blood’ er det hans steddatter.

Bortkomne krigsfanger og savnede i kamp var et højpolitisk emne, da ‘Rambo: First Blood II´ havde premiere. Selv om mange fanger blev udleveret til USA som en del af fredsaftalen i 70’erne, blusede emnet op i 80’erne som følge af politisk pres fra de efterladte familier og dele af regeringen og folket. En mytologi blev til, hvor det formodedes, at massevis af soldater stadig var holdt fanget i hemmelige Sovjet-lejre i Vietnam. Regeringen har fastholdt, at der ikke fandtes nogen troværdige beviser for påstanden. Derved viderefører filmen myten, da Rambo netop finder krigsfanger.

Tiderne skifter
Rambo-filmene er cinematiske tidskapsler, der minder os om, hvor meget verdenen har ændret sig. 

I ‘Last Blood’ er han nærmest en humanitær, som hjælper ordensmagten med at redde civile i en stormflod. Det fremstår så godt som uamerikansk, hvis Rambo skulle bekæmpe ordensmagten (første film præmis) i nutiden, der efter 9/11 og siden hen har siddet på patriotismens piedestal. Det forekommer også ironisk i dag, at se tilbage på den tredje films positive afbildning af de hellige Mujahedin krigere i ly af USA’s kampagne i Afghanistan. Filmen ender med billedskriften: Til ære for det galante folk i Afghanistan. 

Da ‘Rambo: III’ udkom, var Sovjetunionen i gang med at trække sine styrker ud af Afghanistan. Det var som om, at historien overtrumfede Rambo-filmens politisering. Præsident Gorbatjov prioriterede nemlig et forbedret diplomati til USA. Stallone bemærkede efterfølgende, at Gorbatjovs handling satte en stopper for filmens succes. Det står klart, at Stallone ser samtidens politiske miljø, som at have en direkte indflydelse på Rambo-franchisens medgang. Dette sætter spørgsmålstegn ved hans tidligere politiske udtalelser.

Stallone har udtalt sig, at han er en politisk ateist, og at Rambo-filmene ikke var produceret eller ment som politiske budskaber. Stallone peger på, at Rambos tilknytning til patriotisme, og som et symbol på militærets styrke, har været med til at associere både skuespilleren som republikaner og den fiktive rolle som konservativ propaganda.

Rambo-franchisen er dog åbenlyst politisk ladet, selvom Stallone stædigt nægter at anerkende det. Der hænger desuden et billede af Reagan bag ved Murdocks skrivebord i begyndelsen af ‘Rambo: First Blood II.’

Rambo: Last Blood
Det, som i manges øjne gjorde de første Rambo-film æstetisk tilfredsstilende, var blandingen af en ny overlegen actionhelt i sand B-films manér, der legede rundt med lokalpolitiet og nationalgarden i vildnisset i samspil med den tematiske alvor i traumet og Vietnamkrigens kulturelle efterskælv.

I ‘Rambo: Last Blood´ er det en anderledes protagonist og scenario, man møder. Forsvunden er den eksplicitte strid mellem højre- og venstrefløjs nuancer. Borte er den overdrevet militær-karikatur af Oberst Trautman, hvis hovedsaglige funktion var at presse Rambo ud i en evig krigstilstand. Sporløst er den oversøiske krig, som delvist har kendetegnet Rambos eksistentielle grundlag.

John Rambo er tilbage i USA, hvor det hele startede. Han er blevet en gammel slidt cowboy, og har slået sig ned på sin fars ranch, hvor han opdrætter heste og agerer som surrogat far. Han virker ligefrem civiliseret. Hvad der vedvarer, er krigstraumet, hvilket filmens begyndelse gør forbavsende meget ud af at pointere. Derudover har Rambos brug af vold fået et gevaldigt nyk opad – spoiler – han river bogstavelig talt antagonistens hjerte ud med sine bare næver. Blodspatter er der heller ikke sparet på. 

Denne gang er det personligt, da Rambos steddatter bliver kidnappet af et mexicansk kartel, som handler i narko og sexhandel. Handlingsmønstret efterligner en satirisk kombination af filmene ‘Taken,’‘Dirty Harry’og ‘Home Alone.’ Det er hævnporno for alle pengene fordi handlingen er reduceret til en nihilistisk blodbadskliché, hvor Rambo holder sin sidste stand på ranchen, hans eget Alamo. Selvom Rambo har været igennem Vietnamkrigen, den afghansk-sovjetiske krig og urolighederne i Burma/Myanmar, så er verdenen værre i dag, bemærker han.

‘Last Bloods’ anmeldelser er overvejende politisk ladet. Langt størstedelen fortolker filmen som Donald Trumps våde fantasi, i og med det mexicanske folk er minimeret til korrupte og brutale narkosmuglende voldtægtsmænd. Nuvel, i 2019s hypersensitive kulturelle atmosfære, er det da også svært ikke at komme til den tanke grundet filmens negative repræsentation af livet over grænsen. Men i forhold til plottets manglende eksplicitte hentydning til Trumps politik, så er det også værd at have i tankerne, at fjenderne altid har været endimensionelle, racistiske stereotyper på det onde i Rambos univers, om det er dyriske voldtægtsmænd i Vietnam, Afghanistan, Burma eller Mexico.

Med det sagt, så er der en specifik tre-scene sekvens, som lugter meget af Trumpisme: Man ser kartellet pakke flere biler med personale og våben i Mexico. Dernæst viser filmen et stillestående billede af grænsemuren. Det næste man ved er, at kartellets karavane kører på Rambos landejendom. Var det en indirekte hentydning til behovet for yderlige grænsekontrol og mur eskalering? Eller til murens praktiske ligegyldighed? Det må seerne om.

Læs også

Arven efter divaerne

Anders Agner Pedersen

‘Ser Du Månen, Daniel’ er både barsk, rørende og – desværre – stadig relevant

Anders Agner Pedersen

Nixon in China – verdenspolitik som scenekunst

Mark Herron

Betyder kendisstøtterne noget i en valgkamp?

Casper Drost Hansen

Kongressen.com og CPH:DOX inviterer til ‘American Dharma’

Kongressen

‘Green Book’ er både rørende, vigtig og – desværre – stadig aktuel

Anders Agner Pedersen