Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Russisk dusør for drab i Afghanistan bekymrer på flere niveauer

New York Times kunne i weekenden afsløre, at amerikanske efterretningstjenester har slået fast, at en russiske efterretningstjeneste har lovet Taleban en dusør for drab på koalitionssoldater i Afghanistan. Historien viser endnu en gang, at vi befinder os i en ny type stormagtsrelationer, end vi har været vant til i de seneste tre årtier. Men det er den manglende amerikanske, som for alvor bør give anledning til bekymring.

Selvom USA er i gang med at trække sine styrker ud af Afghanistan, så fortsætter landet tilsyneladende som scene for stormagtskonflikt. New York Times kunne nemlig i weekenden fortælle, at amerikanske efterretningstjenester havde slået fast, at en russisk efterretningsenhed havde tilbudt Taleban en dusør for hver koalitionssoldat, som de måtte dræbe. Denne enhed har tidligere været i søgelyset hos vestlige efterretningstjenester, da den blev knyttet til drabsforsøgene mod Skripal-parret i den engelske by Salisbury. En sådan russisk handling er en voldsom provokation, men i sidste ende ikke noget som bør overraske, da det blot er endnu et tegn på den type verdensorden, som vi befinder os i. Vi skal til (igen) at vænne os til, at stormagter udfordrer og bekæmper hinanden ligesom man så det i tidligere tiders stormagtssammenstød. Husk den omfattende amerikanske hjælp til Mujahedin-krigerne i 1980’ernes Afghanistan til deres kamp mod Sovjetunionen.

Hvad der derimod bør bekymre, er den tilsyneladende passive amerikanske reaktion på de efterretninger, som har været amerikanerne i hænde i flere måneder. Der er nemlig ikke kommet nogen reaktion fra amerikansk side, og Det Hvide Hus benægter, at præsidenten overhovedet er blevet briefet om sagen. Det er dog svært at se, hvordan det skal gøre sagen bedre, at præsidenten ikke er underrettet om en sag af denne karakter.

Vidste præsidenten noget?

Et vigtigt spørgsmål i en sådan sag er hvor meget præsidenten har vidst, og hvornår. Ifølge amerikanske medier blev præsidenten briefet allerede i marts måned, og at det var en del af hans daglige sikkerhedsbriefinger.

Det er på forskellige måder blevet benægtet af præsidenten og Det Hvide Hus.

Talskvinden for Det Hvide Hus, Kayleigh McEnany, har udtalt, at præsidenten ikke var blevet briefet, om at Rusland skulle have udlovet en dusør for drab på koalitionssoldater i Afghanistan.
Præsidenten selv benægtede i første omgang at være blevet briefet om ”russiske angreb på amerikanske styrker”, hvilket ikke er nævnt af nogen andre på noget tidspunkt. Desuden anklagede præsidenten New York Times for at have opdigtet historien for at få republikanerne til at se dårlige ud.

Senere skrev præsidenten igen på sociale medier, at han netop havde fået at vide af efterretningstjenesterne, at man havde vurderet, at det var for upålidelig en historie, og derfor havde man ikke briefet præsidenten om sagen. Dette fulgtes også med en anklage om at historien var opdigtet for at skade republikanerne og ham selv.

Adskillige medier har uafhængigt af hinanden har kilder, som bekræfter historien, og andre har fået historien bekræftet hos britiske efterretningsfolk.

Det vurderes desuden af flere tidligere ansatte i enten Det Hvide Hus eller amerikanske efterretningstjenester for at være højst usandsynligt, at sådanne efterretninger ikke er blevet inkluderet i præsidentens daglige briefinger, da det er en så tydelig provokation fra russisk side, og en provokation med klare implikationer for USA’s allierede, som altså også skulle være genstand for en dusør ved drab.
Men forsvaret af præsidenten følger det normale mønster, som vi har set igen og igen i diverse sager i de seneste tre og et halvt år.

Normalt ville det være usandsynligt, at informationerne ikke på den ene eller anden måde er forsøgt overleveret til præsidenten. Men der kan simpelthen også være tale om, at de politisk udnævnte rådgivere og ministre rundt om præsidenten har valgt ikke at underrette ham om sagen af den ene eller anden grund.

Om præsidenten er blevet underrettet eller ej ender i samme problematiske situation, nemlig et inaktivt USA, som ikke har reageret på en så direkte provokation fra russisk side, som det er at udlove en dusør for drab på koalitionssoldater.

Vi må ikke lade os overraske af den type handlinger

At Rusland på denne måde søger at provokere og anvende stedfortrædere i en stormagtskonflikt med USA og Vesten generelt bør ikke overraske. Russisk sikkerhedsdoktrin har nu i flere år arbejdet ud fra, at man skal anvende alle tænkelige midler til at bekæmpe de vestlige modstandere.

Den seneste sag er blot det seneste billede på den nye verdensorden, som vi befinder os i. Sådanne handlinger som Rusland skal have gjort i denne sag giver mindelser om en tid, hvor stormagtskonflikt blev ført på mange fronter men altid med formålet at undgå en storkrig. Selvom det overordnet set er en utilstrækkelig reference, så minder denne type handlinger om det man så under Den Kolde Krig. Som tidligere nævnt bør man huske, at USA leverede store mængder materiel til de afghanske modstandsfolk, som bekæmpede Sovjetunionen i 1980’erne, ligesom Sovjetunionen tidligere havde leveret til Nordvietnam for at bekæmpe USA. Selvom vi ser langt flere aktører på scenen i dag, så har anvendelsen af stedfortrædere samme kyniske formål, nemlig at bekæmpe og dræne modstanderen men samtidig undgå en direkte konfrontation mellem stormagterne.

Det er en tankegang, som vi i cirka tre årtier har søgt at lægge fra os, men som nu altså er på vej tilbage i international politik.

Læs også

Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen

Frafaldne Republikanere går til angreb på Trump

Mads Høeg-Mikkelsen

Over 300 virksomheder boykotter Facebook

Katrine Villarreal Villumsen

Her lurer nogle af overraskelserne ved kongresvalget i november

Lars Græsborg Mathiasen

Præsidentvalgkamp set gennem en græsrods øjne

Camilla Sebelius Winther

Israels annektering kan få negative konsekvenser for USA

Kongressen