Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Rusland udnytter Corona-krisen i sikkerhedspolitisk spil

Det amerikanske udenrigsministerium og EU konkluderer begge, at Rusland aktivt spreder misinformation på sociale medier både om oprindelsen af Corona-virussen og generelt skabe splittelse i befolkningerne. Ifølge det amerikanske udenrigsministerium er alle elementer af Ruslands online indblanding i den amerikanske valgkamp engageret i spredning af misinformation om Corona-virussen.

Det amerikanske udenrigsministerium er ude og pege fingre af Rusland og anklage landet for spredning af misinformation i forbindelse med Corona-epidemien. Formålet med dette skulle være at sprede forvirring og skabe splittelse i de vestlige samfund. Indholdet af misinformationen skulle være fokuseret på oprindelsen af Corona-virussen og håndteringen af denne af vestlige regeringer. Det større strategiske formål fra russisk side er svækkelse af deres vestlige naboer, således at Rusland kan stå stærkere – eller i hvert fald føle sig mere sikkert.

Amerikanernes konklusion bakkes op af EU, som anklager russiske medier for at sprede falske og i nogle tilfælde modstridende informationer på forskellige sprog i en række europæiske lande – ifølge EU med henblik på at hæmme den europæiske håndtering af epidemien blandt befolkningerne.

Et af de falske rygter som skal være blevet spredt af russiske agenter på sociale medier var, at USA skulle stå bag Corona-virussen og sluppet det løs på Kina som del af en ”økonomisk krigsførelse”. En anden ”teori” som skulle være spredt på sociale medier af russiske bagmænd har været, at Bill Gates skulle være en af arkitekterne bag udviklingen og spredningen af Corona-virussen.

Det er bekræftet af det amerikanske udenrigsministerium, men flere spekulerer i, at den russiske misinformation skulle være del af ca. 2 millioner tweets, som i en tre-ugers periode fra 20. januar til 10. februar spredte falske nyheder og rygter om Corona-virussen. Disse tweets er identificeret af en task force under det amerikanske udenrigsministerium, som har til opgave at identificere og modvirke misinformation. Den manglende offentlige kobling mellem millioner af tweets, og hvem der skulle stå bag dem, har fået kritik fra tech-virksomhederne i Sillicon Valley, som savner vejledning og beviser ift. den trussel de tilsyneladende står overfor.

Det endelige strategiske formål for Rusland er generelt en destabilisering af de vestlige magter. Der er ikke tale om en forberedelse til invasion, eller hvad man ellers nogle gange kan få indtrykket af, når man hører debatten om truslen fra Rusland. Traditionelt har russisk sikkerhedspolitik været baseret på en grundlæggende mistro overfor sine naboer. Derfor har man gået så meget op i etablering af interessessfærer rundt om Rusland, hvilket fortsat præger Ruslands tilgang til Østeuropa og Centralasien. Etableringen af en sådan ring rundt om Rusland skal fungere som en bufferzone mod en potentiel modstander, så der ikke pludselig marcherer en ny Napoleon eller Hitler på tværs af den russiske grænse.

I et russisk perspektiv gælder det derfor om at sikre, at ens naboer er så svage som overhovedet muligt. Her er militær konfrontation ikke til nogens fordel, men ved spredning af misinformation og ved puste til allerede eksisterende konfliktpunkter i vestlige samfund kan man opnå en svækkelse af sammenhængskraften i nabolandene, hvilket i sidste ende ses som en klar russisk fordel.

Det tydeligste eksempel på dette under Corona-krisen har været en russisk misinformationskampagne mod Ukraine. Her har den amerikanske tænketank Institute for the Study of War, undersøgt spredningen af misinformation i forbindelse med evakuering af ukrainske statsborgere fra Kina. Her fandt man, at spredningen skete via sms, mail og sociale medier i forskellige områder i Ukraine, hvor de russiske aktører spredte rygter om, at de evakuerede ville blive flyttet til denne specifikke region. I flere tilfælde ledte dette til protester og mistillid til de lokale myndigheder. Generelt har Ukraine fungeret som laboratorium for russiske tiltag for misinformation og destabilisering, og det er derfor værd at holde øje med.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen