Kongressen.com
Analyse Forlag Sikkerhedsrådet

Rusland spøger igen i debatten

Et opkald fra Donald Trump til Vladimir Putin har fået sindene i kog i USA. Mange ser det som en anerkendelse af et autoritært styre at Trump lykønsker Putin med valgsejren, mens Trump ser det som naturligt. Dialog eller konfrontation er yderpunkterne i en diskussion som kører for uformindsket styrke i disse år – også i Danmark.

Donald Trump er endnu en gang blevet midtpunkt i en intens debat, hvor Rusland spiller en central rolle. I en telefonsamtale med Vladimir Putin valgte Trump at lykønske den russiske præsident med sin valgsejr i weekenden. Dette tilsyneladende på trods af advarsler fra rådgivere, om at præsidenten ikke burde give sine lykønskninger. Det der yderligere har givet anledning til kritik, er at præsident Trump ikke snakkede om den aktuelle diplomatiske krise mellem Rusland og Storbritannien, hvor de vestlige lande har søgt at danne en fælles front i kølvandet på giftangrebet i England, som britiske myndigheder siger Rusland stod bag.

Præsident Trump selv forsvarer sin positive samtale med Putin, med at det er en god ting at den russiske og amerikanske præsident snakker sammen, og kommer godt ud af det med hinanden. Det kan som udgangspunkt være svært at argumentere mod, men med sin svingende kurs hvor administrationen kører en hård kurs overfor Rusland, mens præsidenten ikke bringer tunge emner op i personlige samtaler med Putin, så skaber det et forvirret billede af USA’s holdning.

I Danmark har vi også debatten om hvilken kurs overfor Rusland er den rigtige. Her er Marie Krarups nye bog ”Ny Kold Krig” et indspark i debatten med et nobelt formål, men knap så elegant udførelse.

En kontroversiel telefonsamtale

Ifølge Donald Trump burde det ikke være så kontroversielt, at han ringede til Vladimir Putin, og at han lykønskede præsidenten med den lidet overraskende valgsejr i weekenden. For den amerikanske præsident er det naturligt, at de to præsidenter skal komme godt ud af det med hinanden.

Det er som sådan heller ikke samtalen i sig selv præsidenten har fået kritik for. Det var det de to præsidenter snakkede om, og i høj grad hvad de ikke snakkede om.

I en tid hvor vestlige ledere søger at danne en fælles front i fordømmelsen af et giftangreb i England, som den britiske efterretningstjeneste siger Rusland stod bag, så er mange irriterede over at USA’s præsident ikke bragte sagen på banen i en personlig samtale med Vladimir Putin.
Det skaber usikkerhed om USA’s position på området, og generelt har præsidenten ikke fulgt samme kurs som sin administration, som har forfulgt en hård kurs overfor Rusland – senest fulgt op af sanktioner mod 19 privatpersoner og en række firmaer.

Præsident Trumps argument om at det er positivt, at de to ledere kommer godt ud af det med hinanden, bunder i sidste ende i et verdenssyn, som stemmer bedre overens med den russiske præsident end mange af de mere traditionelt tilbøjelige i Washington.

Verdenssynet er baseret på en opfattelse af, at som stormagter har USA og Rusland mere at skulle have sagt i det internationale system. Derfor er en personlig kontakt og forståelse mellem lederne af stor vigtighed. Det er ikke forholdene i multinationale organisationer, som er afgørende i dette verdensbillede. I stedet er disse organisationer steder hvor stormagternes interesser drukner, og de ender med at blive udnyttet af en samlet gruppe af mindre nationer.

Rusland søger i disse år at genvinde en plads som en af de dominerende magter i en multipolær verdensorden, og dette falder lige nu sammen med en amerikansk præsident, som også ser verden fra et stormagtsperspektiv snarere end et multilateralt liberalt perspektiv.
Dette skaber grobunden for intense diskussioner og sammenstød mellem de to vidt forskellige verdensbilleder i Washington, og generelt i Vesteuropa.

Marie Krarups indspark til debatten

En af de mest fremtrædende personer i Ruslands-debatten i Danmark er Marie Krarup, som ofte stiller sig modsat den ellers gængse læsning af Rusland som en trussel mod Vesten.

I sin nye bog ”Ny Kold Krig” har Marie Krarup interviewet 17 eksperter fra Rusland, Ukraine, Canada, Letland, England, USA og Danmark.
Det er helt klart en bog, som beskæftiger sig med et højaktuelt emne, og jeg kan nemt se hvad det er Krarup søger at opnå. Desværre er udførelsen ikke så elegant som formålet.

Der er vidt forskellige holdninger, som kommer til udtryk i bogen. Her er det vigtigt at sige ”holdninger” og ikke nødvendigvis ”analyse”. Krarup selv skriver i sine afsluttende bemærkninger: ”Jeg håber selvfølgelig også, at læseren nu har fået åbnet øjnene for, at der er mange forskellige legitime og velargumenterede udlægninger af den nyeste historie, og derfor også mange forskellige måder at forholde sig til situationen.” Netop her finder vi den mest akutte svaghed ved bogen, nemlig at alle holdninger behandlet som ligeværdige. Nogle af udtalelserne er ikke analyser, men klare holdninger, hvor det ikke undersøges hvad de baseres på. De er snarere konspiratoriske og ikke funderet i analyse, og det er derfor ærgeligt at de behandles på lige fod med saglige analyser fra andre af interviewpersonerne. De interviewede får lov til at besvare en række ens spørgsmål (der er enkelte variationer undervejs, men ikke markante), og udtalelser i de besvarelser får lov at stå uimodsagte. Man savner ganske enkelt at de enkelte interviewpersoner blev gået mere på klingen med kritiske opfølgende spørgsmål. Én af interviewpersonerne konstaterer, at Rusland ikke blandede sig i den amerikanske valgkamp i 2016. Det kunne jeg godt have tænkt mig et kritisk opfølgende spørgsmål til, for det samlede amerikanske efterretningsvæsen er kommet frem til det modsatte, og selv Donald Trump har anerkendt den kendsgerning. Fair nok at man kan diskutere effekten, men indblandingen er der vist ikke meget diskussion om længere. En anden får lov at sige, at den nye ukrainske regering består af nynazister. Hvad baseres det på?

Ligeledes får en række af personerne lov til fuldstændig at undgå den folkeretslige krænkelse af ukrainsk territorium, som skete i 2014 med Rusland annektering af Krim-halvøen. I stedet henviser de til en historisk russisk ret til Krim. Det burde ikke få lov at gå ubemærket hen. Det går også den anden vej – hvorfor ikke gå dem på klingen som siger at Baltikum er truet? Hvad skulle Ruslands interesse være i at underlægge sig Baltikum?
Med al respekt for projektets formål, så bliver det for meget mikrofonholderi, og det svækker bogens effekt.

Der er nogle voldsomt interessant og lødige analyser i bogen, og det kommer fra begge sider af spektret. Men samlet set svækkes bogen af de yderholdninger som får lov at stå uimodsagte, eller i hvert fald uden at de får modspil.
Den samlede konklusion efter læsning af bogen er, at enkeltelementer i bogen klart er mere værd end helheden.

Læs også

Hvorfor trækker Trump USA fra nedrustningsaftale?

Philip Chr. Ulrich

Morgen I Amerika: Derfor isolerer Trump USA fra resten af verden

Lars Græsborg Mathiasen

Brett Kavanaughs godkendelse tegner en ny konservativ æra i Højesteretten

Marie Apitz

Morgen I Amerika: Trumps fejde med “Pocahontas” fortsætter og når nye højder

Lars Græsborg Mathiasen

Trumps klimaplan er dårlig for klimaet, men god for kulindustrien

Lars Kobbelgaard

Geopolitik og penge i vejen for straf af Saudi Arabien

Philip Chr. Ulrich